Leder

Indespærring og politisk afmagt

Debat
14. juli 2010

En række nye tiltag over for utilpassede, kriminelle unge bliver nu implementeret som et led i regeringens pakke mod ungdomskriminalitet. Det mest omdiskuterede er nedsættelsen af den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år, som trådte i kraft 1. juli. Mere overset er det, at der samtidig åbnes for øgede muligheder for at spærre børn på ned til 12 år inde. Det kan fremover ske på landets syv særlige, sikrede - fængselslignende - afdelinger, hvor børn nu kan sidde i ni måneder mod tidligere seks, og det gælder for landets døgninstitutioner, som får mulighed for at låse børnene inde, hvis der er fare for, at de stikker af. Barnet eller den unge på behandlingsinstitutionen må dog højst være indespærret i fem dage og maksimalt sammenlagt en måned på et år.

Tiltaget er blevet stærkt kritiseret af pædagoger og institutioner, fordi det blander rollerne for pædagoger og fangevogtere sammen, fordi der ikke er nogen retssikkerhed for den unge, fordi 'straffen' kan være lemfældig, et udslag af personlig modvilje og i det hele taget ødelægger fortrolighedsforholdet i det pædagogiske arbejde.

To årtiers indsats mod ungdomskriminalitet indeholder så mange paradokser og ubesvarede spørgsmål, at også disse tiltag mest må tages som udtryk for politisk afmagt over for et problemkompleks, som er uhyre svært at håndtere, men som samtidig nyder stor værdipolitisk bevågenhed.

Her blot et par af paradokserne: Ungdomskriminaliteten er ikke stigende, og de 14-årige er ikke mere kriminelle end tidligere. Myndighederne havde, allerede før den seneste pakke trådte i kraft, mulighed for at indføre sanktioner og frihedsberøvelse over for børn ned til 12 år i medfør af Serviceloven. Nedsættelse af den kriminelle lavalder afvises som brugbart middel af alle eksperter på området. Straf virker ikke til at rehabilitere unge forbrydere, tværtimod.

Sagen fra Aalborg, hvor en 15 -årig dreng, Rasmus, overfalder, dræber, filmer sit offer og sender filmklippet rundt til venner, har fået enorm opmærksomhed og er blevet brugt af politikere til at kræve hårdere straffe af helt unge. Men som et dokumentarprogram om sagen på TV 2 i sidste uge viste, er sagen først og fremmest udtryk for, at en kommune, som var advaret i årevis, undlod at gribe ind. 14 gange havde Rasmus været til afhøring hos politiet efter stadigt mere bestialske voldelige overfald, inden det ulykkelige drab. Og hver gang var det blevet indberettet til de sociale myndigheder.

Vold ogungdomskriminalitet har stået højt på den politiske dagsorden siden begyndelsen af 1990'erne - godt hjulpet på vej af konkrete drab i nattelivet og voldsepisoder, som er blevet eksponeret heftigt i medierne, ikke mindst i de elektroniske.

I 1994 og 97 fik vi voldspakke 1 og 2, hurtigere behandling af voldssager, og et ministerudvalg og et særligt voldssekretariat blev etableret. Der er indført ordninger med en fast kontaktperson, SSP-samarbejdet er styrket betydeligt, antallet af sikrede pladser er udvidet i 1997 og igen i 2009. I 2000 er der desuden etableret 120 yderligere anbringelsespladser. Folkeskolerne har fået pålagt at undervise om vold. I 1999 nedsatte regeringen et ministerudvalg om integration og utilpassede unge. På baggrund af udvalgets rapport er der fra 2000 etableret et udrykningshold, som har til formål at rådgive kommuner, politikredse og andre centrale aktører på området. Rigspolitichefen har bedt politikredsene om at formulere handlingsplaner for en øget indsats. Målet er et intensivt tilsyn med utilpassede unge. Socialministeriet har i januar 2000 udsendt en vejledning om hurtig indsats over for børn og unge, der begår kriminalitet og senere inspirationskataloget »Børn og Kriminalitet«. Herudover er der med virkning fra den 1. januar 2001 i serviceloven indført en pligt for kommunerne til - i samarbejde med den unge og familien - at udarbejde en plan for indsatsen, når en ung har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Og senest altså den beskrevne pakke mod ungdomskriminalitet på baggrund af en 'Rapport om Ungdomskriminalitet' fra en ekspertgruppe, som i parentes bemærket ikke har anbefalet nogle af de nævnte sanktioner, som nu implementeres.

Ja, undskyld den lange opremsning, men det er blot et udsnit af tiltagene og tjener til at understrege den overflod af initiativer - pakke på pakke på pakke - som regeringer har følt sig nødsaget til at fremsætte. En mere detaljeret gennemgang kan læses i ekspertgruppens rapport om ungdomskriminalitet.

Det er svært at sige, om noget af det virker, eller om det blot medvirker til yderligere forråelse af de unge.

Men én ting er alle enige om, virker. Og det er 'den tidlige indsats'. Den fremhæves igen og igen af politikere, eksperter, praktikere. Hvis nogen mangler midler til at sætte ind i barnets tidlige år, er der rigeligt at tage af, hvis blot nogle få af de kriminelle unge ikke var havnet, hvor de gjorde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her