Leder

Uskønt og nødvendigt

»Jeg havde faktisk aldrig hørt om Liberia på det tidspunkt.« »Det er der mange andre, der heller ikke havde, før du mødte op i dag.« Ovenståendeordveksling lød mellem supermodellen Naomi Campbell og Courtenay Griffiths, forsvarsadvokat for Liberias ekspræsident, Charles Taylor, i torsdags
13. august 2010

»Jeg havde faktisk aldrig hørt om Liberia på det tidspunkt.«

»Det er der mange andre, der heller ikke havde, før du mødte op i dag.«

Ovenståendeordveksling lød mellem supermodellen Naomi Campbell og Courtenay Griffiths, forsvarsadvokat for Liberias ekspræsident, Charles Taylor, i torsdags. Den foregik, som det meste af den vestlige verdens medieforbrugere vil vide, under et retsmøde ved den særlige domstol for Sierra Leone i Haag, hvor Taylor står tiltalt for fem kategorier af krigsforbrydelser, fem kategorier af forbrydelser mod menneskeheden og en alvorlig overtrædelse af international humanitær ret.

Kendis-episoden, som også involverede skuespilleren Mia Farrow, har fyldt den forløbne uge, med en mediestorm helt uden sidestykke for den FN-oprettede domstol i Haag. Den har hverken været køn eller værdig. Campbell havde længe afvist at besvare henvendelser fra anklagemyndigheden, men var omsider blevet tvunget til at aflægge vidneudsagn. Grundlaget for hendes indkaldelse bestod i, at Mia Farrow havde erklæret at have overværet Campbell prale med, at hun havde modtaget ulovligt smuglede diamanter efter en middag hos Nelson Mandela i 1997.

Den legendariske kropumulige topmodel erklærede i vidneskranken ubelejliget af krigsforbrydersagen med et nok ufrivilligt ekko fra BP-chefen Tony Hayward (som 'ville have sit liv tilbage', da han var blevet træt af oliekatastrofen): »Jeg blev tvunget til at være her. Det er klart, at jeg bare vil have det her overstået og komme videre i mit liv. Det er forfærdelig ubelejligt for mig,« forklarede hun, øjensynligt helt uden - selv efter alle disse år - at have overvejet, hvilke 'ubelejligheder' i form af lemlæstelser, myrderier og krig, Taylor ifølge anklageskriftet har omgivet sin illegitime diamanthandel med.

Det er derfor, han sidder der. Charles Taylor er, selv om han var Liberias præsident, anklaget ved særdomstolen for Sierra Leone, fordi han er anklaget for mellem 1996 og 2002 at have ledet oprørerne i den såkaldte Revolutionary United Front, der kæmpede i Sierra Leone, såvel som liberianske styrker, som støttede oprørerne. Diamanterne rejste han ifølge anklagemyndigheden rundt i Afrika med for at finansiere sin krig og kriminalitet og i en række tilfælde udveksle dem direkte for våben, heriblandt ved en kendt overførsel, som fandt sted en måned efter, at Naomi Campbell fik sin gave i Nelson Mandelas hus.

Det er velkendt, at Taylors krig var endog meget barbarisk; han står anklaget for mord på og lemlæstelser af børn, for bortførelser af kvinder som sexslaver og børn som tvangssoldater. Og domstolen har forud for hans sag afsagt dom over 11 andre krigsherrer fra konflikten. Det er måske mindre velkendt, at pæne skinnende diamanter, ligesom metallet i vores mobiltelefoner, gerne har været brændstof for konflikter af denne art; Naomi Campbell synes i hvert fald ifølge et af vidneudsagnene at have været skuffet over de uslebne diamanter, da hun modtog dem fra to mænd i ly af mørket efter den famøse middag.

»Små snavsede småsten,« kaldte hun dem og uddybede: »Når jeg normalt ser diamanter, er jeg vant til at se dem skinne i en æske.«

Det fremstod tydeligt, at snavset på de uslebne diamanter ligesom snavset fra den besværlige retssag havde forekommet modellen ubelejligt, og hun havde da også med det samme videregivet dem til velgørende brug hos en sydafrikansk ven, der dog beholdt dem. Det er nemmere med diamanter, når snavset er slebet af.

Der har været meget at le ad ved de ufikse optrin ved retssagen; Mia Farrow bliver af mange efter sin sultestrejke sidste år i protest mod Sudans udvisning af ngo'er fra Darfur betragtet som noget hysterisk, og Taylors forsvarer beskyldte hende for at farve sin hukommelse af en forvansket opfattelse af sig selv som 'Afrikas Moder Teresa'.

Ikke desto mindremente Naomi Campbells medierådgivere i går at have gjort FN-domstolen en stor tjeneste. Repræsentationens chef, Neil Wallis, beskrev i går i magasinet PR Week, at de havde ønsket at gøre 'eventen lavmælt, respektfuld og uhysterisk', og fordi denne strategi var lykkedes, måtte FN-domstolen betragtes som hele episodens 'største PR-vinder'. Over for tvivlere kunne Wallis pege på de 300 journalister og 11 satellit-sendervogne fra fire kontinenter, der havde omgivet retssalen for en stund.

Nu er der fredeligt i Haag igen. I vidneskranken sidder Issa Sesay, en allerede dømt oprørsleder, som forsøger at afvise enhver forbindelse mellem sig selv og Charles Taylor. Det gjorde han også, før Naomi Campbell kom, og det vil han fortsætte med et par dage endnu. At overbevise retten får han næppe held med, lige som fotomodellernes og filmstjernernes fjollerier heller ikke kommer til at afgøre sagen.

International ret er sjældent kønt, men som verden i et glimt fik at se, er der faktisk et tilfælde af en slags retfærdighed på vej.lfk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu