Leder

En upopulær krig

Debat
26. juni 2010

Det er en krig, der ikke kan vindes. Udstyret er til fare for soldaterne, og Danmark svigtes af sine allierede.

Men her taler vi ikke om en diffus fjende, om for tynde bunde i kampvogne eller USAs ønske om at forlade Afghanistan. Det handler om 1864. Om ufærdige skanser ved Dybbøl og et Frankrig og England, der kiggede undrende til, mens Danmark i et anfald af grov selvovervurdering provokerede Bismarck og forsøgte at flytte landets grænse til Ejderen. Men koblingen ligger lige for. Som historiker Uffe Østergaard sagde i Information i går.

»Det er forestilingen om, at vi endelig er kommet ud af skyggen fra 1864, som ligger bag Anders Fogh Rasmussens aktivistiske udenrigspolitik.«

Efter 1864 opholdt Danmark sig netop helst i skyggen. Helstatsambitionerne var i den grad blev gjort til skamme, og det svidende nederlag udstillede ledernes mangel på realitetssans og udenrigspolitisk tæft. Fra at være en militær nation, der helst løste konflikter med magt, blev vi pludselig konsensussøgende og undgik helst konflikt.

Danmark blev lille, både fysisk og i selvforståelsen. For efter nederlagene var der behov for, at danskerne gav nationen den eksistensberettigelse, som slagene i 1864 nær havde kostet. Vi blev nødt til at gøre en dyd ud af vores svaghed.

Derfor opstod myten om Danmark som et særlig demokratisk, fredeligt og forbilledligt land. Udlandet kunne man ikke regne med, og det blev opfattet som en konstant trussel. Der opstod et behov for at beskytte denne nye fortælling om dét at være dansk, så derfor var der også en latent skepsis overfor udlændinge.

En stor delaf den danske selvforståelse trækker tråde tilbage til 1864. Men den myte om forløbet omkring krigen i 1864, der opstod som en slags forsvarsmekanisme i årene umiddelbart efter, lever stadig i bedste velgående i befolkningen. Forestillingen om den lille fredelige nation, der blev løbet over ende af den store aggressor.

Man skulle som bekendt helst lære noget af historien, men det er ikke hensigtsmæssigt, når historien bliver fortalt forkert. Derfor er det på tide, at vi får fortalt den rigtigt.

Set i lyset af nutidig udenrigspolitik og den latente nationalisme er forskning i krigen i 1864 mere aktuel end nogensinde. 1864 var ganske givet på et tidspunkt et gennemtærsket emne i historikerkredse, men historieskrivningen er ikke uafhængig af sin egen tid. Derfor ville det være interessant at få historien om 1864 fortalt fra et moderne perspektiv.

Men en anden mytologi dominerer netop nu den historiske forskning. Anden Verdenskrig er enormt populær blandt forskere og i befolkningen generelt, og det levner ikke megen plads til en krig, der er én lang nederlagsfortælling. Der var ingen modstandsfolk, der kunne redde selvopfattelsen i 1864.

Forskningen i Anden Verdenskrig er blevet så nuanceret og velbeskrevet, at man ikke engang kan slippe afsted med at bruge den som våben i værdidebatten. Det samme kan man ikke sige om 1864.

Dansk Folkeparti gør brug af myten omkring Slaget ved Dybbøl i enhver valgkamp og har nærmest taget patent på fortællingen om det mistede Sønderjylland. Når en skelsættende begivenhed i danmarkshistorien anvendes politisk, bør det være forskningens opgave at lægge al tilgængelig data frem, så danskerne kender den rette sammenhæng og har mulighed for at forstå betydningen af den slags historiebrug.

Det skete, da Anders Fogh Rasmussen i 2004 kritiserede den danske samarbejdspolitik under besættelsen, men ingen har endnu bekræftet eller anfægtet Dansk Folkepartis opfattelse af stormen på Dybbøl. Og det bør ikke være afskrækkende at kaste sig ud i et forskningsemne, der er potentielt politisk sprængfarligt.

Et historisk emne bliver kun mere forskningsmæssigt relevant, hvis det gøres anvendeligt for andre end forskerne selv.

