Leder

Efter Climagate

10. juli 2010

Det turde stå klart: De videnskabelige konklusioner om alvorlige menneskeskabte klimaændringer står klippefast. Og den faglige kompetence og integritet hos en række af de centrale klimaforskere er uangribelig. Det er billedet, der entydigt tegner sig, efter at en række granskninger af FN's klimapanel IPCC og af forskerne involveret i den såkaldte Climategate nu er afsluttet.

Frifindelsen er ikke det samme som, at der ikke er noget at kritisere i forskernes adfærd - det kommer vi tilbage til - men den indebærer, at fasen hvor en række tv-stationer, aviser og netmedier vælter sig hovedløst rundt i skandalevinklede angreb på forskerne for fusk og forfalskninger, bør være overstået.

Medierne fremhæves her, fordi det er blandt dem, klimabenægtere og ideologiske modstandere af grøn energipolitik har fundet klangbund for deres hetz mod klimaforskningen. Ingen af verdens regeringer - med den saudiske som undtagelse - har på noget tidspunkt før, under eller efter COP15 i december stillet spørgsmål ved IPCC's konklusioner eller klimatruslens alvor. Regeringerne er helt på det rene med problemernes omfang (om end ikke nødvendigvis rede til at handle), hvorimod en række indflydelsesrige, vestlige medier har formidlet et billede af dyb tvivl om klimatruslens realitet. Dårlig research, manglende kildekritik, hang til nemme skandale- og konfliktvinkler eller simpelthen ideologisk fællesskab med klimabenægterne har ligget til grund, og resultatet er blevet en stigende forvirring og mistro til videnskaben i offentligheden, tydeligt dokumenteret af det seneste års meningsmålinger. Det er denne vælgertvivl, frem for tvivl blandt politikerne selv, der kan få beslutningstagere til at tøve med de beslutninger, der kan dæmme op for fortsat global opvarmning.

Frifindelsen afforskningen og forskerne er kommet i tre nye redegørelser: • Redegørelsen fra det hollandske miljøagentur, der om IPCC konkluderer, at man »fandt ingen fejl, der underminerer hovedkonklusionerne i 2007-rapporten fra IPCC om de mulige regionale konsekvenser i fremtiden af klimaændringer.« • Redegørelsen fra en uafhængig komité ledet af Sir Muir Russell, der om de britiske forskere involveret i Climategate-sagen om 1.000 stjålne e-mails fastslår: »Vi finder, at deres stringens og ærlighed som forskere ikke er bragt i tvivl (...) I særdeleshed finder vi ingen tegn på adfærd, der kunne have undergravet konklusionerne i IPCC's statusrapporter.« • Redegørelsen fra en undersøgelseskomité på Penn State University af den amerikanske klimaforsker Michael Mann, der optræder hyppigt i de stjålne e-mails, og om hvem det konkluderes: »Der er ingen substans bag beskyldningerne mod dr. Michael Mann (...) Undersøgelseskomitéen har fundet, at dr. Michael Mann ikke engagerede sig eller deltog i, hverken direkte eller indirekte, nogle handlinger, som alvorligt afveg fra accepteret praksis i det videnskabelige samfund, når det gælder at foreslå, gennemføre eller afrapportere forskning eller andre akademiske aktiviteter.«

Det er lykkeligt,at der hermed er sat et punktum, som bør gøre det muligt for forskerne at koncentrere sig om at forske. Michael Mann, kollegaen Phil Jones fra UEA og andre i centrum af kontroversen har i månedsvis modtaget hademails og trusler på livet foruden offentlig udhængning i medierne, og derfor kan man næppe forlange, at de er enige, når man fristes til at sige, at klimabenægterne har gjort samfundet en tjeneste og sig selv en bjørnetjeneste ved at fremprovokere granskningerne, som jo har afsløret hetzen som hul og ubeføjet.

Man skal imidlertid ikke forvente, at de aktive klimabenægtere angrer, skifter syn på klimaspørgsmålet eller stikker piben ind. Som videnskabshistorikeren Naomi Oreskes har dokumenteret i bogen 'Merchants of doubt', er deres motiv og drivkraft oftest ideologisk.

Derfor er de på nettet allerede i gang med at stemple de aktuelle undersøgelseskomitéer som del af samme frihedsundertrykkende konspiration som klimaforskerne.

Men når striden i sit substansindhold er naturvidenskabelig, formår de pågældende benægtere måske nok - med mediers hjælp - at forhale afklaring og politisk handling, men de formår stort set aldrig at vinde.

For klimaforskerne er den vanskelige erkendelse - midt i lettelsen over at være renset - at de er involveret i en asymmetrisk krigsførelse, hvor de risikerer at tabe, hvis de slås på modpartens vilkår.

Den kritik, som de uafhængige granskninger faktisk retter mod forskerne, går på, at de i en kombineret frustration over at blive modarbejdet og bekymring over klimaets udvikling, har ageret »uhjælpsomt« og »overdrevent defensivt« ved f.eks. at gøre det vanskeligt for deres plageånder at få indsigt i rådata.

Forskerne vil fortsat blive angrebet i blogosfæren og saboteret via tidrøvende begæringer om aktindsigt i data, logbøger, notater etc. Deres trøst kan forhåbentlig være, at verdens medier nu har lært at skelne sandt fra falsk. Og at verdens politikere begynder at handle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu