Leder

Kan man stole på en LO-formand?

21. august 2010

»Store dele af det er helt tomt - og andre dele er ren ønsketænkning.«

DA's adm. direktør Jørn Neergaard Larsen om Fair Løsning

Først et lilletankeeksperiment: Kunne man forestille sig, at danske arbejdsgivere samlet i den agtværdige forening, Dansk Arbejdsgiverforening, gik til regeringen, i samlet flok og sagde: Vi kan se, at der mangler penge i kassen, ja dansk økonomi hænger jo ikke sammen på længere sigt, så vi tilbyder at betale noget mere i skat. Jo, fandme så, 15 milliarder skal I have til statskassen, og så er den potte ude. Finansministeren ville nok slå sig på låret af grin over spøgen. Det er nemlig helt utænkeligt, ja nærmest landsskadeligt, ville nogen mene.

Men hvad så med fagbevægelsens tilbud om at skaffe mere arbejdstid for 15 milliarder kroner? Det er et stort tal, som flere eksperter har gjort opmærksom på, og det bliver ikke nemt, men historisk er det, at en bevægelse, som i mere end et århundred har kæmpet for mindre arbejde og kortere arbejdstid, nu vil slås for det modsatte. LO - det vil sige omkring en million lønmodtagere (minus dem, som er organiseret i FOA hos Dennis Kristensen, naturligvis) tilbyder at udfase den populære efterløn, at begrænse sygefraværet, at flere arbejder på fuld tid og at flere på førtidspension sendes i arbejde. Og er det ikke tilstrækkeligt, vil man gennem overenskomsterne arbejde for at sætte den ugentlige arbejdstid i vejret.

Der, hvor denpolitiske strid står lige nu mellem højre og venstre, er i virkeligheden, om man tror på LO eller ej. Er udspillet troværdigt, og er LO's løfte om at ville indgå en forpligtende aftale til at stole på?

I den forbindelse forsøgte tre ledende forbundsformænd i denne uge at forklare sig i et debatindlæg i Berlingske Tidende. De tre forsikrede om at løftet om de 15 milliarder står ved magt, men hvordan må der forhandles om senere. Avisen valgte dog på forunderlig vis at gribe fat i den del af indlægget, som handlede om, at det velkendte slogan »Hvis du har 12 minutter om dagen, så ...« kun er en overskrift - et reklameslogan. Et faktum, som de fleste, der har fulgt den politiske debat bare en smule det seneste halve år, må være klar over.

Regeringen hararm i arm med arbejdsgiverne valgt at skyde Fair Løsning ned med de store kanoner. Planen er uden indhold, hænger ikke sammen og er ikke bare fugle på taget, men »bortfløjne fugle på taget.« Og det er ganske rigtigt nogle overordentligt løse og usikre regnestykker, som LO i går kunne præsentere her i avisen.

Derfor kan man med god ret se den blandede kurv af forslag som ukonkrete og uforpligtende, og de indeholder ikke megen tvang og pisk over for lønmodtagerne. Tværtimod er der næsten udelukkende tale om tilbud og belønning som incitament. Men pointen er, at fagbevægelsen sætter al sin prestige ind på at finde pengene.

Fremgangsmåden og alliancen med fagbevægelsen har for Socialdemokraterne og SF været usædvanlig og - har det vist sig - også meget risikabel, fordi aftalens ukonkrete karakter gør de to partier sårbare for angreb.

Kravet fra regeringsblokken - og vælgerne - er, at der lægges en færdig plan frem - man har vænnet sig til Fogh Rasmussens kontraktpolitik. Hvad vi siger før et valg, gennemfører vi efter. Men Fair Løsning bliver formentlig ikke meget mere håndfast - alene af den grund at der så ikke læn-gere er tale om forhandlinger, sådan som de to partier har bebudet efter et regeringsskifte.

Så løftet om at inddrage arbejdsmarkedets parter strider mod forventningerne om en klar færdigpakket plan. Jo mere S og SF skærer sine forslag ud i pap, des mindre attraktivt er det for arbejdsmarkedets parter at være med.

Til gengæld er en løs plan, som den LO i går forsøgte at sætte beløb på, med til at gøre oppositionen mere sårbar for beskyldninger om varm luft.

I stedet forat skælde ud, burde finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) - og arbejdsgiverne - tage LO på ordet og selv indkalde til disse trepartsdrøftelser om den langsigtede økonomiske holdbarhed. Om han ville få noget ud af det, er tvivlsomt, fordi LO-fagbevægelsen har knyttet planen tæt til et regeringsskifte, men Venstre-strategen ville kunne opnå et af to ting: Enten ville han rent faktisk kunne presse en aftale igennem, som skaber mere økonomisk balance, eller også ville han kunne udstille LO's egentlige hensigter, nemlig at hjælpe Helle Thorning-Schmidt (S) til magten.

Et af de mere bemærkelsesværdige elementer i LO's udspil, som borgerlige politikere i går kvitterede for, er netop forslaget om at præmiere de lønmodtagere, som vælger at træde ud af efterlønsordningen.

LO lægger op til, at efterlønskontingentet skal sættes op, og at de opsparede efterlønskroner skal kunne udbetales skattefrit. Effekten vil være, at mange vil undlade at indbetale til ordningen, eller de vil vælge at trække sig ud.

Men hvordan hænger det sammen med, at mange efterlønnere er nedslidte, som det i mange år har været fagbevægelsens hårdnakkede argument?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu