Leder

Blairs bjørnetjeneste

3. september 2010

ET AF KENDETEGNENE ved New Labour var dets besættelse af overskrifter,
soundbitesog mediestyring. De seneste dage og måneder har vist, at New Labour-arkitekterne selv fra deres 'politiske grave' ikke har kunnet modstå fristelsen til at modellere, manipulere og påvirke verden omkring dem.

Tony Blair valgte onsdag - på dagen hvor millioner af Labour-medlemmer modtog deres stemmesedler til formandsvalget med posten - at lancere sine politiske erindringer kaldet A Journey. For at sikre sig størst mulig opmærksomhed havde han holdt indholdet hemmeligt; ingen uddrag blev bragt i aviserne forinden, ingen anmelderkopier sendt ud, kun enkelte interviews blev givet til udvalgte medier, og de få indviede havde bundet sig juridisk til ikke at løfte sløret for så meget som en kapiteloverskrift.

Havde han blot ønsket maksimal opmærksomhed omkring sin udlægning af de over 10 års interne kampe mellem sig selv og Gordon Brown samt hans forsvar for Irakkrigen, kunne han have valgt en hvilken som helst dag. At vælge onsdag var uden tvivl et bevidst forsøg på at sikre, at hans mand i formandsopgøret, David Miliband, fik et pr-skub fremad på et altafgørende tidspunkt. Og med sin klare advarsel om, at Labour ville komme i store vanskeligheder, »hvis det fjernede sig så meget som en millimeter fra New Labour« - samt henvisning til at det netop var årsagen til valgnederlaget i maj - fik han mindet Labour-medlemmerne om de lange 18 år i opposition, inden hans appelleren til midtersegmentet blandt de britiske vælgere bragte partiet til magten igen.

TIDLIGERE PÅ SOMMEREN mindede en anden New Labour-arkitekt, Peter Mandelson, Labour-partiet om, hvordan det virkelig var at tabe valg efter valg efter valg. I hans politiske erindringer,
Den Tredje Mand, lægger han heller ikke skjul på, at han mener, at David Miliband med sin baggrund som Tony Blairs politiske rådgiver er manden, der kan føre partiet tilbage på vindersporet. Bogen blev voldsom kritiseret for at blande sig i formandsvalget og afspore opmærksomheden fra de aktuelle politiske diskussioner for i stedet at henlede den på fortidens bitre kampe.

Frem for at tage kritikken til efterretning, følte Mandelson i forrige uge igen trang til at blande sig - denne gang med en slet skjult advarsel til partiet om, at Ed Miliband med sine venstreorienterede og fagforeningsvenlige synspunkter efter hans mening vil føre partiet ind i en »valgmæssig blindgyde«.

DE TO NEW LABOUR-arkitekter ved uden tvivl en ting eller to om at vinde et valg og om at forny et parti. Forud for New Labours tre valgsejre - og 13 år ved magten - havde den længste Labour-regering varet i seks år. At fornyelse dengang var nødvendigt, er der ikke mange, der i dag bestrider, ligesom der er enighed om, at Labour igen er i en situation, hvor det må videre.

Imidlertid er der ingen af kandidaterne, der har bedt Tony Blair og Peter Mandelson om at blande sig. Sandheden er, at hverken Blair, Mandelson eller den tredje mand i New Labour-trioen, Gordon Brown, er personligheder, en formandskandidat nødvendigvis ønsker at blive forbundet med. Mens Mandelson i offentlighedens øjne anses for at være en giftig, manipulerende spindoktor, er Tony Blairs image især skadet af Irakkrigen, hans udvanding af borgerrettighederne og hans diktatoriske ledelsesstil. Brown går for at være en kold bølle over for sine ansatte - og ingen af de tre har gjort partiet eller hinanden nogen tjenester ved at opføre sig som egoistiske og magtbegærlige pattebørn i deres tid ved magten. At udpensle detaljerne om, hvor slemt det stod til, gør kun tingene værre på dette afgørende tidspunkt i Labour-partiets genrejsningsfase.

BLAIR OG MANDELSON har gjort partiet en bjørnetjeneste ved at genopridse den kløft mellem Blair- og Brown-støtter- og mellem New og Old Labour - som de fem formandskandidater ellers nogenlunde havde formået at ryste af sig i løbet af sommerens debatter. Ved succesrigt at have stemplet Ed Miliband som 'Røde Ed', er valgkampen endt som en skræmmekampagne frem for den positive reklame og sunde proces, som De Konservative formåede at gøre formandsopgøret i 2005 mellem David Cameron og David Davis til.

For David Miliband er problemet, at det næppe kan gavne hans chancer hos Labours medlemmer, når den mand, hvis politik han menes at ville videreføre, nægter at kritisere koalitionsregeringens nedskæringspolitik og sågar mener, at koalitionens succes afhænger af, om den formår at holde De Liberales (!) 'Old Labour-tendenser' i ave.

Det er på tide, at Blair husker på, at fire ud af de fem millioner stemmer, som partiet tabte mellem valgene i 1997 og 2010, blev tabt, mens netop han var leder. Og overlade det til den næste generation at formulere den politik, der kan bringe dem tilbage i folden. rod

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu