Leder

Hele verden på dagsordenen

25. maj 2010

Man kanikke ligefrem påstå, at filmfestivalen i Cannes i 2010 har været mindeværdig. I hvert fald har for mange ikke voldsomt vellykkede film domineret hovedkonkurrencen, og overraskelserne - både de positive og de negative - har været få og provokerende, udfordrende værker stort set fraværende.

Man har, som et amerikanske brancheblad skrev forleden, savnet Lars von Trier - eller en anden filmskaber af hans kaliber - til at ruske op i det, der i Cannes, verdens største, mest respekterede og traditionsrige filmfestival, kun kan kaldes middelmådighed og manglende kunstnerisk vovemod.

Det faktum, at Hollywoods tilstedeværelse på Croisetten samtidig har været sparsom, har da også resulteret i, at kritikere er begyndt at skrive og tale om, at det sydfranske festivalflagskib er i krise.

Men det eralligevel at tage munden for fuld. Selv om det er muligt, at alverdens filmfestivaler i deres nuværende, ganske traditionelle former om 10-20-30 år vil være ganske overflødige på grund af et hastigt forandrende mediebillede, må man konstatere, at kvaliteten af filmene, der vises i Cannes, går op og ned og naturligvis afhænger af de værker, der er tilgængelige på et givent tidspunkt.

I 2009 var hovedkonkurrencen fremragende, i år har den været middelmådig, og næste år vil den sikkert være noget helt tredje. Præcis som det også er tilfældet hos de største konkurrenter i Berlin og Venedig - sidstnævnte kan prale af et yderst lovende program til september. Og trods middelmådigheden løber en interessant, rød tråd gennem den sydfranske filmfestivals officielle program og sideserierne Semaine de la critique og Quinzaines des Réalisateurs - både i filmene i og uden for hovedkonkurrencen og i spillefilm og dokumentarfilm. På forhånd tog årets filmfestival i Cannes sig nemlig sjældent politisk ud, og det viste den sig også at være.

Hvor lederenaf filmfestivalen i Berlin, Dieter Kosslick, flere gange har sagt, at han udvælger film med åbenlyst politiske budskaber, har det i Cannes altid først og fremmest handlet om filmkunsten. Hverken den tidligere kunstneriske leder, Gilles Jacob - der nu er festivalens præsident - eller hans efterfølger, Thierry Fremaux, har villet tale om temaer, når det har drejet sig om filmene i det officielle program.

Det har Fremaux heller ikke gjort i år. Men det ændrer ikke ved, at festivalen i høj grad er blevet tegnet af film med tydeligt politisk indhold.

Der har været opgør med den danske krigsindsats i Afghanistan i Janus Metz' dokumentarfilm
Armadillo,der vakte opsigt både i Danmark og Cannes og tilmed vandt Semaine de la Critiques Grand Prix. I sin seneste spillefilm,
Route Irish,fortæller Ken Loach kritisk og indigneret om private sikkerhedsfirmaer, der tjener tykt på at overtræde alle regler i blandt andet Irak. Og Doug Limans
Fair Gamerummer den vigtige historie om, hvordan Det Hvide Hus under præsident Bush ville gøre hvad som helst for at lukke munden på de mennesker, der ikke troede på, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og turde sige det højt.

Xavier Beauvois'
Des hommes et des dieux- på dansk
Om mænd og guder- der var en af hovedkonkurrencens bedste film og vandt juryens Grand Prix, handler om kristne munke i det muslimske Algeriet og er et vedkommende drama om tro, tvivl og medmenneskelighed på trods af religiøse og kulturelle forskelle. Den algiersk-franske filmskaber Rachid Boucharebs Hors la loi fortæller så meget passende om den blodige og beskidte kamp mod kolonimagten Frankrig, Algeriet kæmpede fra 1945 til 1962, hvor landet fik sin uafhængighed.

Både Oliver Stones
Wall Street: Money Never Sleepog Charles Fergusons dokumentarfilm
Inside Jobretter skytset mod den globale finanskrise store skurke, mens Lucy Walkers dokumentarfilm
Countdown to Zeroser på det atomvåbenkapløb, der kan ende med at tage livet af kloden, inden den globale opvarmning gør det.

Det er ikkealle filmene, der har vakt lige stor opsigt eller har turdet eller formået lige meget. Men om noget er de bedste af dem med til at gøre filmfestivalen i Cannes til et sted, hvor film får en betydning, som rækker videre end blot det helt snævre, tillukkede festivalkredsløb, der groft sagt kun har en betydning for filmkritikere, cineaster og filmfolk.

De politisk ladede film vedrører alle, og alle kan blive klogere af at se dem.

Vi lever i en verden, som er præget af krig, død og ødelæggelse, hvad enten det skyldes religiøs og politisk fanatisme, økonomiske systemer, der kollapser, eller naturen, der siger stop. Det er en verden, vi er nødt til at forholde os til, og det tvinger de politiske film, der er blevet vist på filmfestivalen i Cannes, os til, og også derfor har festivalen en vigtig rolle at spille selv i et år, hvor det måske står lidt sløjt til med filmkunsten. CMC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu