Leder

Camerons revolution

22. juli 2010

Det er let at gøre grin med den britiske premierminister David Camerons idé om Det Store Samfund. Og der var da også tale om timer snarere end dage før de første jokes ramte tv-skærme og avisspalter. Avisen Independent fniser af, hvordan Cameron for blæsende trompeter annoncerede, at »et par frivillige vil få lov til at holde et museum åbent i Liverpool«.

Værre var det, at den konservative London-borgmester Boris Johnson samme dag lancerede Londons første City Bikes med ordene:

»Vi må tackle fedme-plagen, eller det store samfund, som den nogen gange kendes som.«

Det er alt sammen meget sjovt, hvis ikke det var fordi, at de forandringer, den nye britiske regering haster igennem inden sommerferien ved hjælp regler, der normalt kun bruges i nationale kriser, vil få vidtrækkende konsekvenser for det britiske samfund.

Labour-politikerne spildte ingen tid, før de angreb Camerons Store Samfund - ideen om at individer og lokalsamfund skal tage ansvar for sig selv og sammen løse problemerne frem for at forvente, at staten træder til. Labour kaldte det for et 'figenblad', der skal dække over de voldsomme nedskæringer i den offentlige sektor, som regeringen vil gennemføre over de kommende fem år.

De misser imidlertid pointen. De konservative planer ville have været undervejs, selv hvis landets økonomi havde boomet. Camerons Store Samfund er en gammel ide; en grundlæggende konservativ vision om den lille stat, der kun udfører de allermest nødvendige opgaver.

Tilbage i Margaret Thatchers dage blev ideen om at »rulle statens grænser tilbage« (hendes ord) og frigøre individer og samfund, så de »føler sig både frie og stærke nok til at hjælpe sig selv« (Camerons ord) kaldt 'victorianske værdier'. Cameron er klog nok til ikke at gentage sætningen, men det er i virkeligheden præcis de samme værdier, han higer efter. Som en af hans rådgivere indrømmer: Det er »genopvarmet Thatcher'isme«.

I Thatchers dage handlede det om at privatisere statens værdier. Cameron har ikke på samme måde én stor idé, han kan lancere som redskabet, hvormed han vil opnå sit mål. For ham og hans regering er det en samling større og mindre initiativer koblet med nedskæringer, der til sammen skal revolutionere det britiske samfund.

Så hvad består pakken af? Finansminister George Osborne har annonceret gennemsnitlige nedskæringer i samtlige ministerier på mindst 25 procent. Lykkes det, vil staten blive mindre end under Thatcher.

Anden del af planen går under temaet: Lokalt frem for centralt; en omfordeling af magten fra toppen til det lavest mulige niveau - individet, familien, lokalsamfundet.

Ud over Det Store Samfund er to initiativer blevet lanceret og hastes lige nu igennem lovmaskineriet inden sommerferien.

Den ene er en uddannelsesreform, der skal gøre det muligt for samtlige skoler i landet at blive såkaldte akademier, hvilket betyder, at de frigøres fra kommunal kontrol og får større frihed til at indrette sig, som forældre og personale ønsker. Det vil også blive muligt for forældre og frivillige organisationer at oprette friskoler.

Det andet initiativ er en radikal reform af den måde, sundhedssystemet administreres på. Regeringen vil skære et helt administrativt niveau væk - dem, der i dag beslutter, hvordan skatteydernes penge skal prioriteres. I stedet vil hver eneste lægepraksis få et budget, og dermed vil det være op til dem at beslutte, hvad der skal prioriteres - og hvad der skal skæres væk.

Begge initiativer har kørt som pilotprojekter under Labour, men hvad det vil betyde, at man fra den ene dag til den næste implementerer dem på landsplan, er der ingen, der tør sige noget definitivt om. På nær selvfølgelig regeringen, der fremhæver, at patienterne, eleverne, forældrene, og dem der ved bedst - læger og lærere - nu langt om længe også vil være dem, der bestemmer, hvordan landets skole- og sundhedsvæsen skal se ud.

Mens de fleste briterer enige om, at deres skolesystem ikke er godt nok, og at mange beslutninger generelt tages alt for langt fra klasseværelser og lægepraksiser, er langt fra alle overbeviste om, at de voldsomme uprøvede ændringer er svaret. Frygten er især, at forskellen i kvaliteten fra skole til skole og fra lægepraksis til lægepraksis vil blive stadig større, og at især fattigere områder kommer til at halte endnu længere bagud, end de allerede gør i dag.

Camerons Store Samfund kræver engagement fra den enkelte. Men hvad sker der, hvis ingen kan eller vil engagere sig?

Man kan skære millioner af bureaukrater væk, men det flytter ikke automatisk magten, ekspertisen og midlerne andetsteds hen. Camerons revolution er intet mindre end et hasardspil, der i værste fald vil være katastrofalt for millioner af elever og patienter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu