Læsetid 3 min.

LEDER: Alt på et bræt

26. maj 2010

Forliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti minder om pokerspillet, hvor taberen i et sidste desperat forsøg på trods alt at vinde et eller andet kaster alle sine sidste jetoner ind i puljen og holder sig for øjnene. Eller måske snarere den tabende krigsherre, der i nederlagets stund begynder at bombe nationale monumenter for dog at have opnået noget - hævn om ikke andet.

På en hel stribe områder bryder Lars Løkke Rasmussen med, hvad VK-regeringen tidligere har stået for. Hvorfor? Fordi han kan. Fordi muligheden opstod, og fordi regeringen satser på, at vælgerne i lyset af den økonomiske krise er parat til at sluge det hele. Men er de det? Det er her, den virkelige satsning ligger.

Siden 2001 har VK-regeringen gerne ville stramme dagpengereglerne, men hver gang er det gået galt. Fogh Rasmussen turde ikke for alvor lægge sig ud med fagbevægelsen, så det blev først til noget, da daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i forbindelse med en finanslovaftale for 2004 skulle finde 400 millioner kroner i besparelser. Det blev til en broget buket af stramninger af blandt andet optjeningsperioden og de supplerende dagpenge. Men da det kom frem, at statsministeren i valgkampen i 2001 højt og helligt havde lovet ikke at pille ved dagpengene, måtte Hjort Frederiksen ydmygende trække det hele tilbage.

Endnu et forsøg blev gjort med en arbejdsmarkedskommission, som leverede en række anbefalinger i efteråret 2008. Partierne gik til forhandlinger, men næsten inden de kom i gang, bankede den økonomiske krise på døren med voldsom styrke, og med den begrundelse sprang Socialdemokraterne fra. Tiden var forpasset til den type reformer i en tid, hvor ledigheden var begyndt at stige.

I pinsen kom chancen så igen, ganske uventet og båret af en pludselig uhellig alliance mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Hjort Frederiksen og Løkke Rasmussen fik deres længe ønskede reform og Dansk Folkeparti sin hævn over fagbevægelsen, som altid har holdt Pia Kjærsgaard ud i strakt arm, uanset hvor socialdemokratisk hun har forsøgt at være. Som en tyv om natten blev dagpengeperioden halveret og kravene til optjening strammet. Et løftebrud i forhold til tidligere utvetydige udtalelser fra finansministeren, som oppositionen og fagbevægelsen vil udnytte til det yderste.

Så den politiske pris kan blive meget høj. Lars Løkke Rasmussen har for at få sin plan igennem måttet bryde med en række principper. Konkret brydes løfterne desuden om, at ulandsbistanden ikke beskæres, og at hjælpen til barnløse fortsat skal være gratis. Betydelige nedskæringer på uddannelsesområdet bryder med den gennem flere år erklærede satsning på videnssamfundet, senest monumentalt fremlagt af statsministeren i 10 drømmemål for Danmark.

Men ét er løfter, det mest betydelige brud er skiftet i måden af føre politik. Reformer skal varsles og diskuteres i god tid. De skal netop ikke komme dumpende fra himlen, blot fordi man en sen nattetime står og mangler nogle milliarder. Det var Fogh Rasmussens lære af efterlønsballaden i 1998. Skattestoppet er lagt i graven med forliget i går, det kan ikke længere med seriøsitet bruges som politisk argument. Endelig er Venstres kontraktpolitik skyllet væk. Det, vi siger før et valg, er også det, vi gennemfører efter et valg, har i mange år været Venstres slogan. Heller ikke det kan længere anvendes.

Til gengældhar regeringen og Dansk Folkeparti lagt sig voldsomt ud med fagbevægelsen - ikke kun på grund af dagpengereformen, men forliget indeholder desuden en kraftig begrænsning af mulighederne for at trække faglig kontingent fra i skat. Fremover vil det kun kunne ske for de første 3.000 kroner om året. Det bliver dyrere, og flugten fra a-kasse og medlemskab af en fagforening må forventes at tage til. Endelig bliver der indført højere gebyrer på voksen- og efteruddannelse - endnu en hjertesag for fagbevægelsen.

Det er ikke en overdrivelse at sige, at forliget er en ren krigserklæring mod de faglige organisationer, som VK i mange år forsøgte at holde sig på god fod med ved at invitere dem indenfor i det lovforberedende arbejde.

Resultatet vil blive, at den ellers ofte så splittede fagbevægelse nu rykker sammen, og massedemonstrationer og strejker kan meget vel blive resultatet i de kommende uger. Og dem, der var tvivlende over for LO's nye forlovelse med Socialdemokraterne og SF i forbindelse med udspillet En Fair Løsning, har fået svært ved at opretholde modstanden.

Regeringen harfået en reform igennem, som den længe har drømt om, men prisen kan vise sig så høj, at den taber regeringsmagten. Den har gjort sit arbejde, fundet de selvpåførte besparelser og endda et væsentligt bidrag til at løse de langsigtede økonomiske ubalancer.

Men er krisebevidstheden så høj, at vælgerne accepterer de mange brudte løfter?

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Skaarup
Michael Skaarup

hvilken krise.. Bankernes og kapitalfabrrikkernes pengeproblemer, eller regeringens vanskelige omgang med virkeligheden.

