Leder

Inden for murene

Debat
14. juni 2010

»Dagen i dag har vist, hvor skrøbelig processen stadig er. Der er fortsat masser af mistillid i lokalet.«
Arthur Runge-Metzger, EU's chefforhandler, klimamødet i Bonn, 11. juni 2010

I fredagskl. 21.30 genoptog forhandlerne deres drøftelser i det, der hedder Kyoto-sporet på FN-klimamødet i Bonn. Det skete længe efter den forventede afslutning på det 12 dage lange møde, der skulle bane vejen for COP16 i Mexico til december. Og det skete 10 timer efter, at forhandlerne var trådt sammen fredag formiddag for at vedtage konklusionerne af deres arbejde under Bonn-mødet. Ikke nogen ny klima-aftale, bare et mødereferat med input til kommende forhandlinger. Flere gange havde mødet været afbrudt på grund af uenigheder, som krævede armlægning i mindre fora. Nu var man så samlet i plenum igen for at knække den allersidste nød: En foreslået sætning i referatet om at parterne skal »studere mulige veje til at hæve ambitionsniveauet« blandt i-landene, når det gælder CO2-reduktioner. Det var for stærk kost for Rusland, og derfor foreslog mødelederen kompromisformuleringen »studere et øget omfang af udledningsreduktioner.«

»Nej,« svarede den russiske forhandler. Han forlangte ordet »øget« ud. Mødelederen tilbød vendingen »progressivt omfang« i stedet. »Njet,« sagde russeren, nu på russisk.

Efter mere frem-og-tilbage foreslog EU's forhandler så den udvandede formulering »studere et muligt forøget omfang« af i-landenes CO2-reduktioner. »Ja,« sagde russeren, og kl. 22.01 kunne mødelederen derfor slå hammeren i bordet og de mange landes forhandlere pakke deres papirer sammen, lige lettede som trætte. 31 minutter af menneskehedens tid brugt på ét ord, resulterende i en svækkelse af budskabet til COP16.

Intermezzoetillustrerer det problem, FN's klimaproces står i. Undervejs i Bonn blev der talt om en konstruktiv atmosfære og fornyet optimisme efter København-nedturen. Men den gode stemning beroede i høj grad på, at man allerede nu har sænket ambitionerne for COP16, hvorfor forhandlerne i Bonn kunne undgå de rigtig konfliktfyldte, storpolitiske emner og i stedet fokusere på tekniske, knap så kontroversielle spørgsmål. Og det viste sig på sidstedagen, at alle de grimme og dybe uenigheder, der væltede spillet i København, lurer lige under overfladen. Ikke blot kom det til udtryk i Kyoto-sporets marathondiskussion, men også i det andet forhandlingsforum, 'konventionssporet', der sluttede med en lang række stærk kritiske indlæg mod formandens forslag til arbejdspapir for den videre proces. Hvor f.eks. G77-gruppen af u-lande udtrykte »bestyrtelse« over papiret, fordi det angiveligt tilgodeser de rige lande, stillede USA spørgsmål ved, om papiret overhovedet kan bruges som diskussionsoplæg, eftersom det ikke tager tilstrækkeligt hensyn til bl.a. amerikanske interesser.

Mange af forhandlerne har været med i årevis og kender spillet til hudløshed. De ved, hvilke rituelle markeringer landene har behov for, og de ved, at FN-dialogen kun har en chance, hvis procedurer overholdes, og alle lande behandles med fornøden respekt. Forsøger man at gøre vold på FN-demokratiet, blokerer processen øjeblikkeligt - spørg bare Lars Løkke.