Når selvransagelsenforeløbig ikke kommer fra faghistorikerne, så må vi ty til populærkulturen. Det må være indbegrebet af public service, hvis DR kaster sig ud i en dramaproduktion, der sætter det moderne Danmarks fødsel til debat.

DR har med det netop indgåede medieforlig fået 100 millioner kr. til en historisk dramaserie, og Tom Buk-Swientys bog
Slagtebænk Dybbøler med blandt de projekter, som DR overvejer.

Det ville være sundt for danskerne at se en genopførsel af fredsforhandlingerne i London i 1864, hvor dansk hovmod kostede tusindvis af menneskeliv, men også at se et deillusioneret folk, der lukkede sig om sig selv og i selvforsvar opfandt danskheden.

Den slags sandheder i bedste sendetid kunne måske afmontere den tendens til selvovervurdering, der har gået sin sejrsgang siden begyndelsen af 1990'erne. For Danmark er i sandhed trådt ud af skyggen fra 1864: Vi forestiller os, at vi kan gøre en forskel i Afghanistan. Og vi forestillede os, at vi kunne nå videre end gruppespillet ved VM i fodbold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

"1864 var ganske givet på et tidspunkt et gennemtærsket emne i historikerkredse, men historieskrivningen er ikke uafhængig af sin egen tid. Derfor ville det være interessant at få historien om 1864 fortalt fra et moderne perspektiv."
Hvor "moderne" skal det være?
Og: "Man skulle som bekendt helst lære noget af historien, men det er ikke hensigtsmæssigt, når historien bliver fortalt forkert. Derfor er det på tide, at vi får fortalt den rigtigt."
Jamen det er da for længst sket.
Historien er fortalt klart og tydeligt allerede i Roar Skovmands bind af Politikens Danmarkshistorie fra 1964. Hvis det ikke er moderne eller rigtigt nok, er der Kristian Hvidts bind af Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie fra 1990. Skal det være endnu mere moderne, er der Dansk udenrigspolitiks historie bind 3 af Bjørn og Due-Nielsen fra 2003.
Læser man dem, er man glimrende oplyst.
Og så er der ikke mange illusioner tilbage for nogen, inklusive Dansk Folkepartis medlemmer, medmindre man bevidst lukker øjnene for kendsgerningerne. Sådan som f.eks. vor tidligere statsminister gjorde, når han talte om besættelsestiden.
Og så er det da iøvrigt glimrende, at Buk-Swienty har skrevet den bog, så den måske kan sætte lidt gang i den nationale selverkendelse og bremse den syge danske militaristiske selvovervurdering.

Lars R. Hansen

"Det er forestilingen om, at vi endelig er kommet ud af skyggen fra 1864, som ligger bag Anders Fogh Rasmussens aktivistiske udenrigspolitik"

Hvilket jo er det reneste sludder - Danmark kom ud af skyggen fra 1864 efter Anden Verdenskrig, og da vi trådte ind i et forpligtende forsvarsforbund.

"Vi forestiller os, at vi kan gøre en forskel i Afghanistan"

Vi gør en forskel i Afghanistan - det er ikke en forestilling - men et faktum. Her ikke mindst i vores alliancepolitiske stilling i NATO.

"Og vi forestillede os, at vi kunne nå videre end gruppespillet ved VM i fodbold"

En fin afslutning som meget passende runder den artiklen af.

Jeg er enig med dig Lars Hansen i, at vi gør en forskel med vores aktivistiske udenrigspolitik. Vi har fået skabt en mafiastat i Kosovo, et absurdistan i Bosnien. Vi har har været med til at smadre Irak og har indført "demokrati" i Afghanistan. Kunne vi nøjes med at sende læger og anden humanitær bistand?

Her gik jeg og forestillede mig at den mest kontante virkning af afghanistankrigen var de lave priser på heroin i Europas storbyer og så opdager jeg at krigen også har indvirkning på min pensionsopsparing - og det på trods af at mit pensionselskab har vedtaget en investeringsetik:

Benhandling af lungeblødninger i
eksplosionsramte soldater kan blive
en potentiel milliardforretning
for biotekselskabet Serendex,
der har patent på en videreudvikling
af Novo Nordisks guldæg (Novoseven)

...kom ikke her og sig at vi ikke har gavn af krig.