Leder

Efter Gaza-søslaget

Da den amerikanske professor og venstre-dissident, Noam Chomsky for nylig talte i Beirut, beskrev han sin egen 'oppositionsdoktrin': »Hvis aktivisme, så sympatisk det ædle formål end er, i sidste ende gavner modstanderen, bør den undlades«
2. juni 2010

DA den amerikanske professor og venstre-dissident, Noam Chomsky for nylig talte i Beirut, beskrev han sin egen 'oppositionsdoktrin': »Hvis aktivisme, så sympatisk det ædle formål end er, i sidste ende gavner modstanderen, bør den undlades«.

Efter søslaget ud for Gazas kyst, hvor i hvert fald ni fredsaktivister blev dræbt, kan det konstateres, at den israelske højrefløj er blevet styrket. En eventuel ophævelse af den strangulerende blokade er dermed udskudt på ubestemt tid, eftersom krav om, at den ophæves, ikke har politisk gang på israelsk jord.

Men presset på Israel for at hæve blokaden øges - selv Danmark citeres nu i globale medier for en positiv holdning til kravet om at frisætte landstribens indbyggere, der i tre år har lidt under den jødiske stats kollektive afstraffelse.

DET moralskeproblem er naturligvis, om det pres er ni menneskeliv værd? Tanken melder sig ved at høre dødsofrene omtalt som 'martyrer', altså ifølge Islam i paradis, og man tager sig til hovedet. Men med Albert Camus, der i valget mellem at redde sin mor eller Algeriet, valgte sin mor, er svaret selvfølgelig et nej - ingen freds-aktion er ni liv værd, med mindre man forveksler moral med gold martyrkult. Eller politik.

For nødhjælpskonvojen var ikke kun moralsk, den var i høj grad politisk. Retsindige folks forsøg på at presse et impotent internationalt samfund til at gøre noget ved al det vand, der blev hældt ud af ørerne efter Gaza-krigen 2008-09 uden konsekvenser for Israel, der har ignoreret alle appeller om at genetablere tålelige vilkår for 1,5 mio. indespærrede, der f.eks. ved kræftramtes udrejse til israelsk hospitalsbehandling er ofre for arrogante teenagerværnepligtiges vilkårlige humørsyge. Det er grimt, og det er en international skandale, at der ikke er gjort noget ved det.

Kynisk set må det konstateres, at de ni drab har gavnet Israel-kritikerne politisk. Det er blevet lidt sværere for USA at beskytte Israel ubetinget og automatisk. Erklæringen fra FN's Sikkerhedsråd tidligt i går morges var ganske vist ikke en resolution, men netop kun en erklæring. At USA lod Sikkerhedsrådet vide, at det har fuld tillid til, at israelerne kan undersøge sig selv, bekræfter også USA's interesse i at holde Israel 'inde i teltet'. Al erfaring viser, at disse undersøgelser - med undtagelser, der kan tælles på to fingre - som regel ender med frifindelse.

Men presset er alligevel øget - amerikanerne gik i sidste uge med til en FN-konference i 2012 om et kernevåbenfrit Mellemøsten, hvilket vil sætte kernevåbenmagten Israel under pres. Israelerne har da også kaldt en sådan konference for 'unfair og hyklerisk' med en henvisning til Iran, der frygtes at pønse på at fremstille bomben. Men Iran-kortet er stedse vanskeligere at trække, efter at iranerne har etableret en alliance med de 118 alliancefri stater.

TO andre politisketilbageslag for Israel er åbenlyse: En gryende forbrødring mellem det islamiske Hamas i Gaza og det sekulære Fatah, der har magten på Vestbredden - så vidt som man kan tale om magt under israelsk besættelse. For få uger siden var de på randen af en borgerkrig - nu er der tegn, ikke kun i sol og måne, men også i det konservative Jerusalem Post og det traditionelt Israel-tolerante The New York Times, på, at amerikanerne arbejder for en genforening af de to fraktioner via hemmelige samtaler med 'terrororganisationen' Hamas.

En Fatah-delegation er nu undervejs til Gaza, hvis ellers israelerne vil slippe dem ind, og selv om Hamas indtil videre har besvaret henvendelsen med skepsis, er et 'Camp David' i palæstinensisk regi en mulighed, der er rykket nærmere. Enes de, og enes de især med USA, står Israel også med ryggen mod muren i den fortsatte fredsproces.

