Leder

Den amerikanske drøm i New York

Debat
5. august 2010

Prøv et øjeblik at forestille Dem, kære læser, at 19 fanatiske islamister havde fløjet to passagerfly ind i Christiansborg og Amalienborg og derved dræbt mange tusind danskere, samtidig med at et tredje fly med en tilsvarende hensigt styrtede til jorden uden for København.

Noget lignende skete som bekendt i USA den 11. september 2001. Og dette modbydelige angreb har forandret den sikkerhedspolitiske debat i verdens førende supermagt, der blev rystet i sin grundvold. Siden har USA sat sig i spidsen for en global krig mod terror med omfattende negative konsekvenser for blandt andet borgernes retssikkerhed. Men hvad USA ikke har givet køb på, er sin religiøse tolerance, det multikulturelle samfund og princippet om personlig frihed.

Den lader vi lige stå et øjeblik, mens vi viderefører sammenligningen fra før. For forestil Dem derefter, at en muslimsk organisation små 10 år senere ville komme på den ide at bygge et religiøst medborgerhus med en moské blot to husblokke fra der, hvor terrorangrebet fandt sted.

Herfeter behøver man ikke forestille sig noget som helst. En sådan bygning ville aldrig se dagens lys i Danmark, massivt terrorangreb eller ej; angsten for islam som religion har i det meste af Europa antaget dimensioner, der ville være komiske, hvis ikke det var så tragisk. Islamofobien bidrager til at skubbe de fredelige udøvere af denne religion i skamme- krogen og skaber grobund for en følelse af skam og udstødthed. Som endelig gør det sværere for de muslimer, som ønsker at modernisere en religion, der i dag alt for ofte bruges som afsæt for undertrykkelse af bl.a. kvinder og seksuelle minoriteter.

Men i New York ser det ud, som om planen om at bygge en moské ved Ground Zero vil lykkes. Fredningsmyndighederne har just afvist at frede en bygning tæt ved området, og det betyder, at et planlagt religiøst medborgerhus, det såkaldte Cordoba House, kan opføres på stedet. Cordoba House vil huse en moské og et auditorium med plads til 500 mennesker.

Planen har ikke været ukontroversiel i USA. Protesterende grupper af borgere i New York, the Anti-Defamation League, USA's jødiske organisationer og dele af det republikanske partis højrefløj med blandt andre Newt Gingrich og Sarah Palin i spidsen har forsøgt at få standset projektet både ved krav om fredning af den eksisterende bygning og ved at så tvivl om finansieringen af projektet, som skeptikerne siger vil blive betalt af ekstremistiske grupper i Mellemøsten.

Men de grupper ser nu ud til at have tabt slaget, og New Yorks legendarisk stædige borgmester Michael Bloomberg - normalt upopulær på den demokratiske venstrefløj og i de liberale græsrodsmiljøer - holdt en tale tirsdag om sagen. Bloomberg er en varm fortaler for byggeplanerne ud fra to basale principper, som han holder i hævd: religionsfriheden og respekten for den private ejendomsret.

Bloombergs smukke og banebrydende tale - holdt på Governors Island med Frihedsgudinden i baggrunden og med flere religiøse ledere til stede, bl.a. tre rabbinere, som har talt imod byggeriet - går imidlertid langt videre end blot at hævde de to gode principper.

Den kondenserer store dele af den amerikanske drøm og er bl.a. derfor værd at citere fyldigt fra:

»Hvad man end tænker om den foreslåede moske og medborgerhus, så er et basalt spørgsmål gået tabt i den ophedede debat: Skal en regering forsøge at nægte private borgere retten til at bygge et hus på en privat grund med det formål at udøve deres ret til at dyrke deres religion? Den slags kan finde sted i andre lande, men vi bør aldrig tillade noget tilsvarende her.«

»Angrebet (11. sept., red.) var en krigshandling, og vores første svar forsvarede ikke bare vor by, men også vort land og vor forfatning. Vi ærer ikke ofrenes liv ved at forråde de selv samme politiske borgerrettigheder, som de døde for. Vi ærer ofrenes liv ved at forsvare de rettigheder og den frihed, terroristerne gik til angreb på.«

»Det er mit håb, at moskeen vil bringe New York endnu tættere sammen som by og tilbagevise den falske og afskyelige ide, at angrebene den 11. november på nogen måde var i samklang med islam ... muslimer er lige så meget en del af denne by og vort land som mennesker, der dyrker andre religioner. Og de er lige så velkomne til at bede på Lower Manhattan som alle andre trosretninger. Jeg forventer, at medborgerhuset og moskeen vil bidrage til vitaliteten og samfundslivet i vor by ... Politiske kontroverser kommer og går, men vore værdier består, og der er intet kvarter i denne by, som er off limits for Guds kærlighed og nåde.«

Med andre ord: Verdens anslåede 1.5 milliarder muslimer skal ikke straffes kollektivt for 19 islamistiske terroristers syge drabshandlinger. Og Michael Bloomberg er en modig og ordentlig politiker af den slags, vi desværre kun kan drømme om, men til gengæld ønske os flere af i Danmark og i Europa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Ganske enig med Annegrethe Rasmussen og Michael Bloomberg.