Leder

Hep for Zenia

11. september 2010

PIGENAVNET ZENIA er græsk og betyder 'den fremmede'. Navnet kan også staves Xenia og genfindes i xenofobi, der betyder 'frem- medangst'. Det skulle man ikke tro, at De Radikale led af.

Og dog. Op til det radikale landsmøde denne weekend har højtplacerede røster i partiet skræppet, at en fremmed fugl er fløjet ind på næstformandsposten, og at denne fremmede fugl - der bærer navnet Zenia Stampe - bør vippes af pinden under næstformandsvalget kl. 10.45 søndag.

Ni ud af partiets 10 storkredsformænd har som modkandidat opstillet Århus-formanden Sander Jensen, der i Jyllands-Posten erklærer:

»Hvis jeg bliver valgt, vil jeg ikke benytte næstformandsposten som en platform til at føre politik.«

ET TAMT program forud for et politisk valg. Men anklagen mod Zenia Stampe, der også er opstillet som folketingskandidat, udredes netop af partiets formand, Klaus Frandsen, sådan:

»Zenia har brugt næstformandsposten til at føre politik, og det er der nogle medlemmer, der ikke synes om.«

Zenia Stampe har bl.a. vakt opmærksomhed ved at agitere mod kongehuset og ved at anmelde en politichef for racistiske udtalelser i en drabssag. For nogle år siden sagde Zenia Stampe i Information: »Man siger, at vi radikale har flyttet os, men det har vi ikke. Vi er ikke et folkeparti; vi er et fritænkerparti. Derfor kan vi tillade os at være sprælske. Og stå fast på det, vi mener. Det er ikke os, der har flyttet sig. Det er de store kolosser.«

UNDSÆTNING til Zenia Stampe kommer nu fra fhv. landsformand Søren Bald. Han erklærer: »Jeg foretrækker så klart Zenias varme, kald det gerne glødende, engagement i den radikale sag. Hun lægger hovedvægten på det politiske, mens nogle af dem, som taler organisation og organisation, nok hellere burde engagere nye folk via et tydeligt politisk ståsted båret af ildhu. Hellere ild end støv.«

Sandelig, sandelig. Støv er der nok af. Radikal ild udbedes. Hep for Zenia.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Bortset fra, at jeg altid har syntes at David Rehling er inhabil i ledere om RV, så lyder det jo meget tilforladeligt: Højskole-RV mod teknokrat-RV.
Så er spørgsmålet bare om den fremmedes evt. valg vil kaste Nye Alliancer af sig!

David Rehling giver altså gerne køb på sine pro monarkistiske holdninger for at få Fr. Stampe genvalgt som formand.

Nu har de radikale også fået smidt dem ud som havde en noget mere frihedstænkende trang end de etablerede, så de ser nok gerne at Stampe er den sidste som kan komme med nogle anderledes udtalelser og more sig lidt over det.

Man kan kalde det interessant.