Leder

Røgslør

18. juni 2010

HVIS MAN HAVDE tillid til daværende forsvarsminister Søren Gades (V) løfte om en bredt funderet undersøgelse af det, der er kaldt den største forsvarsskandale i Danmark siden Anden Verdenskrig, er der ualmindelig god grund til at være skuffet. En kortfattet pressemeddelelse onsdag i denne uge, hvoraf det fremgår, at auditørkorpset vil tiltale Forsvarskommandoens forhenværende it-chef og ditto kommunikationschef for pligtforsømmelse, er resultatet af mere end seks måneders efterforskning.

SELV OM IT-CHEFEN fabrikerede en arabisk oversættelse af Thomas Rathsacks bog 'Jæger - i krig med eliten', som Forsvarskommandoen havde forsøgt at få standset med et fogedforbud, selv om kommunikationschefen åbenlyst løj for åben skærm og sendte oversættelsen til medierne, og selv om der åbenlyst blev gjort store anstrengelser langt ind i Gades ministerium for at få stoppet bogen, så har et politisk flertal nu besluttet, at det ikke skal undersøges, hvad der egentlig foregik i Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet.

Et par små fisk hænges en lille smule til tørre for at undgå en langt mere ubehagelig sag, der kunne involvere Søren Gade og dermed regeringen og måske endda kaste skygger til den anden skandalesag i forsvaret, den såkaldte lækagesag.

I STEDET ENDER det med et røgslør, blokpolitisk magtbrynde og et klassisk eksempel på, hvordan et flertal er i stand til at feje alt ind under gulvtæppet.

Hvis Helle Thorning-Schmidt skulle ende som statsminister efter næste valg, er det nødvendigt at huske hende på, at hun i sin grundlovstale i år sagde, at 40 procent af Folketingets medlemmer fremover vil kunne kræve en uvildig undersøgelse i lignende sager.

Det er lige før, det i sig selv er en stemme værd. Ikke kun for at ligne de lande, vi normalt gerne vil sammenlignes med. Men for demokratiets skyld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars R. Hansen

Når dilettantisk spin mod en bog skulle være den største forsvarsskandale i Danmark siden Anden Verdenskrig - må man vist kalde det dansk forsvar nært pletfrit .

At her skulle være tale om en konspiration - er vist at forveksle misforståelser, forviklinger og udygtighed med slethed.

Lars Hansen,
Du har ret. Medvirken til vildledning af det danske folketing omkring angrebet på Irak er en langt større sag. Grevil var dengang den eneste der fortalte sandheden...