Leder

Læbestift på en gris

De kommende ugers retsmøder mod barnesoldaten bør ikke blive begyndelsen på en ny model til efterfølgelse. De bør blive nogle af de sidste, et mindesmærke over en lidet glorværdig tid og mentalitet
Debat
11. august 2010

HAN VAR KUN 15 år, da han blev taget af amerikanske tropper. I dag er han 23, har levet over en tredjedel af sit liv i fangenskab, og har angiveligt været udsat for afhøringsmetoder af den mest beskidte slags. I går var han hovedperson i den første retssag i Guantanamo-lejren, efter at præsident Obama vandt magten, suspenderede lejrens militære domstole og bad om at få reglerne gennemgået for at imødegå kritik og give de tiltalte flere rettigheder.

Sagen mod Omar Khadr, barnesoldaten og Guantanamos yngste, er den første prøve på det nye og angiveligt mere humane system, der efter planen skal retsprøve og dømme adskillige af de tilbageværende ca. 180 fanger i lejren. Men sagen er også kontroversiel og har vakt kritik, allerede før den begyndte, for som både Khadrs forsvarere og flere menneskeretsaktivister påpeger, så er det almindeligt at behandle børn på slagmarken som ofre – ikke som krigsforbrydere, der bliver fængslet i årevis, tortureret og siden forsøgt straffet på livstid.

KHADR STÅR ANKLAGET for at have kastet en granat, der dræbte en amerikansk soldat under et slag i Afghanistan i juli 2002, hvor han også selv blev såret. Han anklages desuden for at have modtaget træning i at fremstille bomber i en al-Qaeda-lejr. Men hans forsvarere siger, at han har tilstået under tortur og trusler, dels i det berygtede Bagram-fængsel i Afghanistan og dels under senere forhør i Guantanamo, samt at han bare var en dreng, der af sin ekstremistiske far og familie blev trukket ind i forkerte cirkler. Khadr har indtil videre afvist et tilbud om 30 års fængsel, heraf 25 i Canada, til gengæld for at erklære sig skyldig. Han er canadisk statsborger, født i Toronto ind i en familie med egyptiske rødder, men både Canadas regering og USA’s Højesteret har de seneste uger afvist at gribe ind i hans sag. Som Khadrs militæradvokat, Jon Jackson, bemærkede i går, så vil Obamas nye militærdomstole således for altid blive husket for den første sag, der handlede om en barnesoldat – næppe den drejning, regeringen og Demokraterne havde håbet på. Og så alligevel.

FOR MÅSKE ER forklaringen snarere den, at der ikke findes nogen eksemplariske sager på Guantanamo-basen? Det er prisværdigt, at præsidenten og hans rådgivere har søgt at skabe bedre forhold for fangerne og de tiltalte. Prisværdigt at man nu forsøger at få prøvet beviserne mod i det mindste nogle af de tilbageværende og samtidig gøre processen så fair som muligt. Obama lovede som bekendt at lukke Guantanamo i løbet af et år fra sin første dag på posten – og fejlede eklatant, primært på grund af en uvillig kongres, som nægter at samarbejde og flytte fangerne til amerikansk jord. Med midtvejsvalget ret forude sker der næppe meget mere i den sag på denne side af nytår. Guantanamo er endnu et i rækken af arvede problemer fra Bush, som nu er blevet Obamas helt eget.

Selv formulerede han det meget præcist i valgkampen, da modstanderne McCain og Palin forsøgte at stille op som forandringskandidater: »Man kan putte læbestift på en gris, men det er stadig en gris. Man kan pakke en gammel fisk ind i et papir, man kalder forandring, men den stinker stadig,« sagde Obama dengang.
Nu står han med præcis samme dilemma. Guantanamo kan ikke lukkes. Men ej heller kan nok så humane forhold og forbedrede processer ændre på, at lejren repræsenterer et sørgeligt knæfald, en vilje til at gradbøje fundamentale værdier til fordel for en paranoid besættelse af sikkerhed, som kom til at dominere et helt årtis amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik – og som stadig kun delvis har sluppet sit greb. Lejren og dens forhold er måske blevet pakket ind i forandringspapir, men den stinker stadig. Og selvom det ikke er kønt at se på, så har Obama og Det Hvide Hus måske ligefrem en vis interesse i at udstille, at der uanset nok så reviderede procedurer ikke findes en holdbar løsning i Guantanamo-lejren selv. Lejren bør lukkes, fangerne flyttes til et amerikansk fængsel og have deres sager prøvet ved almindelige domstole. Den politiske virkelighed er bare, at det ikke lader sig gøre her og nu. Men det er vigtigt, at både aktivister, journalister og vælgere fortsat holder et vågent øje med lejren og dens lugt, også selvom militærsagerne måske repræsenterer den eneste mulige løsning her og nu. Kun ad den vej kan de folkevalgte i USA's kongres forhåbentlig presses til at handle før eller siden.

»DA BARACK OBAMA blev præsident, troede vi, at han ville lukke bogen om Guantanamo. Men han har i stedet besluttet at skrive endnu et trist, patetisk kapitel,« sagde Khadrs forsvarer, Jon Jackson, i går.

De kommende ugers retsmøder mod barnesoldaten bør ikke blive begyndelsen på en ny model til efterfølgelse. De bør blive nogle af de sidste, et mindesmærke over en lidet glorværdig tid og mentalitet. Obama har ikke skylden alene her, han har måske faktisk ikke meget af den, men han bør fortsætte presset for at få lukket lejren – og lukket bogen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her