Leder

Ordet og sværdet

4. august 2010

»Det skræmmende syn af mordere med macheten i den ene hånd og en radio i den anden bliver ved med at forfølge dig.«

Romeo Dallaire, FN-udsendt i Rwanda under folkedrabet i 1994

En fri presse er fundamentet for det demokrati, som Danmark ønsker at promovere med udviklingsbistanden i bl.a. Afrika. Men hvad stiller man op med det ubehagelige faktum, at pressefriheden også kan bruges i meget blodigt øjemed? At medierne ikke blot beskriver de modsætninger og konflikter, der eksisterer i et samfund, men også skaber dem? Det grelleste eksempel på det dilemma er Rwanda. I begyndelsen af 1990'erne fungerede medierne i høj grad som kreatører og distributører af det had, der blev brændstof til folkedrabet. På blot 100 dage blev 800.000 mennesker dræbt, mens de små transportable radioer - der med donorstøtte fra Vesten var blevet distribueret rundt i landet - hvæsede hadsk propaganda om den anden etniske gruppe. Rwanda bliver nu kritiseret for at undertrykke den frie presse. I de seneste måneder er to oppositionsaviser lukket, tre journalister er arresteret, og en indflydelsesrig redaktør er fundet myrdet. Amnesty International, Journalister uden Grænser og Den Internationale Komité til Beskyttelse af Journalister (CPJ) har alle inden for de seneste uger udtalt sig i skarpe vendinger om undertrykkelse af medierne i Rwanda og opfordrer EU til at stoppe bistanden til det fattige land.

Få bestrider, at præsident Kagame er en brutal mand, der ikke skyr mange midler for at holde på magten. Der kan heller ikke herske tvivl om, at når det kommer til at gøre kritiske medier tavse, kan folkemordskortet blive trukket lige rigeligt. Men det ændrer ikke ved, at det er i Rwanda, vi har set det mest rendyrkede eksempel på mediers rolle i uhyrligheder, og at diskussionen om grænser for mediernes frihed bliver derefter. En af de anholdte er en redaktør for avisen Umurabyo, der er blevet sigtet for at opildne til uro ved at promovere »etnisk adskillelse« og »folkemordsideologi« samt for at have portrætteret præsident Kagame foran et hagekors. Ethvert land, hvor journalister risikerer 30 år i fængsel for at skrive noget, skal blæses halvt omkuld af international kritik. Men man kan ikke sidde de specifikke historiske erfaringer overhørig.

Det er en grundpille i den vestlige udviklingstanke, at udbredelse af medier og apparater til at modtage dem udelukkende er af det gode. At adgang til ikke bare at bruge medierne, men også til at producere indhold til dem er vitalt for den demokratiske proces, at medier i sig selv øger forståelse mellem mennesker og skaber opbakning til det fælles samfundsprojekt. Men medier er jo ikke andet end platforme. De kan derfor hurtigt bruges til at fremme alle mulige andre dagsordner. Og det er sket mange andre steder end i Rwanda. Det tidligere Jugoslavien havde næppe oplevet så meget blod uden journalisters og redaktørers villige medvirken til at oppiske til etnisk had og propagandere for etnisk udrensning. De bar et hovedansvar for blodsudgydelserne, og mange har derfor med rette kritiseret, at medierne ikke blev stillet for krigsforbryderdomstolen i Haag, ligesom mediefolk er blevet retsforfulgt efter uhyrlighederne i Rwanda.

Rwandas grumme historie har fået journalisterne til selv at udforme rettesnore for journalistik, fortæller en af Rwandas mest fremtrædende journalister, Faith Mbabazi, i denne uge til Information.

»Vi er et land, som ikke glemmer fortiden. Derfor satte vi os ned og skrev '
dos and don'ts'. For eksempel at vi ikke vil farve vores journalistik med etniske undertoner. Vi tror ikke på hutuer og tutsier og mtwa. Vi ser på hinanden som rwandere,« siger Faith Mbabazi.

Og sikke da en fremragende ide. Men skal passe på med sammenligninger. Der er ved gud langt fra Rwanda til Danmark i enhver tænkelig forstand, og de konflikter over etniske skabeloner, som vi oplever i Europa i dag, er intet at regne for i sammenligning med Rwanda. Men man skal ikke opholde sig længe på Ekstra Bladets hjemmeside, før man støder på oplysninger om, at en bankrøver eller en knivstikker er af anden etnisk baggrund - en totalt svævende betegnelse, der ikke engang kan bruges til at finde gerningsmændene med offentlighedens hjælp, da man jo ikke ser helt ens ud i Somalia og i Grønland. Men vi er som presse holdt helt om med at diskutere, hvilken rolle den slags skred spiller for vores samfund. Spørgsmålet er, om den skingre og polariserede debat, der fulgte karikaturkrisen, har fået os til at glemme de mange relevante mindre diskussioner om diskursive skred og presseansvarlighed.

Fri presse er fundamentet i ethvert demokrati, og adgang til medier øger faktisk forståelse mellem mennesker og skaber opbakning til det fælles samfundsprojekt. Men det stiller enorme krav til dem, der producerer journalistik, og til den offentlighed, der ubønhørligt må diskutere, hvor grænsen går. Europa gjorde sig sine erfaringer i 1930'erne. Ud af det kom den racismeparagraf, Lars Hedegaard i går blev tiltalt efter. Rwanda har sine erfaringer og de love, der følger heraf. I Europa er vi ved at skrive en ny multietnisk en af slagsen. Centralt i begge projekter står debatten om, hvad vi egentlig mener, når vi siger frihed under ansvar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Når det netop i disse dage af flere hævdes, at udtalelser uanset deres grove indhold ikke er noget problem, og at kun handlinger kan være det, er det helt på sin plads, at lederen fra dagens Information minder om ikke mindst Rwanda, og hvad det sagte / propagandaen der førte til af grusomme handlinger for ganske nylig, i 1990'erne. Men det er ikke på sin plads, at så vigtigt et budskab er forvist til bagsiden af dagbladet. Så, Information, hvis I virkelig mener det, og det gør I selvfølgelig, så genoptrykker I denne leder på forsiden.