Leder

Hukommelsestab i Beirut

17. august 2010

SOM BEKENDT er der en forklaring på alt, og i Libanon er der adskillige forklaringer på, hvorfor der efter fem års efterforskning stadig ikke er en holdbar forklaring på attentatet mod sunni-lederen Rafik Hariri den 14. februar 2005.

Det er der også en forklaring på: Politiske mord i Libanon opklares ikke af den enkle årsag, at de ikke skal opklares. For blev de det, ville det betyde endnu flere dødsfald. Anti-syriske politikere som Pierre Gemayel og Antoine Ghanem og journalister som Jibran Tueni og Samir Kassir (der kan læses på dansk i bogen At være araber) blev tillige med flere andre myrdet i slipstrømmen af Hariri-bilbomben, der sprængte et to meter dybt hul i Beiruts strandpromenade og dræbte 22 sagesløse, hvoraf nogle først blev fundet, da deres familier fulgte ruindyngernes fluesværme.

Ingen af disse mord er opklaret, og årsagen er den samme, som fem års fravær af en forklaring i Hariri-sagen, trods hele tre FN-udpegede top-detektivers efterforskning: Det er, som en libanesisk redaktør siger det, »ikke i den nationale interesse at finde de skyldige«. Og hvorfor ikke? Fordi det vil udløse en politisk situation, der kan ende i det, ingen libaneser, uanset trosretning og politisk tilhørsforhold, ønsker: Borgerkrig.

LIBANON ER MED sine godt 10.000 kvadratkilometer ikke større end Sjælland og Fyn, og ingen familier er uberørt af borgerkrigen 1975-90, der kostede ca. 150.000 dræbte. I mange år blev vanviddet fortrængt, lokale tv- og radio-stationer omtalte det aldrig, bøger om borgerkrigen, skrevet af udenlandske forfattere og journalister, blev forbudt, og det kollektive hukommelsestab var en del af den politiske dagsorden. Af samme grund blev notoriske krigsforbrydere ministre, falangisten Elie Hobeika, der i 1982 anførte massakren på palæstinensiske flygtninge i Shaba og Shatila, blev f.eks. minister for interne flygtninge (!). Han blev dræbt af en bilbombe i 2002, kun få dage efter han havde indvilget i at vidne mod Ariel Sharon som medskyldig i massakren ved en krigsforbryder- proces i Belgien - der siden blev aflyst efter amerikansk pres. Sharon var jo i mellemtiden blevet premierminister og kom jævnligt i Det hvide Hus.

DET ER NØDVENDIGT med ovenstående mellemregninger for at forstå, hvorfor Libanon simrer af nervøsitet i disse dage og uger. Rygter er løbet i forvejen om, at det særlige FN-tribunal, der er nedsat for at opklare Hariri-mordet, omsider er ved at færdiggøre en rapport, der udpeger konkrete skyldige. Disse er ikke, som det i årevis var antaget, fra Syrien, men fra Libanon - siger rygterne. Medlemmer af Hizbollah, den shi'itiske milits - og et politisk parti med to ministre i samlings- regeringen - siges at være peget ud som gerningsmænd.

Lederen af Hizbollah, Hassan Nasrallah, der ikke er medlem af regeringen - dertil er han for ophøjet og i øvrigt permanent usynlig af frygt for israelske attentater - har nu holdt flere tv-taler, hvori han i et miks af slet skjulte trusler, krav om at ignorere FN-tribunalet som »et israelsk projekt« og fremlæggelse af, hvad der ligner lovlig tynde 'beviser' på, at Israel stod bag mordet på Hariri, afviser meddelagtighed. Han har ladet forstå, at Hizbollah - og dermed alle shia-partierne - udtræder af regeringen, dersom den ikke samlet afviser de forventede sigtelser i FN-rapporten. Det er en trussel: Sidst regeringen prøvede at pille ved militsens sakrosankte status, i maj 2008, førte det til gadekampe i Beirut.

SAAD HARIRI, premierminister i den nuværende samlingsregering, hvor Hizbollah altså sidder med, er den myrdedes søn. Han har indtil videre meddelt, at han ikke har noget at meddele. Han har støttet, at Hizbollahs 'beviser' - tapning af videobånd fra israelske spiondroner - overgives til FN-tribunalet, der har hovedkvarter i Holland. Det vil udsætte den endelige rapport med nogle måneder, vurderes det. Men det er lånt tid.

Hvad der forekommer særpræget er, at Syrien nu synes at være uden for mistanke. I fire år forfulgte FN-tribunalet det syriske spor efter vidneforklaringer om, at Bashar al-Assad, Syriens præsident, i 2004 truede Hariri med at »knuse ham og Libanon«, da Hariri modsatte sig al-Assads krav om forfatningsstridig forlængelse af præsidentperioden for Emile Lahoud, Syriens daværende marionet i Libanon.

Lahoud har for nylig fået sit navn på en plads ved Strandpromenaden i Beirut. Og Syrien er kommet ind i Vestens varme, hvilket handler om at bestikke al-Assad til at droppe Iran som allieret.

Endelig har Hassan Nasrallah en pointe, når han påpeger, at FN-tribunalet på intet tidspunkt har interesseret sig for mulig israelsk medvirken til mordet.

Israelerne er ikke ukendte med 'udenretlige henrettelser', hverken i de besatte områder eller andre steder - Dubai, Lillehammer, Libanon ... Og her er Nasrallahs argument besnærende: Hvem fik gavn af mordet? Vesten og Israel, i og med at det førte til ophør af Syriens besættelse og en vestligt støttet regering. Velkommen til Mellemøsten. e.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Spændende leder.

Libanesisk borgerkrig ville være guf for zionisterne og deres protegeer. Især hvis den førte til svækkelse af Hizbollah, hvad den næppe ville gøre. Har alle parter sat hinanden skakmat i Libanon? Skal Hizbollah og Syrien elimineres før Israel får "flyvetilladelse" mod Theran? Godt, at jeg ikke skal tjene mine penge ved at spå i det kaffegrums. Her er Lasse Ellegård trods alt for gammel en rotte til at være skråsikker på noget som helst.