Inden for murene af denne specielle FN-verden udvikler klimaforhandlerne en næsten overmenneskelig tålmodighed. Den forklarer, at man for et år siden talte om en juridisk forpligtende klima-aftale fra COP15, for et halvt år siden overgik til at tale om blot en politisk aftale i København og en juridisk først fra COP16, og nu blot taler om at 'gøre fremskridt i Mexico' og lave den juridiske aftale på COP17 i december 2011. Uden for referat er vestlige forhandlere endnu mere pragmatiske i deres forventninger. Man er helt fokuseret på det forhandlingspolitiske spil, indstillet på at tage den nødvendige tid og rede til de kompromisser det må kræve. Og det er virkeligheden, det handler om dér, inden for murene. For FN-drøftelserne med al deres retorik og skuespil afspejler store og små landes reelle nationale dagsordner, deres interesser og krav og deres faktiske vilje - eller uvilje - til globalt samarbejde. Det er kampen om magt og retfærdighed i den ny verden, der udspiller sig her.

Problemet er,at det ikke harmonerer med virkeligheden uden for murene. Med den fysiske virkelighed, hvor de globale CO2-udledningers vækst skal standes inden for fem-10 år. Med FN-processens tempo er vi på vej til en tre-fire grader varmere verden, klimatiske katastrofer og enorme menneskelige lidelser. Det er tid at se i øjnene, at FN-processen ikke kan levere de klimaresultater, planeten har brug for. Forhandlingerne kan måske give delaftaler hen ad vejen, og COP-møderne må fortsætte som eneste globale forum for både dialog og pression regeringerne imellem. Men for alle os uden for FN-murene er det tiden at indse, at ansvaret er vort eget. Skal vi undgå den globale opvarmnings eskalerende konsekvenser, skal den nødvendige indsats for omstillingen leveres af de nationale parlamenter, af virksomhederne, kommunerne og lokalsamfundene og af os som borgere og forbrugere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Fredsted

"Skal vi undgå den globale opvarmnings eskalerende konsekvenser, skal den nødvendige indsats for omstillingen leveres af de nationale parlamenter, af virksomhederne, kommunerne og lokalsamfundene og af os som borgere og forbrugere [min kursivering]. "

Fuldkommen enig. Men heller ikke det kommer i mine øjne til at ske. Borgerne, forbrugerne, er da overhovedet ikke i nærheden af for alvor at være parate til noget sådant.

John V. Mortensen

Ja, fuldkommen enig med John Fredsted, klodens velnærede forbrugere ved godt, at CO2-reduktioner vil betyde både afsavn og arbejdsløshed, så - lavlands- og øbefolkningen - må sejle i deres egen sø - og svømme bort med ungerne i favnen - fra hus og hjem.

Tom W. Petersen

Når Fredsted nævner "borgerne, forbrugerne", og når Mortensen nævner "klodens velnærede forbrugere", inkluderer de så i fuldt mål sig selv?

John V. Mortensen

Til Tom W. Petersen: Vi mente - helt sikkert - samfundene i i-landene, og der bor vi selv.

John Fredsted

@Tom W. Petersen: Jeg formoder, at dit spørgsmål er rettet blandt andet til mig, selvom det er formuleret til tredje part, der i sagens natur ikke kan tage stilling til, hvad jeg måtte mene.

Jeg opfatter dit spørgsmål som værende udtryk for en tvivl om, hvorvidt jeg selv er klar til omstillingen (for hvis jeg ikke var det, så ville jeg jo være en hykler, og dem har vi selvsagt allerede nok af).

Det er jeg skam. Det har jeg været længe. Rent faktisk så har jeg længe levet en livsstil, der er væsentligt mere kompatibel med en bæredygtig verden end den livsstil, jeg synes omgivet af.

Lad mig nævne følgende: Jeg spekulerer ikke i aktier eller andre værdipapirer, og jeg harcelerer ikke i banken eller til pensionskasser over for ringe afkast. Jeg har ingen bil; jeg cykler i stedet. Jeg tager ikke på charterture. Og jeg køber i det store og hele kun nye ting, når de gamle ting går i stykker.

John Fredsted

pensionskasser -> pensionskassen.