Leder

LEDER: Barfoeds badeferiesvar

Debat
12. juli 2010

»Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke i den offentlige debat fremkommet oplysninger, der skaber behov for en yderlige undersøgelse af SAP's aktiviteter.«
- Lars Barfoed (V) til Folketinget 2. juli 2010

SOMMER OG SOL, tid for ministrene til at svare udenom på de irriterende folketingsspørgsmål, hvor dét, der skal svares, ikke altid er tættest på sandheden i forhold til, hvad der spørges om.

Et aktuelt eksempel kommer fra justitsminister Lars Barfoed, der siden jul sidste år har manglet at svare Retsudvalget på et spørgsmål, der var en udløber af PET-Kommissionens rapport sidste sommer og drejer sig om kvaliteten af PET's arbejde.

Kommissionen skrev, at PET bl.a. havde registreret, at den trotskistiske smågruppe Socialistisk Arbejder Parti tilbage i 1980'erne havde økonomisk gevinst af at deltage i organiseret menneskesmugling til Danmark i 175 tilfælde. Gruppen blev tillige af PET sat i forbindelse med planer om en væbnet befrielse af de dengang fængslede medlemmer af Blekingegadebanden. Ovenikøbet skulle SAP'ere have haft planer om i al hemmelighed at få transporteret de befriede Blekingegadebandefolk til et ukendt sted i Mellemøsten.

For folk med et blot almindeligt kendskab til rækkevidden og grænserne for trotskisternes muligheder i 1980'erne, var PET's mistanke om væbnede befrielsesaktioner lige så himmelråbende, som hvis efterretningstjensten have registreret, at SAP skulle stå for den første bemandede rumflyvning til Mars.

HIMMEL OG HAV, både højre- og venstrefløj i Folketinget ville efter PET-Kommissionens oplysninger have klar besked, om PET havde delt sin viden om 'SAP-banden' med det almindelige politi. Netop mistanke om et manglende samarbejde var der i forvejen blandt en del folketingsmedlemmer i forbindelse med Blekingegadebanden: PET havde ikke fortalt alt, hvad man i samarbejde med israelske Mossad havde indsamlet om bandemedlemmerne, til kriminalpolitiet i de politikredse, der stod for opklaringen af bandens kup. Selv om PET-Kommissionen frikendte såvel PET som Justitsministeriet for den anklage, har et flertal i Folketinget besluttet at iværksætte endnu en undersøgelse af spørgsmålet.

Men når det drejede sig om 'SAP-banden', var det ikke sådan at få besked. Af et kryptisk formuleret svar fremgik det blot, at PET »ses efter det oplyste ikke« at besidde materiale, der pegede på, at tjenesten skulle have delt sin viden med det almindelige politi.

På den baggrund bad såvel Peter Skaarup (DF) som Line Barfod (Enh.) derfor justitsministeren om han ville undersøge 'SAP-banden's mulige ulovlige aktiviteter i 1980'erne, herunder om der kunne gøres et strafansvar gældende. Skaarups motiv for at forfølge sagen var at sikre, at efterretningstjenesten ikke havde set gennem fingre med venstreorienteret indsmugling af socialistisk orienterede flygtninge, mens Barfod på sin side ønskede debat om kriterierne for, hvad PET overhovedet må registerere om borgerne. Som bekendt var den største nyhed i i PET-Kommissionens omfangsrige rapport sidste sommer en bekræftelse af, hvad mange på venstrefløjen altid havde ment, nemlig at PET af al magt om end sjældent med større held havde registreret, hvad man kunne om venstrefløjen, trods den højtidelige regeringserklæring fra 1968 om, at alene ulovlig politisk virksomhed måtte registreres. Sagen om PET's registrering af 'SAP-banden' havde - og har derfor stadig - både til gården og gaden.

JUL OG JULI, det skulle tage kronjuristerne i Justitsministeriet mere end syv måneder at flikke et kort svar sammen, som ministeren kunne skrive under på før sin ferie. Svaret fylder knap en A 4-side, og konklusionen er næppe overraskende hverken for Skaarup eller Barfod: Nej, justitsministeren har ikke tænkt sig at iværksætte en undersøgelse.

Desto mere opmærksomhed bør der være om Lars Barfoeds begrundelse - den som er citeret øverst. Ministerens argumentet er, at ud over PET-Kommissionens rapport, som bragte oplysningerne til torvs fra de hermetisk tillukkede PET-arkiver, har der ikke »i den offentlige debat« været nye oplysninger, »der skaber behov« for yderligere undersøgelse. Blæse være med avisskriverier eller spørgsmål fra et flertal af partier i Retsudvalget.

Svaret er ren badeferie, for herefter skriver ministeren: »På bl.a. den baggrund har Justitsministeriet ikke tænkt sig at iværksætte en undersøgelse af SAP's aktiviteter i 1980'erne.«

Det er ikke til at vide, hvordan ministerens argumentation skal forstås. Den kan sikkert læses igen og igen og hver gang afdække nye lag.

HØJT HUMØR OG SOMMERHÅR, heldigvis sad en kvik medarbejder på Ritzau og læste det floromvundne svar, mens resten af landets befolkning gispede i varmen. En-to-tre fik journalisten ringet rundt til de ferierende retsordførere og skabt flertal for, at justitsministeren bliver stillet nye spørgsmål.

Svarene? Dem får vi nok midt i juletravlheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hele Barfoeds karriere har været én lang badeferie, og det unaset hvilket ministerium han har været i.
Se tidl. artikel i Inf. om hans såkaldte svar, og især ikke-svar. Under behandlingen i Folketinget af ny jernbane København-Ringsted ville han ikke svare på 15 spørgsmål, og kunne ikke svare på ca. 20 spørgsmål om emnet. Hertil kommer en utrolig ringe svarkvalitet på stort set resten.
Normalt har en minister fire uger til at svare, men Barfoed forlængede ofte fristen ud over de fire uger, for derefter at svare på en sådan måde, at det måtte spørges på ny.
Så det ovenfor citerede svar er der intet nyt i - det er bare business as usual.

Dorte Sørensen

Desværre er det LANGT fra kun Barfoed , der udøver denne kunst med ikke svar eller trækker svarerne. De skatteyder betalte mediekurser må siges at være gode, når minister på stribe lærer hvordan de svarer uden om, men er det virkeligt det OVK mener borgerne får mest for pengene på.

Ministrene har nu ikke haft nødvendigt, at gå på skatteyderbetalte mediekurser for at læse kunsten ikke at svare på det, de bliver spurgt om. Den "kunst" skal de kunne inden de bliver ministre.

Dorte Sørensen

arne lund
Det har du nok ret i. Fx blev Inger Støjberg sikkert minister for sin tid som Venstres politiske ordfører , hvor hun mester kunsten at svare med et modangreb og ikke mindst hendes fine udgave af Iraks Komiske Ali i forbindelse med Fogh Rasmussens søgning efter en internationaltoppost.

Robert Kroll

Jeg synes folks hukommelse er ret kort ( eller også er debattørerne på denne side ret unge ?).

Så vidt jeg kan huske, har alle regeringer lejlighedsvist været noget uklare eller efterladende med svar, når det ikke passede dem at svare..

Politikere er og bliver politikere uanset partifarve ( OK - jeg er nok ret anti-autoritær og nægter at se op til politiske "ikoner" uanset partifarve.)