Læsetid 4 min.

Behov for en europaminister

Lene Espersen og hendes parti tager fejl, hvis de tror, at det drejer sig om møder. Espersen begik en fejl, da hun valgte at overtage Udenrigsministeriet ved den seneste regeringsrokade. Alle og enhver kan se, at det udenrigspolitiske område hverken ligger inden for hendes styrker eller interessefelter
10. august 2010

DEBATTEN OM, hvilke møder udenrigsminister Lene Espersen (K) burde deltage i, og hvilke møder hendes forgænger Per Stig Møller ikke deltog i, er løbet helt af sporet. I går kom det frem af en optælling foretaget af Ugebrevet Mandag Morgen, at Per Stig Møller i sin tid meldte afbud til hvert tredje udenrigsministermøde i EU i stedet sendte han en embedsmand. Det er et højt tal, men så længe mødedatoerne ikke er blevet sammenlignet med, hvad ministeren har foretaget sig i stedet for, er det svært at vurdere, om Per Stig Møller har passet sit arbejde pligtopfyldende, eller at han har prioriteret forkert. Forventningen til en udenrigsminister må være, at han eller hun sammen med sine embedsmænd er i stand til at veje og vælge mellem de mange møder, som hver dag forventer repræsentation på højeste niveau.

For Per Stig Møllers vedkommende gælder det, at han i sin tid som udenrigsminister faktisk nåede at skabe sig et stort netværk både blandt de øvrige EU-udenrigsministre og ude omkring i verden. I sin første tid fremgår det af optællingen var Møller uhyre flittig i Bruxelles, mens han i sine sidste år valgte flere og flere ministerråds- møder fra, hvilket måske ikke er så underligt, eftersom det er netværket og skabelsen af de nære kontakter, der er vigtigst i den første periode. Med tiden bliver det mere åbenlyst, hvilke møder, der er vigtige, og hvilke der ikke er det i forhold til danske interesser. Danmark har netop ikke en Europaminister som mange andre lande. Derfor er prioriteringen i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads, at EU-møder vurderes og prioriteres på linje med alle andre.

OG DET ER HER, fejlen ligger. Europasamarbejdet har ikke noget selvstændigt fokus i noget dansk ministerium. Som et lille land er Danmark nødt til at være repræsenteret og gøre sin indflydelse gældende i de internationale fora, hvor det er muligt. Og når det kommer til de store internationale, globale dagsordner, så er Danmark ikke nogen stemme uden EU. Man kan diskutere, hvor meget EU vægter på den globale scene, ofte er det til at overse, men uden EU er dansk udenrigspolitik ikke til meget.

I perioden op til at Danmark overtog EU-formandskabet i 2002,m udnævnte Anders Fogh Rasmussen en Europaminister, nemlig Bertel Haarder. Den ministerportefølje burde være fortsat, fordi EU er så vigtigt et samarbejdsområde for Danmark. Både når det drejer sig om sikkerhed, økonomi, klimaforandringer, kriminalitet og meget mere, bliver det internationale fokus, at Danmark styrker sine europæiske muskler.

Når Per Stig Møllers mødeaktivitet overhovedet er blevet aktuel, skyldes det den hetzagtige kritik, som har ramt hans efterfølger Lene Espersen. Det begyndte med, at hun aflyste sin deltagelse i det efterhånden berømte arktiske topmøde i Canada for at tage med sin familie på ferie, og henover sommeren er kritikken taget til, efter at det er kommet frem, at Lene Espersen har nedprioriteret møder i blandt andet EU. Det har fået ministeren til at bebude, at hun i fremtiden vil deltage i flere møder alene på grund af kritikken. En melding der i virkeligheden er bekymrende, fordi en mere eller mindre saglig kritik pludselig bliver en vigtig parameter, når man i Udenrigsministeriet skal vurdere, hvilke møder ministeren skal deltage i. Det er langt fra sikkert, at det er den bedste måde at sikre danske interesser på. Kritikken af Lene Espersen har fået de konservative på en gevaldig rutsjetur i menings- målingerne til bare omkring seks procent oven på sommerens mediestorm. Men Lene Espersen og hendes parti tager fejl, hvis de tror, at det drejer sig om møder. Espersen begik en fejl, da hun valgte at overtage Udenrigsministeriet ved den seneste regeringsrokade. Alle og enhver kan se, at det udenrigspolitiske område hverken ligger inden for hendes styrker eller interessefelter. Vælgernes dom falder, fordi den konservative partiformand selv besluttede sig for at overtage posten efter en populær minister, som har vundet respekt i udlandet, og som i de hjemlige popularitetsmålinger har ligget fast nummer et. I folkedybet er logikken, at når man foretager et sådan træk, så skal man også bevise noget flid, interesse, styrke og ydmyghed.

