Leder

Privatliv koster

Debat
22. juli 2010

Når to bomstærke og ellers kompromisløse mænd som Henrik Qvortrup og Bent Falbert løber fra en sag, som de selv har bragt til Højesteret, så kræver de kolde fødder i sommervarmen en forklaring: De to nu forhenværende chefredaktører fra henholdsvis Se & Hør og Ekstra Bladet havde anket landsrettens dom, der gav dem 20 dagbøder eller 20 dages fængsel for at krænke journalist Line Baun Danielsens privatlivsfred. De havde uden samtykke skrevet om en samlivsophævelse.

Nu bider de to dagbøderne og en godtgørelse fra hver på 20.000 kr. i sig uden yderligere slagsmål af den slags, som de to ellers elsker.

Forklaringen skal findes i en helt anden sag, som åbenbart vokser i betydning: Den 10. juni dømte Højesteret Se & Hør til at betale 75.000 kr. i godtgørelse til en anden kvindelig studievært, Andrea Elisabeth Rudolph, som var fotograferet topløs på en øde strand. Det var ikke hendes privatliv som sådan, men hendes integritet, der blev krænket. Dengang sagde pressejurister, at dommen alene var betydningsfuld som en grænsesætter for paparazzifotografernes overvågning. I dag kan man konstatere, at beløbet på de 75.000 kr. tillægges meget stor betydning, fordi Højesteret direkte nævnte, at billederne »fra den næsten mennesketomme strand« var bragt »for vindings skyld«. Højesteret åbnede endda for, at erstatningerne kan blive højere, hvis de ramte folk bare vil kræve det.

Det er lidt synd for Line Baun Danielsen, at hun må nøjes med landsrettens 20.000 kr. Men meget interessant, at Højesteret har lagt den linje, som kan få lovovertræderne til at tænke sig om.

Tilsyneladende er der i disse år to modsatrettede tendenser i domstolenes holdning til de lovmæssige begrænsninger i ytringsfriheden. Mens domstolene seneste afgørelser peger på, at de og tiden tillader stærkere ord og grovere beskyldninger, inden der skal dømmes for strafbare injurier, så er beskyttelsen af det private ved at blive stærkere, endda så stærk, at paparazziernes bagmænd løber baglæns.

Det er faktisk et kønt syn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Godt gået, Senior!
Junior

Tom W. Petersen

Dagens gode nyhed.