Leder

LEDER: Mogensen & Kristiansen-politik

Debat
24. august 2010

»Vælgerne hæfter sig ikke ved politikernes ideologier og holdninger til konkrete politikområder. De hæfter sig ved strategier og personer i stedet. Vælgerne iagttager ikke partierne. De iagttager, hvordan partierne iagttager partierne«

Sigge Winther Nielsen, valgforsker Københavns Universitet

De danske vælgereer blevet hjemmespindoktorer og amatøranalytikere. Når de skal vurdere partier og politikere, så gør de det i høj grad ud fra de samme termer, som de politiske kommentatorer benytter sig af. Var sagen godt håndteret, da eksempelvis Helle Thorning-Schmidt valgte at afbryde sin ferie for at svare på kritik? Var skattestoppet en smart konstruktion? Og lykkes det Villy Søvndal at tiltrække vælgere over midten med sin indvandrerpolitiske kurs? Partierne klarer sig godt, når de er gode til spin, gode til at markedsføre sig selv og går frem i meningsmålingerne. Og vælgerne straffer de politikere, der ikke mestrer spillet, håndteringen. Påstandene kommer fra valgforsker Sigge Winther Nielsen, Københavns Universitet, som i et forskningsprojekt har undersøgt vælgernes associationer ved de politiske partier. Resultatet er, at det, som han kalder 'Mogensen & Kristiansen-politik', betyder langt mere end det politiske indhold. Og det er bekymrende ud fra et demokratisk synspunkt, fordi politikernes troværdighed eroderes langsomt, men sikkert.

En svaghed vedundersøgelsen er, at der ikke er historiske forskningsresultater at sammenligne med. 1.640 vælgere er frit blevet spurgt, hvad de associerer med de enkelte partier. 54 procent af svarene er af forskeren blevet kategoriseret som 'Mogensen & Kristiansen-politik', mens 41 procent relaterer sig til politisk substans. Men uanset, hvordan det tidligere har set ud, så er det et højt tal, og den politiske debat om indhold har det svært. Og lytter man til mediernes politiske dækning, så er det ikke så underligt.

Kommentatorer fylder meget, og deres analyser og fortolkninger tillægges mere vægt end politikernes argumenter. Men hvorfor er det sådan? Et af svarene, som ofte er fremført, er, at substansen er blevet så kompliceret at formidle. Spin, personer, strategi og taktik er langt nemmere at forholde sig til. En anden ofte benyttet forklaring er, at de politiske partiers politik i dag ligner hinanden, og at den stille dans på midten er svær at formidle nuancerne i for aviser og elektroniske medier. Det første argument er ren afmagt og efterlader danske medier og journalister som lidt småtbegavede og opgivende. Det andet er rigtigt, men kun til en vis grad. De ideologiske forskelle mellem højre og venstre er i dag tonet ned i forhold til tidligere, men der er fortsat ganske store - og voksende - forskelle på eksempelvis regeringen og oppositionens politik. Partierne har undergået en forvandling fra interessepartier til markedspartier, javist. Men tager man dem område for område, når det gælder skat, sundhed, udlændinge, trafik, miljø, kultur og så videre, vil der være ganske store forskelle på en rød og en blå regering.

De mindre ideologiskeforskelle er nok en del af forklaringen, men langt fra det hele. Der er samtidig tale om et medieskred i dækningen af det politiske stof og i politikernes ageren i forhold til medierne. Michael Kristiansen, som er den ene halvdel af duoen Mogensen & Kristiansen, abonnerer i en artikel i Politiken på synspunktet om, at partiernes politik er blevet mere ens. Og så tilføjer han: »Når Helle Thorning-Schmidt ikke kan finde ud af at holde styr på sine egne private skatteforhold, og Lene Espersen kvajer rundt med sin kalender, så kommer det da til at handle om deres håndtering af dårlige sager. Det er bare ikke noget, vi eller medierne opfinder. Det er noget politikerne selv er med til.« Det virker logisk, men hvem er det, der definerer »dårlige sager.« Rigtigt: Det gør medierne - og kommentatorerne og Mogensen & Kristiansen. Tidligere ville seriøse medier aldrig tage denne type sager op, medmindre de netop var alvorlige. Og hvis disse »sager« kun havde fået opmærksomhed i tabloidpressen, så var de aldrig blevet så voldsomt bragt ud af proportioner.

