Leder

Politik og moral

Debat
15. maj 2010

De kommer igen og igen og med stadigt kortere mellemrum - sager om politikeres moral - eller dobbeltmoral - sager som ofte handler meget lidt om politik og mest om politikeres måde at forvalte deres private liv. For de fleste medier er det ren nydelse, og sagerne har en enorm betydning for politikernes popularitet og partiernes tilslutning i meningsmålingerne. Meget mere end alt andet. De folkevalgte bliver som aldrig før målt og vejet på en fintfølende personlighedsvægt - kan vi lide dem eller ej? Og står man oven i købet i spidsen for et parti kan et fejltrin være fatalt og uopretteligt. Om det er Lene Espersens prioritering af ferie frem for et møde i Canada, Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidts valg af privatskoler til deres børn, Bendt Bendtsens jagtgevær, Jeppe Kofod forhold til unge piger eller Lars Løkke Rasmussens fadøl og ferier med børn uden for skolernes ordinære ferier, så er resultatet hver gang en enorm medieopmærksomhed, som er med til at flytte ganske mange stemmer. Senest dalede de konservative helt op til to procentpoint i nogle målinger - et dyk, som kun kan tilskrives Espersens mødeaflysning og håndteringen af sagen efterfølgende. Udenrigsministeren røg helt ned i bunden på listen over ministres popularitet. Det er nyt, at en så lille sag får så stor betydning og er et udtryk for et foruroligende labilt vælgerkorps.

Det øgede fokus på privatlivet har stået på i nogle år og er en tendens, som man har set endnu kraftigere i andre lande med en meget aggressiv presse. Herhjemme er den tydeligvis i tiltagende, og en af grundene er desværre, at megen anden politik er blevet mere kompleks og forskellene på partierne udviskede. Men det rejser nogle problemer, som pressen bliver nødt til at forholde sig til i et moderne demokrati. For det første kommer »sagerne« nemt til at skygge for væsentlige politiske diskussioner, og for det andet er der en meget stor risiko for, at politiske modstandere begynder at spekulere direkte i at sværte modstandere personligt - netop fordi effekten er så stor. En sag om dobbeltmoral i privatlivet kan afgøre et valg, hvis det falder på det rigtige - eller forkerte - tidspunkt. Det er ikke uden grund at rygtekampagner har et særligt kapitel i spindoktorernes grønspættebog.

Dermed ikke sagt, at medierne ikke skal beskæftige sig med denne type historier - man kan eksempelvis ikke stille sig op og være moralsk på alle velstillede forældres vegne og så selv handle umoralsk ud fra egen definition, uden at det får konsekvenser. Men problemet er proportionerne. Det er nyhedsvinkler, som almindelige vælgere, som ikke interesserer sig for politik, kan forholde sig til: Ministre skal passe deres arbejde, socialdemokrater skal ikke skose velstillede forældres valg og Løkke Rasmussen må selv betale sine fadøl og franske hotdogs, når nu alle andre skal. Der må være en overensstemmelse, mellem hvad man gør og hvad man siger - også når det gælder det private liv. Men de skal fylde så meget, fordi også store seriøse dagblade og brede public service-kanaler kaster sig over dem med samme appetit som tabloidpressen. Legitimeringen af det massive fokus kører for det meste i ring. Afsløringerne er vigtige, fordi de flytter stemmer og jo mere omtale des flere stemmer flyttes. Men set i relation til alt andet er det jo hverken alvorligt eller væsentligt. Disse sager er jo yderst sjældent udtryk for en diskvalificerende umoral, som kan legitimere den massive dækning. Hvis sagerne kunne tages som udtryk for politikere, som generelt sjofler deres arbejde, konsekvent handler umoralsk og i strid med deres egen overbevisning, eller hvis de konsekvent lever med et meget løsagtigt forhold til egen og offentlige økonomi, var der grund til at køre dem gennem vridemaskinen. Men det er der ikke noget der tyder på. De nævnte partiledere er hæderlige hårdtarbejdende holdningsmæssigt drevne mennesker, hvis fokus er at ændre samfundet i den retning, de mener er den bedste. Og det er, hvad de er sat i verden for.

Derimod viser nogleaf sagerne en anden foruroligende tendens. Nemlig at mange politikeres berøring med virkeligheden uden for Christiansborg er blevet ringere. Mette Frederiksen indrømmer, at hun er blevet klogere efter at hun selv har fået børn i den skolesøgende alder, og at man ikke skal udtale sig generelt og fordømmende om andres valg. Man kan ikke forlange, at forældre træffer afgørelser på deres børns vegne med andet i baghovedet, end hvad de finder er bedst for børnene. Havde Socialdemokraterne taget den diskussion i deres partiorganisation, ville man forlængst være nået frem til den konklusion. I dag betyder partiorganisationerne ikke længere ret meget, og partierne søger at finde inspiration og teste deres politiske budskaber gennem andre kanaler så som fokusgrupper og holdningsundersøgelser. Og de opfanger slet ikke folkestemningen og vælgernes syn på hvad der er rigtigt og forkert. bew

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Diepgen

".... bedst for børnene..."
Børnenes tarv er tarvelig moral, når ligehd, tolerance og solidaritet bliver nødtørftens politik, I individualismens skole lærer man næppe at forstå hinanden.

Peter Andreas Ebbesen

Bent Vinter.
Hvis det er med fatale følger en ledene politiker bliver taget i noget, så er det med dødelig udgang.
Og det har da mig bekendt ikke kostet nogle livet at træde lidt ved siden af.
Ret mig endelig hvis jeg tager fejl.
VH Heidi Madsen