LENE ESPERSEN foretog sit valg, fordi hun ville væk fra det krævende Økonomi- og Erhvervsministerium. Som regeringens nummer to og den der skal profilere Det Konservative Folkeparti, krævede hendes gamle ministerium for meget. Med vælgernes og mediernes pres for flere rejsedage til den konservative leder kan Udenrigsministeriet vise sig at blive langt mere opslidende med mindre hun insisterer på, at politikere ikke er valgt til at sidde i møder, men til at tænke tanker. Den ofte fortalte historie om daværende statsminister H.C. Hansen går på, at han på et tidspunkt stolt præsenterer sin overbroderede mødekalender for sin svenske kollega Tage Erlander. Den lune svensker svarer undrende: »När får du tid att fundera?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Per Jongberg

" DEBATTEN OM, hvilke møder udenrigsminister Lene Espersen (K) burde deltage i, og hvilke møder hendes forgænger Per Stig Møller ikke deltog i, er løbet helt af sporet. "

Det må Bent Winther nok siges at have ret i ... omend det kan være ret så underholdende.

Problemet er, at for sådan en som mig, der ikke færdes på tinge, ikke har netværksforbindelse til folk, der færdes på tinge, "lever" af journalisternes miskundhed. Problemet, må jeg indrømme, bliver måske ikke bedre af, at jeg stort set kun lever af "Nettet".

Tidens journalister er ikke netop rundhåndede med gode dybdeborende og veldokumenterede artikler ... den mindst ringe er dog stadig den mindst ringe, skal jeg skynde mig at tilføje.

Jeg ville meget heller læse en ordentlig analyse af fru Espersens kompetencer end læse i dusinvis af opgørelser over hendes feri, feriemål og hendes mødeinaktiviteter.

Jeg ville også hellere læse en ditto om fru Thornings skattesag end alle de små notitser om diverse politikere og ekspertes mere eller mindre tendentiøse refleksioner.

Det ser ud til, at en store del af journalisternes arbejde er overtaget af partiernes og ministeriernes propagandamedarbejdere.

Det er en skam !

Brugerbillede for Robert  Kroll

Danmark havde da engang både en udenrigsminister og en markedsminister/udenrigsøkonimiminister ("EU-minister") (- bl a Ivar Nørgard , S.)

Det fungerede i det lange løb ikke optimalt med to politiske chefer i Udenrigsministeriet, og hvis man gentager spøgen, så får men en situation med hele 3 ministre (udenrigsministeren, udviklingsministeren og europaministeren) som politiske chefer.

Og hvor er grænsedragningen mellem en euopa sag og en udenrigspolitiksag ? - flere og flere sager falder lige meget i begge kategorier.

Man bliver i givet fald nødt til at lade én af de tre ministre være "chefen" - d v s de to andre reelt bliver vice-ministre ? - og kan man sende en vice-minister til et vigtigt møde ?

Brugerbillede for Sara  Prahl

Til Dragsberg vil jeg bare lige sige, at jeg heller ikke er begejstret for Lene E. og hendes konservative venner, men skal vi ikke lige holde den gode tone? Det er sådan nogle overflødige kommentarer, der går debatten usaglig.

Brugerbillede for Jens Thorning
Jens Thorning

Danmark er kun i EU for at agere femte kolonne for USA, kulminerende i, da Fogh triumferede: "We have an agreement". Østblokken var blevet indlemmet i Vestens interessesfære, dog trækker det ud med at få Ukraine indover, indtil Rusland giver op, og Uffe Ellemann kan køre ind i Moskva. Vi vil dog naturligvis også gerne have nogle af deres penge. Grækenland må tyskerne betale for.

Brugerbillede for Travis Malmzon
Travis Malmzon

@Robert Kroll

Du glemte statsministeriet :-).

Lige i starten var jeg positiv overfor artiklens anbefaling, men der vil jo i de fleste sager være en resortminister.

Hvem repræsenterer dansk politik i forbindelse med frihandel, told, landbrug, menneskerettigheder plus de i artiklen nævnte områder ???

Listen er uendelig.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Siden hvornår har en minister skulle være særligt interesseret i sit fagområde? Jeg mener med de rokader vi har set gennem de seneste mange år i skiftende regeringer. Hovedsager er er at ministeren hurtigt tilegner sig den fornøden viden og evner at svare mere på det der er ministeriets anliggende end det der bliver spurgt om.