Leder

En tilståelsessag i skolepolitikken?

17. maj 2010

»JEG KUNNE ALDRIG drømme om at sætte mine børn i den københavnske folkeskole,« skrev Søren Pind på en facebookopdatering i den forløbne uge, hvor Socialdemokratiets top stod anklaget for dobbeltmoral i forhold til den fælles folkeskole. Og selv om Pind uddybende beklager sig særligt over den københavnske skolepolitik, som han i sin tid som borgmester i hovedstaden forgæves forsøgte at ændre, så må der være tale om noget af en tilståelsessag for Venstreministeren.
For helt uden indflydelse på skolen vil Venstre vel ikke hævde, de har været de seneste ni år, hvor de har haft ministerposten – en stor del af dem med en erfaren undervisningsminister og markant Venstremand, Bertel Haarder, ved roret.

I LØBET AF de ni år er de yngste børn blevet meget bedre til at læse, mens niveauet i de større klasser ikke er væsentlig forbedret. Også i matematik og naturfag går det lidt bedre. Samtidig har halvdelen af kommunerne ikke kunnet leve op til minimumstimetallet. Regeringen kan trods kommunalt selvstyre ikke fraskrive sig ansvaret, eftersom oppositionen gentagne gange har forsøgt at få undervisningsministre til at gøre noget ved problemet. Indtil sidste uge forgæves.
Det er muligt, der findes en syg kultur i folkeskolen, som flere har været inde på i kølvandet på Berlingske Tidendes afdækning af alt for mange aflyste timer og arbejd hjemmedage. Forhold som Christiansborg ikke umiddelbart kan klandres for. Men at mistænkeliggøre en meget synlig faggruppe, som det skete på forsiden af et landsdækkende dagblad, ved fuldstændig udokumenteret at anklage lærerne for at have »ondt i pjæktarmen« er nogenlunde lige så overfladisk som at tro, at de omkostningstunge og indtil videre dårligt fungerende nationale test kan løse alle problemer i folkeskolen.

Fint med en mere systematisk evalueringskultur, men når den ikke hviler på viden og indsigt i, hvordan børn lærer bedst, kan det jo nærmest være lige meget.
DET ER HER REGERINGEN virkelig har forsømt sit ansvar. Allerede i 2004 konkluderede et OECD-review, at Danmark var alt for dårlig til at udnytte den pædagogiske forskning ude på skolerne. Med andre ord blev det påpeget, at det er uddannelse og efteruddannelse af lærerne, den er gal med.
Siden er lærerseminarier lagt sammen med sygeplejeskoler og sociale højskoler i professionshøjskoler med netop det formål at styrke vidensniveauet og professionaliseringen af de vitale velfærdsuddannelser. Men modet og det strategiske fremsyn har man ikke haft til at sikre midlerne til den nødvendige, anvendte og praksisnære forskning. Professionshøjskolerne må ikke forske eller oprette masteruddannelser. Og de videnscentre, som skulle forbedre vidensniveauet er blevet nedprioriteret, fordi universiteterne løber med forskningsmidlerne.

Danmarks Lærerforening har endog foreslået en femårig, forskningsbaseret læreruddannelse. Men det er ikke blevet til mere end en masse forsøg i folkeskolen, uden at nogen kender virkningen, samt kontrol og dokumentation af samme uvidenhed. Gentagne, overfladiske justeringer af læreruddannelsen – den seneste end ikke evalueret – har om ikke andet så fået dem til at tabe pusten ude på lærerseminarierne.
SIDELØBENDE ER den rivalisering mellem Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) og professionshøjskoler om, hvem der har ret til at bedrive pædagogisk forskning, måske ikke ophørt, men så afløst af en erkendelse af, at markant øgede krav fra forældre og politikere kræver samarbejde og vidensdeling. F.eks. illustreret af det fælles indlæg dekan for henholdsvis DPU, Lars Qvortrup, og rektor for professionshøjskolen Metropol, Stefan Hermann, havde her i avisen tidligere på året. At piben har fået en anden lyd på DPU illustreres ligeledes af de aktuelle fyringer af medarbejdere med indsigt i pædagogisk filosofi. Selv om det afvises, er det svært ikke at se det som et led i nedprioritering af de forskningsområder, som man ikke nødvendigvis mener har den store direkte relevans ude i klasselokalerne.

Og nu kommer beskeden så fra regeringens eget rejsehold, der for øjeblikket gennemlyser folkeskolen med henblik på at indfri statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ambition om en folkeskole i verdensklasse: Lærerne ved ikke, hvad der virker. Formanden for rejseholdet, SFI-direktør, Jørgen Søndergaard, burde kende en del til problemstillingen, eftersom hans egen institution producerer metervis af rapporter om manglende faglighed i arbejdet med eksempelvis anbragte børn og unge. Uden at disse gør den store forskel ude på socialrådgivernes kontorer. I stedet for at svigte lærerne og lærerfagets prestige må man forvente, at regeringen følger rådene fra sit eget rejsehold og langt om længe har modet til at skabe en sammenhængende plan for læreruddannelsen. Samt at Socialdemokraterne vil vende anklagerne om dobbeltmoral til et samarbejde om en visionær politik for skolerne.

Efter ni år har vi langt fra fået den sorte skole, som kritikere ynder at fremmale. Men vi har heller ikke fået en skole, hvor lærerne er ordentlig klædt på til tidens krav og udfordringer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak for den leder, der trak mange tråde op.
PS: Nej vi er ikke tilbage ved den sorte skole, men vi er gået et par skridt tilbage til den med mere fokus på paratviden , test og opsplitning.
Hvorfor ikke forsøge med socialdemokraternes forslag om en helhedsskole, herved sparer forældrene også de stadig stigende priser til en fritidsordning, der flere steder er højere end hvad forældre betaler for en privatskole. Ligeledes vil alle eleverne få mulighed til lektiehjælp på skolen.

Kurt Svennevig Christensen

Selvfølgelig ved vi hvad der virker når vi taler om folkeskolen, det er ikke problemet, men vi ved ikke hvor vi vil hen med skolen? Siden 2001 har regeringen nemlig misbrugt folkeskolen, eleverne og forældrene i en politisk kamp, for at få styr på skolen (læs:lærerne).

Denne politiske kamp har været styret af den for regeringen forbandede kendsgerning, at lærerne for langt hovedpartens vedkommende er fornuftige mennesker, som derfor selvfølgelig også stemmer til venstre for midten i dansk politik.

Lærerne er alt andet end liberale i deres politiske sjæl og det faktum, har regeringen så kæmpet imod siden 2001.

Hvorfor konfrontere en avis som Information ikke den kendsgerning? Evalueringsstrategien er fra ende til anden en stor fejltagelse - hvorfor? Fordi man ikke ved hvor man vil hen, man kender ikke målet. Man påstår at man vil have øget fagligheden, hvor man i virkeligheden vil man have banket lærerne på plads.

Denne regering misbruger alt hvad vi har kært. De misbruger vore unge ude i krigene; de misbruger vores omdømme og det samfund som tog sig af de svage og udsatte. Skal regeringen nu også ustraffet kunne misbruge vore børn og unge i deres politiske kamp, mod lærere der ikke stemmer som regeringen vil de skal gøre?

Det ser sådan ud når man læser Information.