Leder

Den svære helt

Der er et paradoks i udviklingspolitik, som fordi, det ikke er erkendt, ofte fører til dobbeltmoral, som når udviklingspolitikere roser afrikanske landes ihærdighed med at leve op til vores demokratiske idealer, men i samme åndedræt beklager sig over deres manglende økonomiske resultater
28. juli 2010

Afrikanske generaler som Kagame kan bygge blomstrende økonomier, veje, sygehuse og bekæmpe aids. Det, de ikke kan bygge, er liberale demokratier

Avisen The East African, mandag

Der er et paradoks i udviklingspolitik, som fordi, det ikke er erkendt, ofte fører til dobbeltmoral. Som når officielle danske repræsentanter på besøg i Kina lirer en remse af om menneskerettigheder, før de skynder sig videre til de forretninger, som er mødets virkelige formål. Eller som når udviklingspolitikere roser afrikanske landes ihærdighed med at leve op til vores demokratiske idealer, men i samme åndedræt beklager sig over deres manglende økonomiske resultater.

Paradokset er, at politisk frihed og økonomisk vækst ikke altid hænger sammen. Og at de lande, der leverer det ene, har det med ikke at være så gode til at levere det andet. Det er et vigtigt paradoks, fordi det udfordrer en grundsætning i udviklingspolitik, som udviklingsminister Søren Pind (V) i Information har formuleret sådan her: »Det vigtigste er, at der først kommer den økonomiske frihed, for så følger også den politiske >frihed.« I det store udviklingspolitiske projekt, hvor Den Tredje Verden skal bygges i den rige verdens billede, stilles de to krav - den politiske frihed og den økonomiske vækst - som idealtvillinger, der går hånd i hånd i indbyrdes synergi, så den ene altid vil følge automatisk efter den anden.

Rwandas præsident, Paul Kagame, er ikke alene om at udfordre denne forestilling. Store asiatiske styrede markedsøkonomier og 'vejledte demokratier' som Kina, Vietnam og Singapore har forlængst leveret økonomiske resultater uden politisk frihed i et omfang, der har fået vestlige repræsentanter til at neddrosle deres demokratikrav til indledningsremser ved forretningsbesøg.

Rwanda, hvis folkedrab i 1994 stadig er frisk i hukommelsen, er endnu ikke på asiatisk niveau. Men landet har som beskrevet i gårsdagens Information leveret formidable resultater. Dets repræsentation af kvinder i parlamentet bør gøre det danske folketing grønt af misundelse. Dets sygeforsikring med tæt ved 100 procent dækning af befolkningen kan Barack Obama kun drømme om. Nultolerancen over for korruption burde kineserne skæve til. Og utallige andre eksempler fortæller historien om et land, som synes at udleve visioner nok til et helt kontinent.

Tag for eksempel det tilbagevendende problem med, hvad et post-konfliktsamfund skal gøre af alle sine våbenføre mænd. Rwandas hær har lavet en andelskasse, som byggede huse til hærens mænd. Så bragte den med en kæmpe landbrugsindsats sig selv tæt på positionen som Østafrikas største landbrugsproducent (med en stor del af æren for at rwandisk kaffe er et af Starbuck-kædens globale brands). Så indførte den en årlig måned med samfundstjeneste, hvor soldaterne i snit vaccinerer 17.000 børn og bygger 350 huse.

Eksemplerne står i kø, og de er løsninger på udviklingsproblemer, som ikke bare er rwandiske, men universelle. Men hver løsning har også en bagside. Landbrugsland i det ekstremt tæt befolkede Rwanda er blevet beslaglagt til brug for de militære ambitioner. Den ekstreme disciplin, som har holdt soldaterne til ilden, medfører en decideret nådesløshed inden for det kæmpe militær. Og det gudsbenådede militære talent, som Paul Kagame brugte til at stoppe folkedrabet med, er siden gået ud over nabolandet DR Congo med en invasion, hvis negative konsekvenser stadig spreder sig som ringe i vandet.

Den store forskel - for os - på de asiatiske udviklingsøkonomier og et land som Rwanda er måske, at Rwanda stadig er en stor modtager af europæisk og amerikansk bistand. Det giver - endnu - Europa og USA en klemme på Paul Kagame, som ingen længere gør sig forestillinger om at have på det kinesiske politbureau. Klemmen kan kun bruges varsomt, eftersom Kagame efter omverdnens totalsvigt af Rwanda under folkemordet nærer en mistillid til det internationale samfund på dybde med Marianergraven.

Den skal også bruges klogt, for Rwanda efter 1994 var en krudttønde, som sikkert ikke kunne være faldet til ro uden en stærk hånd ved magten. Som de følgende dages artikler i Information vil vise, kan et demokratisk ideal som 'ytringsfrihed' for eksempel ikke med samme lethed kastes i hovedet på rwandere, hvis familie blev udryddet af folk, der var opgejlet af Radio Mille Collines blodtørstige propaganda.

Men noget tyder på, at Paul Kagame er et militært, og ikke et demokratisk geni. Det er nu, mens der er noget at forhandle om, at hans land måske kan udvikle sig til noget, som ikke er en ulmende krudttønde holdt nede af en stærk soldat, men et økonomisk vækstsamfund, som tillige er åbent nok til at blive politisk bæredygtigt. Muligheden findes, men i modsætning til en af udviklingspolitikkens mest uopslidelige romantiske forestillinger vil resultatet ikke komme af sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu