EN NYUDDANNET BIOKEMIKER vil i fremtiden skulle betale for noget af den ellers gratis uddannelse, hun har modtaget fra den danske stat, hvis hun vælger at arbejde i længere tid i udlandet til en høj hyre og medfølgende lav skat. Det foreslår S og SF i deres økonomiske plan, 'Fair Løsning'.
De to partier har til gengæld for fagforeningernes accept af, at deres medlemmer skal arbejde en time mere om ugen, ønsket, at de studerende - eller nærmere bestemt kommende udlandsdanskere - også skal holde for. Og SF's Jonas Dahl udtaler, at det handler om at forhindre udnyttelse af det danske uddannelsessystem via en såkaldt flaskepant på kandidatuddannelserne.
DANSKE VELFÆRDSYDELSER er ganske rigtigt under pres i kraft af globaliseringen og bestræbelserne på at udvikle arbejdskraftens frie bevægelighed. Men at moralisere over for de danskere, der vælger at arbejde i udlandet, ved at ramme dem på pengepungen er et dårligt signal at sende i en tid, hvor Danmark selv har en interesse i at internationalisere arbejdsstyrken.
Hvordan vil man eksempelvis forsvare at hyre indiske læger på danske sygehuse og dermed løse et dansk arbejdskraftproblem, hvis vi ikke er villige til at bidrage til vidensudveksling, når dansk ekspertise rejser den anden vej? Det hænger heller ikke sammen, når man i årevis har forsøgt at få de unge til at rejse ud og medvirke til internationaliseringen af danske uddannelser, samtidig med at det skal koste, hvis man bliver der for længe.
Uddannelse i Danmark er gratis, men det er også et af middelklassens privilegier, eftersom man ikke med SU'en og uddannelsessystemet har formået at bryde den sociale arv. Hvis man vil gøre op med den skævvridning, kræver det imidlertid mere gennemtænkte forandringer af støttesystemet, end der er lagt op til i S og SF's forslag. Det fremstår som et populistisk angreb på en - relativt lille - gruppe, som de mener, deres vælgere kan blive forargede over.
