Sagen om Elisabeth Ohlson Wallins kunstfotografier af homoseksuelle par i bibelske kulisser i Jerusalem på Verdenskulturmuseet i Göteborg er mest af alt tragikomisk. Først sagde museet ja, siden aflyste de udstillingen i sin oprindelige form efter at have konsulteret en række religiøse ledere. Og nu har de så efter protester og ståhej i pressen alligevel besluttet sig for at takke ja til Wallins udstilling. Blot gider kunstneren nu ikke længere lege med.
Sagen viser et museum i dyb forvirring og konflikt med sig selv. Et museum som er bange for at provokere og vække vrede følelser. Og det er ikke første gang. I 2005 fjernede museet efter trusler fra muslimske grupper værket Scène d'amour, der viser et samleje og vers fra Koranen, af den franske kunstner med muslimsk baggrund Louzla Darabi. Hvorfor lærte museet ikke af den sag?
Verdenskulturmuseet blev for ikke så mange år siden etableret med henblik på at fremme en nødvendig dialog mellem forskellige kulturer og kunstsyn. Et museum udtrykker i sit væsen hele den multikulturelle kulturrelativistiske vision. Lige så sympatisk og nødvendig den er, lige så håbløst og naivt fremstår den, når museet bliver konfronteret med en virkelighed, hvor de forsøger at styre kunsten med velmenende politiske holdninger.
Man kan ikke skabe et sted for kunst og kultur med det eksplicitte formål at skabe større mellemfolkelig forståelse. Ofte vil kunsten gå egne veje, der ikke på forhånd er indhegnet af politiske hensyn.
Når man oven i købet inviterer religiøse ledere til at være med til at træffe beslutning om, hvilken kunst der skal udstilles, er man kommet langt ud på et sidespor. Når man ud fra kunstneriske kriterier har sagt ja til en kunstner og et værk, er man nødt til at stå bag ham eller hende og udstille værkerne. Bagefter må man leve med debatten, forargelsen og vreden.
Hellere det en den farce, der lige nu igen udspiller sig.
Læs også: Museum giver efter for pres