Den anden politiske triumf, nemlig Tyrkiets, der i går blev fejret ved demonstrationer i Ankara og Istanbul, kan ved nærmere eftertanke give bagslag. Kynisk set bruger den islamisk-hældende AK-regering og dens spektakulære premierminister, Recep Tayyip Erdogan, raseriet efter konvoj-aktionen til at fremme egne politiske mål: Yderligere beskæring af det tyrkiske militærs politiske indflydelse. Israel har en militæraftale fra 1996 med Tyrkiet - men aftalen er med de tyrkiske generaler, ikke med regeringen, der først kom til i 2002, og som lige siden har modarbejdet den.

Med den nu officielle støtte til den islamiske ngo, der arrangerede flotillen til Gaza, er Erdogan-regeringen gået i en fælde, den selv har sat:

Det kan med en vis føje - og spinmestrene i Jerusalem er allerede på overarbejde - hævdes, at Tyrkiet ikke længere er det 'sekulære demokrati' (det for resten aldrig har været), men styret af en en islamisk-fundamen- talistisk og nu også antisemitisk regering.

Man må igen spørge med Chomsky: Hvem får i det lange løb gavn af aktivismen? e.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Kunne man bede om en oversættelse til almindelige kendte brudlinier i internationale konflikter af denne kryptiske leder? Her havde man forventet en forståelig leder af le men får en gang?????
Kan Informations ledere næste gang udliciteres til fx. mig????

Arash Shariar

"Det kan med en vis føje - og spinmestrene i Jerusalem er allerede på overarbejde - hævdes, at Tyrkiet ikke længere er det ‘sekulære demokrati’ (det for resten aldrig har været), men styret af en en islamisk-fundamentalistisk og nu også antisemitisk regering."

Hvad? Jeg forstår ikke at man finder behov for at gentage Israels propaganda. Man burde i stedet analysere dens oprigtighed. Israel blåstempler enhver der kritisere det som antisemit eller fundamentalistisk, derfor er det tvivlsomt hvor sandt postulatet måtte være. Man burde måske gøre læserene mere opmærksom på 'spinmestrenes' arbejde!

'Det moralske problem er naturligvis, om det pres er ni menneskeliv værd?'

Man kan her argumentere for at spørgsmålet er tomt, idet det ikke var meningen at folk skulle dø. Præmissen for spørgsmålet er at det var en planlagt/politisk demonstration, som disse folk gik i døden for. Og dette er bare ikke sandt. Der var ingen der ønskede at begå selvmord for at ophæve Gazas blokade. Det aktivisterne ønskede var at ophæve blokaden gennem en aktion der ville sætte omverdens fokus på problemerne i Gaza. (Hvilket ja er politisk. Jeg husker heller ingen der modsagde dette... Læs på aktivisternes egen hjemmeside...)

At Israel vælger at agere som det gjorde burde ingen havde set komme. For hvis nogen politikker kommer i dag og siger at det var noget vi 'vidste' ville ske, dukker spørgsmålet op om hvorfor har man så ikke taget afstand fra Israel noget før? Og se det vil ingen politikker udsætte sig selv for.

Det bunder ud i at "verdens samfundet" (læs vesten, idet andre spillere ikke må/kan sige imod Israel) har brug for at 9 personer dør før de tager hånd om problemerne. Burde man ikke kritisere disse politikkere for deres år lange passivitet? Og burde man ikke spørge disse om det virkeligt var 9 personers liv værd før de i dag begynder at fordømme Israel?

Til sidst er spørgsmålet om denne fælde Lasse mener Tyrkiet er gået ind i. Det er klart at det er modsat Tyrkiet der spinder guld ud af denne konflikt. De sætter sig i samme stue som verdensmagtene da de for en måned siden blev verdensberømte gennem en atom aftale med Iran. Nu igen skriver verdens medierne om hvordan Tyrkiet går op i menneskerettigheder, noget før kun vesten mestrede i at gøre. At altså vide de moralsk høje positioner. Dertil at sige Israel imod, der vil betyde at mange i mellemøsten vil anse Tyrkiet en del mere positivt. Det er klart for vedenssamfundet at vestlige mainstream medier ingen troværdig har, og at Israel truer med at dæmonisere Tyrkiet genne disse medier er ikke noget nogen land længere er bange for. Så hvis nogen er faldet i en fælde må det kun være Israel, i deres egen fælde!

- Arash

Morten Kjeldgaard

Også jeg er lidt forundret over lille-e's leder, der synes at ønske at anskue sagen i et statsmandsagtigt fugleperspektiv, men i stedet flakser anskudt og forvirret til jorden i dens papegøjeagtige repetion af IDF's anti-tyrkiske propaganda.