Den virkelige krise, er sgu da at VKO stadig er ved magten....Og alt det lort de laver, som nuværende og kommende generationer skal rydde op i.

VI skal have valg, så vi kan forhindre VKO mordet på velfærdsstaten.

Brugerbillede for Mette Hansen
Mette Hansen

Danskerne har ikke fået nok af vok ..endnu.
Denne regering har Ingen positive visioner for Danmark . Miljøet skranter, råheden har indfundet sig, yderligere marginalisering af svage grupper, VOK er ved at demontere velfærdsstaten til fordel for dem, der har i forvejen. Der har indfundet sig en rig overklasse, som ser en ære i at reducere danskerne til arbejdsmaskiner uden rettigheder.

Brugerbillede for Martin Kristensen
Martin Kristensen

Danskerne har fået rigeligt af VOK...det eneste der kan redde dem er hvis over halvdelen af befolkningen hellere vil trækkes med en regering de ikke kan udstå end en S-SF regering de har det endnu værre med.

Brugerbillede for Tommy Dybdal
Tommy Dybdal

Det virker som om, at de prøver at vride det sidste ud af kluden til deres eget bedste. Jeg er træt af, at deres eneste argument er: "Det er os der har ret, og det kan ikke diskuteres.".

De burde udskrive valg, når det drejer sig om et så afgørende valg for alle danskeres fremtid. Den eneste grund til, at de sidder der endnu, er at de fleste ikke kan gennemskue deres inkompetence udi i at styre et land. Nu håber jeg, at de snart har dummet sig nok til, at det bliver tydeligt for alle.

Brugerbillede for Frej Klem Thomsen
Frej Klem Thomsen

"Eller måske snarere den tabende krigsherre, der i nederlagets stund begynder at bombe nationale monumenter for dog at have opnået noget - hævn om ikke andet."

Det er tæt på, men mon ikke en tredje mulighed er mere præcis: at VKO har indset at de taber næste valg, og derfor er frisat til at føre ideologisk motiveret politik uden det slør af populisme de hidtil har iklædt sig? Fogh-regeringernes strategi var den langsomme og gradvise udhuling af den velfærdsstat de tre partier er forenet imod, dækket af diverse hovedløse udenrigspolitiske kampagner, indenrigspolitisk chikane af minoriteter, retspolitisk grusomhed og liberale mantraer om frit valg. Al den camouflage er idag overflødig, for de får ikke en regeringsperiode til. Så Løkkes strategi er at gennemføre så mange af de ønskede politiske initiativer som realistisk muligt inden valget.

Det billede der ufrivilligt rammer mig er min afdøde hund, som når den blev fanget med snuden i en skål mad der retteligt ikke var beregnet på den blegnede i et øjebliks skam, og derefter kastede sig over maden med hektisk energi, for dog at nå at indtage så meget af den forbudte nydelse som muligt inden den blev fysisk forhindret. Af samme grund skal vi ikke regne med at valget kommer før de fulde 4 år er forløbet. Desværre.

Brugerbillede for Jesper Frimann Ljungberg
Jesper Frimann Ljungberg

Frej Klem Thomsen
Enig. Men det værste er nok den totale mangel på vision og reelt indhold. Der er ikke noget som helst spor af vision i det her. Det er små dårligt gennemtænkte 'fixes' hist og pist der ofrer fremtiden for nuet, krydret med DF's angreb på minoriteter og folk der ligger ned.
Min afsky for DF's retorik har aldrig været større.
Og

"Den har gjort sit arbejde, fundet de selvpåførte besparelser og endda et væsentligt bidrag til at løse de langsigtede økonomiske ubalancer."

Det er jeg bare ikke enig i. Der er ingen visioner, der er ingen overordnet strategisk plan i de forslag, som VOK kommer med.
Det er rent taktiske tiltag med kort sigte, kombineret med tåbelige signal politiske tiltag mod hvad der anses for værende minoriteter og svage grupper.

Denne 'kur' er cirka lige så velsmagende, som hvis man satte en 3 årige til at lave en opskrift.

"Jeg kan li Lakrids, Flødeskum,leverpostej, cola og min bamse. Derfor puttede jeg det i en gryde og kom det i ovnen".

Hvordan skulle man også lige pludselig begynde at føre fornuftig økonomisk politik. Nu har man gennemsnitlig haft 100 milliarder kr mere end Nyrup hvert eneste år man har været ved magten. Og dem har man systematisk brugt til at opbygge snylter virksomheder på de offentlige kasser i bedste planøkonomiske stil.

Det der måske skuffer mig mest er at de radikale går med på den. Jeg er dybt skuffet. Meningsløs signal politik.

// Jesper

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg har set folk gå all in allerede før floppet og rydde bordet med decideret skodkort, men det hører til sjældenhederne. Ofte er der et par esser eller konger med i spillet og hvis Lars er kongen og Lene er esset ser det ikke helt umuligt ud og slet ikke så længe modparen kun har hjerter dame og en anden rød konge at byde ind med. Esset kan nemlig hurtigt vise sig at være den udslagsgivende faktor. Men ingen kender udfaldet før den sidste udmelding og kortene ligger på bordet. Om det er spændende? Er paven pædofil?