Det ulykkeligeved den udvikling, som Sigge Winther Nielsen beskriver, er, at den er selvforstærkende. Og når kommentatorer osv. i så høj grad beskæftiger sig med alt andet end det politiske indhold, så er en vigtig forklaring, at politikerne gør det samme. Ofte når man taler med politikerne, uden at de bliver citeret, får man det indtryk, at politik ikke er andet end maksimering af stemmer og at vinde næste valg. Rådgivere og spindoktorer har sat denne indsats i system med specifikke værktøjer og en ideologisk overbygning. Og jo mere politikerne kører spinvejen, jo mere kører medierne og kommentatorerne med, og til sidst har vælgerne - som nu dokumenteret - kun de særlige Mogensen & Kristiansen-briller at observere partierne og deres politik med. Og det er lidt fattigt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lene Timmermann

Mht det første argument, som bw gengiver i afsnit 3, er det da rigtigt, at det er lettere at forholde sig til spin og personer mv end til substans, men begrundelserne er ikke (kun) dumhed og opgivenhed, derimod også ønsket om at sælge (sig selv) mest muligt.

Er dagens kioskbasker-forside med dens fordrejninger og fejlciteringer måske ikke et eklatant eksempel herpå?

Iøvrigt plejer bw ellers at skrive nogle gode ledere.

Marianne Mandoe

Mogensen og Kristiansen.
Hr. Lyseblå og Hr. Mørkeblå.

Politik handler om det kommentatorerne og Spinnerne beslutter sig for skal diskuteres i medierne.
Den "offentlige" politik har ikke meget med partiernes og politikernes meninger at gøre længere.
Meningerne og politkkerne er der, de bliver bare usynlige i den mediedækning som Mogensen og Kristiansen her bruges som eksempel på.

En glimrende leder - der falder tilbage på aviserne selv: det er dem, der ansætter de ligegyldige politiske kommentatorer fremfor gedigen formidlende journalistik, som vi har været vant til, før der gik Rupert Murdoch i den danske presse.
Kig til Tyskland!

TV-Avisen faldt fuldkommen igennem i aften: de havde ca. tre historier - og de havde prioriteret den vel nok væsentligste historie for alle danskere: den nye finanslov, ned. Det er simpelthen så uprofessionelt, at det burde føre til fyringer.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Romanbladet var sagen i de gamle dage, hvor politik var noget med indhold - og hvor virkeligheden tvang mennesker til et valg.

Vores nuværende samfund har udviklet sig til automatik på nært sagt alle områder, så der næsten ikke mere er behov for "rigtige" politikere. Eksperterne kan sagtens klare situationen selv, kommissioner og vismænd har alle svar på rede hånd - og med disse spindoktorer er der tilføjet en fin afrunding på "debatten".

Romanbladet er afløst af blade med billeder - og de tekstbaserede aviser i mange afskygninger af nogle få boulevardpresser, der i få overskrifter "forklarer" alting på få sekunder uden smålig skelen til sandt eller falskt.

Så tror da pokker, at landet stander i våde og oparbejder et underskud på statsfinanserne, der slår alle rekorder fra den tidligere borgerlige regering fra fattigfirserne, eg. Schlüter's ideologifrie 10-årsstyre.

Der må reguleres, må der - denne billedbaserede reportage fra det politiske liv suppleret af TV2 News' helikopter har taget livet af enhver politisk debat - hvad enten den finder sted på Christiansborg eller i de længst forgangne forsamlingshuse i udkantsdanmark.

Vi har så at sige alle midler i hænde til en fornuftig debat - herunder læserbrevkasser som denne - men de bliver overdøvet af ret få og effektive "spins".

Ærlig talt, jeg aner ikke en dyt om, hvordan man kan få det ændret til det bedre -

Den 25.7.2007 skrev Bent Winther i en leder:

"Under normale omstændigheder ville det ikke give anledning til meget andet end et skuldertræk, når en kandidat fra Enhedslisten lufter partiets holdning til krigen i Irak."

At et demokratisk valgt parti kan behandles på den måde i den mindst ringe, er et eklatant eksempel på det bew her kalder 'et medieskred i dækningen af det politiske stof'.

Det forklarer også, hvorfor man kan skabe det - falske - billede, at alle partier har den samme politik. Man fortier eller latterliggør bare dem, der siger noget andet end mainstream, og vupti!