(Det kan med en vis føje - og spinmestrene i Jerusalem er allerede på overarbejde - hævdes, at Tyrkiet ikke længere er det ‘sekulære demokrati’ (det for resten aldrig har været), men styret af en en islamisk-fundamen- talistisk og nu også antisemitisk regering.)

Lige så snart Israel/Israeler møder modstand kommer de med en modspil der hedder: du er antisemitsit, du kan ikke lige jøder, for ellers ville du have accepteret vores udspil.

Som den tyrkiske statsminister sagde i sin tale; rigtig venner fortæller ens fejl.

Det er de den tyrkiske statsminister har gjort.
De tidligere statsminister der har været i tyrkiet de har været i enten usa's ellers Israels lomme.

Erdogan siger alle de andre som ikke tør at sige.
Gaza er ikke en del af Israel, Jerusalem er ikke en del af Israel. Det ved vi alle sammen udmærket godt, men hvis man ser med Israelske briller så er GAZA, Jerusalem er en del af Israel.
Men sådan er realiteten ikke.

Der er ingen grund til beskylde folk være antisemitisk eller fundamentalist pga. man siger sandheden.

Israel har bare dummet sig ved at trække sig fra de besætte områder uden at inddrage internationale samfund.

Samtid med Israel træk sig fra Gaza hvis det havde fået hjælp fra internationale samfund om at de skal beskytte Israel mod Hamas, så havde der ikke været nogen problemer så havde måske Hamas ikke fået så meget magt.

Nu er der kun en ting at gøre, ophæve blokaden for Gaza, lade tyrkiet overvåge skibe der kommer med nødhjælp til Israel.

Der er ingen grund til lade Gaza være en åben fængsel.

Jeg håber Israel og Tyrkiet når en fælles beslutning ift. Gaza konflikten eller generelt hele Palæstina problematikken.

Man skal og huske på Tyrkiet var et af de første lande til at anderkende Israel som et selvstændigt stat inden man begynder stemple...

Peter Lauritzen

Det er da en glimrende artikel. Jeg er selvfølgelig ikke enig i en del, men det er skarpsindigt analyseret. Selvf'ølgelig står Tyrkiet, som en af vinderne af propagandakrigen, men det rykker også Tyrkiet nærmere de latent antisemitiske arabiske stater. Den samtidigt tiltagende islamisering af samfundet fjerner Tyrkiet endnu længere fra Europa.

Niels Mosbak

Arash

Jeg synes dit indlæg er glimrende.

Artiklen overser også Tyrkiets ambitioner om at være en regional stormagt.
Så i det perspektiv er Tyrkiet også "vindere" idet man jo har forsøgt med fredelige midler, at lindre nøden for Gaza's befolkning.

At Lasse Jensen i Nord-Europa tager sig til hovedet over udtrykket "martyrer" og tror det noget specielt muslimsk, skyldes uvidenhed.
Den kristne tro er fyldt med martyrer.

De aktivister der blev skudt af IDF, døde da trods alt i et fredeligt forsøg på at lindre nøden for 1.5 mill. mennesker, og blev helt uberettiget angrebet, og dræbt, i forsøget på "at gøre en forskel" - hvilket er præcis, hvad man fremhæver danske soldater i Afghanistan for at gøre, omend de har våben i hånd!

Det er ikke kun Tyrkiet der har indstillet det militære samarbejde med Israel, også Grækenland har trukket sig fra fælles flådeøvelser, og der hersker harme i Grækenland over Israels optræden.
2 af skibene er græske, og 31 grækere sidder fortsat fængslet i Israel.
3 skibe er tyrkiske, og det sidste amerikansk.

Men ansvaret for drabene på aktivisterne - det ligger alene på Israel, og kan ikke tørres af nogen steder.
Det israelske angreb fandt sted i internationalt farvand, hvilket heller ikke er bestridt fra israelsk side.

Så kritikken er berettiget - om man så bliver "Israel-kritiker" som åbentbart har en særlig loge-agtig betydning er mere tvivlsomt - det handler snarere om, at sandheden om Gaza er ilde hørt, fordi det netop er "en international skandale", som har pågået alt for længe.

Det forekommer også besynderligt, at man fra en demokratisk sindet (går jeg ud fra) journalists synsvinkel kan have noget som helst at indvende imod det tyrkiske militærs magt bliver beskåret - og overført til politikerne.
Det må da være helt naturligt, og ønskværdigt, at det er de folkevalgte politikere der har magten i en demokratisk stat, og ikke generaler.