Leder

Kanslerens blamage

2. juli 2010

DA TYSK TV VISTE billeder fra præsidentvalget , der var trådt sammen i Berlin for at vælge en ny tysk præsident, kunne man observere en synligt ængstelig kansler Merkel, der anstrengt belavede sig på at lægge ansigtet i de rette, stoiske folder. Efter både første og anden valgrunde stod det nemlig pinefuldt klart for kansleren, at hendes kandidat til præsidentembedet, partifællen Christian Wulff, måtte ud i en tredje valgrunde mod oppositionens kandidat til det overvejende symbolske præsidentembede, borgerrettighedsforkæmperen og præsten Joachim Gauck.

Det blev partiet Die Linke, der ved at undlade at stemme på socialdemokraternes kandidat, endte med at redde Merkel fra den totale ydmygelse. På trods af Wulffs endelige sejr, må den forudgående proces således udelukkende betegnes som en alvorlig advarsel til Merkel, der nu må erkende, at mytteriet lurer i hendes eget parti. Ikke færre end 44 borgerlige stemmer undlod at pege på Wulff i første valgrunde. Først i tredje runde, hvor et absolut flertal ikke længere er nødvendigt, kunne Wulff og Merkel sammen ånde lettet op.

PRÆSIDENTVALGET, der skulle have været en formsag, er således endt med at blive en opslidende affære for regeringspartierne, der fra en priviligeret position som sejrherre ved efterårets valg befinder sig faretruende tæt på den tyske spærregrænse. Allerede kort efter offentliggørelsen af resultatet af første valgrunde blev regeringskoalitionens tyndslidte solidaritet eksponeret med al ønskelig tydelighed, da ledende FDP-medlemmer bedyrede deres uskyld og sendte ansvaret for de manglende stemmer til Wulff videre til CDU.

Timingen kunne ikke være værre for Merkels regering, der har hårdt brug for en politisk sejr efter et utal af politiske nederlag i form af fejlslagne reformforsøg, uindfriede valgløfter og et utal af interne stridigheder. Men hvor og hvordan Merkel i øjeblikket skal hente en sejr, er det de færreste, der kan få øje på.

Kanslerens politiske manøvrerum begrænses for tiden af CDUs konservative fløj af partiet, som hun ellers dygtigt har tæmmet, siden hun for 10 år siden tog over efter Helmut Kohl. Merkels konservative kritikere er utilfreds med den socialdemokratiserede udgave af CDU, som Merkel på bekostning af konservative mærkesager har holdt ved magten siden 2005. Den konservative fløj bebrejder Merkel for den konservative ministerpræsident Jürgen Rüttgers' valgnederlag i den vigtige delstat Nordrhein-Westfallen. Og de anskuer den manglende anerkendelse fra Berlin som den egentlige årsag til, at et politisk evighedstalent og konservativt trumfkort, som Hessens ministerpræsident Roland Koch for nylig valgte at afslutte sin politiske karriere til fordel for det private erhversvliv.

På trods af at præsidentvalget har øget det interne pres på Merkel, vil kansleren, der har gjort det kølige overblik og den myndige ro til sin politiske signatur, sandsynligvis forsøge at bevare roen og vente på, at trængslerne forsvinder af sig selv. Men spørgsmålet er, om hun har råd til at fortsætte, som hun plejer. At Wulff, der som sagt havde et tilsyneladende solidt flertal i ryggen, ikke indkasserede en klar sejr, er nemlig et klart signal til den trængte kansler om, at der findes kræfter i hendes eget parti, som er mere end grundigt trætte af hendes afventende ledelsesstil og de udeblevne politiske resultater. Under alle omstændigheder understreger processen tydeligt, at Merkel i fremtiden ikke længere kan regne med ubetinget støtte fra sine egne partimedlemmer. Som sådan er der god grund til alvorlig selvrefleksion og bekymring for en historisk svækket kansler.

MEN OGSÅ I OPPOSITIONEN, i skikkelse af socialdemokraterne og SPD, må man på trods af ydmygelsen af kansleren betragte fremtiden med alvor. Opstillingen af den populære Joachim Gauck, der gjorde præsidentvalget til en efter tyske forhold overraskende folkelig affære, var i første omgang et stykke magtpolitisk ekvilibrisme, der eksemplarisk formåede at udnytte indre uoverensstemmelser i modstanderens lejr. Men SPD og De Grønne må dog samtidig sande, at det fremover vil være mere og mere vanskeligt end tidligere at fremstille en samlet opposition, som kan rokke afgørende ved Merkels regering.

En allerede eksisterende kløft på venstrefløjen blev nemlig uddybet i går, da venstrepopulisterne i Die Linke i tredje runde foretrak at undlade at stemme på den tidligere stasijæger og tilhænger af Afghanistian-krigen Joachim Gauck. Denne undladelsessynd, som i sidste ende reddede Merkel fra den totale ydmygelse, betragtes af SPD og De Grønne som forræderisk og som et bevis på, at Die Linke ikke kan spille rollen som politisk ansvarlig partner.

En ting blev således gjort lysende klart ved det dramatiske præsidentvalg: Både den tyske højre - og venstrefløj skal til at finde fredspiberne frem og overvinde de interne stridigheder, før man atter kan handle som en politisk hårdtslående enhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu