Leder

En fagbevægelse med uld i mund

LO kan umuligt knytte bånd mellem FOA's og 3F's tilgang til det faglige og politiske arbejde. Men man kan slå nogle ting fast og klargøre sin position. Først og fremmest, at LO ikke støtter politiske partier generelt, og når man indgår politiske aftaler som Fair Løsning, så er det udelukkende ud fra et formål om at varetage lønmodtagernes tarv bedst muligt
Debat
21. juni 2010

NÅR MAN ER uenige i fagbeværelsen, begynder man at tale i gåder - ulden vælter ud af munden, eller man har slet ingen kommentarer. Håbet er, at diskussionen forsvinder igen. Det påståede faglige sammenhold betyder, at man for øjeblikket ikke kan kommunikere klart. Og resultatet er, at medlemmerne bliver mere utrygge ved, hvad det er for en forening, de er medlem af. I den nuværende debat om fagbevægelsen og de politiske partier er LO havnet i et voldsomt stormvejr i kølvandet på aflalen med Socialdemokraterne og SF om planen Fair Løsning - det er den, hvor fagbevægelsen i trepartsforhandlinger med en ny, kommende S-SF regering forpligter sig til at bidrage med 15 milliarder kroner i form af længere arbejdstid. Samtidig er det kommet frem, at nogle fag- forbund har bidraget til S-SF's omfattende annoncekampagne for planen. En kampagne, som ud over at flashe Fair Løsning også har til formål at promovere oppositionen i opgøret med Lars Løkke Rasmussen.

FAGBEVÆGELSEN er kommet under pres, fordi det hele ligner gammeldags bidrag til Socialdemokraterne, og at fagbevægelsen, som ellers havde løsrevet sig fra partiet i 2003, nu er ved at genetablere fordums tætte partibånd. Og det er her, ulden i munden kommer ind i billedet. For LO-fagforbundene har aldrig internt været enige i, hvordan beslutningen fra 2003 skal fortolkes. Jo, LO etablerede sit eget værdigrundlag, som er forskelligt fra Socialddemokraternes, og jo, man har fjernet LO's økonomiske støtte til partiet, ligesom den gensidige repræsentation i hinandens hovedbestyrelser blev fjernet allerede i midten af 1990'erne. Men i hvilken grad, man så skal samarbejde med Socialdemokraterne, har der aldrig været enighed om. Og enkelte forbund under LO har forbeholdt sig ret til fortsat at bidrage med økonomiske støtte til det gamle arbejderparti. Så nok er båndene på papiret skåret over - og det er det billede, der er kommunikeret til offentligheden, men hvad betyder det i praksis? Hvad er partistøtte? Og hvad er legitimt praktisk samarbejde?

GROFT SAGT er der to skoler, som tegnes af de to LO-forbund, som i årevis har udkæmpet de mest uforsonlige slag - FOA og 3F. De to organisationer organiserer først og fremmest de ufaglærte og ringest uddannede på arbejdsmarkedet i henholdsvis den offentlige og private sektor. Hos FOA mener formand Dennis Kristensen, at man ikke skal blande politik og fagligt arbejde sammen, sådan forstået at et fagforbund og fagforbundenes hovedorganisation LO skal kunne samarbejde med en hvilken som helst regering når som helst. Det er indholdet, det handler om. Beslutningen i 2003 var et definitivt brud med tilknytningen til Socialdemokraterne, mener FOA. Når faglige organisationer binder sig til politiske partier, så støder man en masse medlemmer fra sig, som har en anden politisk observans. Hos 3F og andre mener man derimod, at den rigtige måde at varetage lønmodtagernes interesser på, er ved at bringe en ny regering til magten. Derfor bør man støtte Socialdemokraterne økonomisk og på andre måder. Arbejdsgiverne støtter de borgerlige og fagforeningerne de røde, sådan er det, der er balance i tingene. I modsætning til andre lande i Europa, er det danske arbejdsmarked kendetegnet ved, at lovgivning og overenskomster er flettet godt og grundigt ind i hinanden. Noget bestemmes af politikerne - eksempelvis dagpengeregler, indkomstskat og regler om arbejdsmiljø. Andet bestemmes af overenskomstparterne, såsom arbejdstidens længde, ferier og lønforhold. Sådan er den danske model, og en faglig organisation må og skal arbejde både fagligt og politisk på én gang. De bedste løsninger på arbejdsmarkedet findes, når de tre parter - regering, lønmodtagere og arbejdsgivere finder kompromiser sammen. Og det er derfor naturligt at knytte bånd til den fløj, som vil lønmodtagerne det bedst, er ræsonnementet fra 3F-fløjen af fagbevægelsen.

MEN I MODSÆTNING til tidligere, hvor vælgerne i høj grad stemte i overensstemmelse med deres klassemæssige tilhørsforhold, så er synspunktet i dag kontroversielt. En måling i Politiken viste i fredags, at en femtedel af medlemmerne under LO overvejer at melde sig ud af deres fagforening på grund af aftalen mellem LO og Socialdemokraterne. Så når LO og formand Harald Børsting i disse uger er under pres både internt og fra medlemmerne, så skyldes det først og fremmest, at man sidder i et dilemma og har svært ved at kommunikere et budskab overhovedet. LO kan umuligt knytte bånd mellem FOA's og 3F's tilgang til det faglige og politiske arbejde. Men man kan slå nogle ting fast og klargøre sin position. Først og fremmest, at LO ikke støtter politiske partier generelt, og når man indgår politiske aftaler som Fair Løsning, så er det udelukkende ud fra et formål om at varetage lønmodtagernes tarv bedst muligt. Hvad de enkelte fagforbund gør med hensyn til økonomisk støtte og kampagner, må være op til dem. bew

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her