Verdens mest demokratiske forfatning. Det var, hvad de kommunistiske ledere i USSR hævdede at have. Den sovjetiske forfatning så da også meget demokratisk ud på papiret. Bortset fra den paragraf, der fastslog, at kommunistpartiet havde eneret til magten.
Det står der ikke noget om i det moderne 'demokratiske' Ruslands forfatning. Der står heller ikke noget om, at premierminister Vladimir Putin har eneret på magten.
Som situationen er i dag, har Putin imidlertid eneret. Da han var præsident, indførte Putin nemlig det, han har kaldt henholdsvis 'kontrollerbart demokrati' og 'suverænt demokrati'.
Hvem der skal kontrollere det russiske demokrati, er der ingen tvivl om. Ligesom bolsjevikkerne i sin tid regnede sig selv for proletariatets avantgarde, der skulle styre på proletariatets vegne, mener Putin og hans støtter i storkapitalen og sikkerhedsstyrkerne, at de udgør den kraft i det russiske samfund, som skal hindre anarki og sikre Rusland en 'stabil' udvikling.
Derfor har styret overtaget kontrollen med de vigtige tv-medier og de vigtigste statsvirksomheder - dvs. indtægtskilder. Derfor spænder styret ben for ethvert forsøg på demokratisk dialog og udfoldelse i det civile samfund fra menneskerettighedsforkæmpere til miljøfolk. Derfor bliver provinsledere ikke længere valgt demokratisk, men udnævnt af Kreml. Derfor eksisterer enkeltmandater ikke længere i parlamentet, og derfor er det kun de af Kreml kontrollerede partier, som har mulighed for at stille op til valg til Dumaen.
Og eftersom Putin og styret er hunderædde for folkelige protester og 'blomsterrevolutioner' som dem, der for få år siden styrtede regimerne i Ukraine, Georgien og Kirgistan, ignorerer styret forfatningens paragraf 31, som garanterer russerne forsamlingsfrihed.
Hver gang datoen den 31. optræder i kalenderen, samles en gruppe oppositionelle i Moskva på Triumfpladsen. Hver gang søger de om tilladelse på forhånd. Hver gang får de afslag med alskens dumme forklaringer. Hver gang slår politiet hårdt ned på demonstrationen med flere betjente, end der er demonstranter, og arresterer nogle hundreder. Senest den 31. august, da demonstrationen også havde deltagelse af formanden for EU-parlamentets komité for menneskerettigheder, Heidi Hautala, som efterfølgende chokeret udtalte, at »Rusland ville være bedre tjent uden Putin«.
Putin havde på forhånd og på sin sædvanlige grove facon i et tv-interview advaret om, at de elendige oppositionelle, der vovede at forsamles, ville blive mødt af et stort politiopbud og »en gang knippel på kranierne«. Et uhørt udtryk for foragt for oppositionen, civilsamfundet, demokratiet og forfatningen.
Putin fik samme dag en advarsel om, at han har god grund til at slå ned på oppositionen. Altså set fra Putins synspunkt. Hans ærkefjende, oligarken Boris Beresovskij, stod ved en støttedemonstration i London med en plakat, hvorpå der stod: »Putin, jeg skabte dig, jeg vil også fjerne dig!«.
Beresovskij var særdeles magtfuld under Jeltsin og en af dem, der fik Jeltsin til at pege på Putin som sin efterfølger. Men Putin tvang ham i eksil, og Beresovskij, som ikke er at spøge med, har derfor svoret at ville fjerne ham fra magten.
Datoen den 31.på Triumfpladsen er sammen med en gammel og sjælden skov uden for Moskva, som myndighederne var i gang med at fælde til fordel for en motorvej til Sankt Petersborg, på sælsom vis blevet symboler på civilsamfundets kamp imod myndighederne og for demokrati. Konfliktpunkter, som tydeligt afslører både skrøbeligheder og mangler ved såvel Putins kontrollerbare demokrati som ved 'tandem-konstruktionen' med Putin som magtfuld premierminister og Dmitrij Medvedev som svag og 'kontrollerbar' præsident.
Der er revner i 'tandemokratiet', for præsident Medvedev forsøger faktisk at lytte til civilsamfundet og ngo'ere. Han standsede træfældningen efter massive folkelige protester, til trods for at den var beordret af Putin og Moskvas borgmester, Jurij Lusjkov. Lusjkov udfordrede mandag præsidenten, ja, han ligefrem hånede ham for at være et fjollet snakkehoved. Samtidig udtrykte han sin fulde støtte til Putin og motorvejen gennem skoven. Lusjkov satser tydeligvis på, at Putin stiller op til præsidentvalget i 2012 og dermed vil kunne forlænge hans indbringende borgmesterperiode.
Mange russiske intellektuelle støtter Medvedev og hans spage forsøg på liberalisering, modernisering og demokratisering. Men som Putin sagde mandag, så har han og Medvedev endnu ikke besluttet, hvem af dem, der stiller op i 2012 og dermed bliver Ruslands næste præsident.
Oppositionen bliver ikke spurgt. Heller ikke befolkningen. Det vigtigste for Putin er, som hans forgænger som premierminister, Michail Kasjanov, sagde forleden: »At imitere valg til parlamentet i 2011 og til præsidentposten 2012«.
