Leder

Jazz ifølge Laursen

10. juli 2010

Da formanden for Ben Webster Fonden, DR TV's tidligere underholdningschef, Henrik Iversen, forleden i Kgs. Have ved overrækkelsen af en Webster-pris til musikeren m.m., Benjamin Koppel, råbte udover publikum: »Jævn festivalen med jorden, og spred den ud over hele året,« holdt Copenhagen Jazz Festivals bestyrelsesformand, Anders Laursen, vejret omme bag scenen. Han havde netop overrakt en anden pris fra samme scene.

Hans afbrudte vejrtrækning skyldtes nok ikke så meget Iversens bombastiske udmelding, der ikke kom uventet, men snarere: hvordan ville publikum reagere? Publikum reagerede ved ikke at reagere. Måske med forvirring. Hvis der var klapsalver, kunne de ikke høres. Publikum vil have 10 dages gigantfestival i sommertiden og vil ikke have ressourcerne bredt udover jazzens små spillesteder hele året. Laursen har folket bag sig.

Og dét har han brug for, for årets festival, der slutter i denne weekend, har været præget af intern uro. Flere af festivalens fritstående arrangører føler sig overset, skidt behandlet og i konkurrence med festivalens hovedorganisation. Dén sag kan Laursen løse ved at sikre, at vægten i næste års programpræsentation lægges på de enkelte medvirkendes kunstneriske vægtfylde uden tanke på, om det er festivalens hovedbase eller en sidearrangør, der har hyret dem, og dét, har han afsløret, bliver tilfældet. Det behøver man næppe holde konference om, som Benjamin Koppel har foreslået.

Hvad Laursen endnu ikke har formået, er at tilføre festivalen et så enestående kunstnerisk projekt, at det ikke kan findes andre steder. Det kan muligvis kun gøres ved at give afkald på festivalens titel som verdens mest koncertrige, men er den ikke værd at ofre for dét? Man behøver ikke at tage længere end til Jazz Baltica i Kiel for at se, hvordan det kan gøres: At samle jazzens fremmeste komponister og musikere til et forpligtende samarbejde og ikke bare til enkeltstående koncerter eller kortvarige jamsessions.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu