Leder

LEDER: Fremtiden i vore hænder

21. september 2010

Længe kan man spekulere over, om det var en fejl af daværende klima- og energiminister Connie Hedegaard, den danske regering, mange andre regeringer, Ban ki-Moon, Al Gore, de internationale ngo'er og hundredtusinder aktivister verden over at sætte alt på ét bræt op til klimatopmødet, COP15, i København for snart et år siden.

»Let's get it done! This is the time to deliver! THIS is the place to commit,« sagde Hedegaard til verdenssamfundet, da hun åbnede mødet i Bella Center. Og under indtryk af selve fremmødet, den historiske atmosfære og det sydende engagement i og uden for kongrescentret kunne man faktisk i øjeblikke forledes til at tro, at det kunne lade sig gøre. At 125 verdensledere vitterlig ville sætte menneskehedens fælles bedste og fremtidige generationers trivsel over nationale særinteresser.

Sådan gik det ikke. København fejlede. Der kom ingen global klimaaftale. Og fordi indsatsen var så høj, var den efterfølgende skuffelse så afgrundsdyb.

Mødet kunnevære afviklet anderledes. Den danske statsminister kunne have sat sig ind i FN's kodeks og kultur. Men når det kommer til stykket, ville resultatet være blevet det samme. Det, der skete i Bella Center, var ikke et teknisk uheld. Det var en afspejling af de faktiske forhold i jernindustrien. Det forhold, at supermagterne USA og Kina har modsatrettede interesser, og at også andre lande har nationale interesser, som for deres ledere vejer tungere end kompromisviljen. Det var svært at se før, men alle kan se det efter København. Hvorfor verden nu står med en FN-forhandlingsproces, der er faret vild og præget af manglende vilje til at lede og gøre nye ambitiøse forsøg. Ingen regering vil tilsyneladende tage ejerskab for en vingeskudt proces.

Det kan man med god grund begræde samt nære fortvivlelse over, at det, der kunne være blevet så smukt, blev så ynkeligt. Men man kan også sige, at COP15 var et nødvendigt og brutalt reality check, og at nedturen derefter er den kolde afvaskning, der kan få verdenssamfundet til at vågne op. Vågne op og indse, at der ikke kommer nogen global, juridisk bindende klimaaftale de næste mange år, hvis nogensinde. Det synes at være et vilkår, at verdens store magter ikke vil handle i FN-regi med den hast og seriøsitet, som den eskalerende klimakrise fordrer.

FN-forhandlingerne bør fortsætte, bl.a. fordi det er de sårbare ulandes reelle mulighed for at blive hørt, og fordi der forhåbentlig kan nås delaftaler om klimabistand, skovbeskyttelse, teknologioverførsel m.m. Men den vigtigste lære af COP15-mødet er en anden: Ansvaret for fremtiden ligger nu i vore egne tøvende hænder. Det er den konkrete politik og de faktiske handlinger på 'lavere niveauer', der afgør, hvor meget den globale temperatur får lov at stige, og hvor mange flere mennesker, der skal blive ofre, før kurverne vender.

Heldigvis eren hel masse i gang. Masser af virksomheder i ind- og udland har indset, at omstillingen fra højt fossilt energiforbrug til lavt grønt energiforbrug både er en tvingende nødvendighed og et afgørende konkurrenceparameter. I morgen afholder Københavns Kommune f.eks. sin Grønne Erhverv-konference for de flere hundrede virksomheder - fra renserier og apoteker til rederier og elselskaber - som vil være med til at gøre hovedstaden CO2-neutral i 2025. I næste uge står World Climate Solutions for en konference i Bella Center, hvor globale koncerner vil diskutere strategier for vejen til det fossilfri samfund. I den hjemlige finanssektor har PensionDanmark udstukket en ny kurs ved at investere 700 mio. mio. kr. i vindmøller. I det kommunale Danmark konkurrerer man om at komme først med bæredygtigheden. Sønderborg vil være CO2-neutral i 2029, Århus vil som København være det i 2025, Frederikshavn skal forsynes 100 pct. med vedvarende energi om fem år, Ærø nærmer sig hastigt selvforsyning med vindmøllestrøm, Samsø er allerede vedvarende energi ø, og 67 af landets 92 kommuner er klimakommuner med konkrete CO2-mål.

Og befolkningen er tilsyneladende med: En ny Mandag Morgen-måling fortæller i runde tal, at tre fjerdedele af danskerne mener, at borgerne selv har hovedansvar for at bremse klimaændringerne, men at det for dem samtidig er vigtigt, at kommuner og virksomheder også tager ansvar.

Tilsvarende udei verden. I Californien har man lige godkendt et solvarmecenter på 1.000 megawatt, i New York vil man i denne uge male 90.000 kvadratmeter sorte tage hvide, i Washington vil aktivister genetablere solpaneler på Det Hvide Hus, og den 10. oktober starter aktion 10:10, hvor mere end 80.000 enkeltpersoner i alverdens lande, 2.300 virksomheder, 1.500 skoler og universiteter samt 1.700 organisationer går i gang med at indfri deres individuelle løfter om 10 pct. CO2-reduktion på ét år. I næste uge forklarer Klimakommissionen, hvordan Danmark kan blive CO2-neutral i 2050, i EU ventes to tredjedele af den ny elkapacitet i det ny årti at blive vedvarende energi, i Kina går omstillingen bare stærkere end noget andet sted.

Tiden er knap, udfordringen er enorm, men det bobler, og omstillingen er i gang. Og vi har kun os selv at stole på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Meinert Larsen

En god leder som tydeligt illustrerer at politikerne sjældent vil gå længere end deres vælgere.

Spørgsmålet er så, hvor meget vælgerne (borgerne) reelt selv vil handle, når det kommer til stykket.

Dette og mere, vil vi måske blive klogere på med den kommende Søndags debat-møde med temaet: "Er den grønne dagsorden slået fast i Danmark og i danskernes bevidsthed?"

Oplæg1: Er den danske klima-indsats tilstrækkelig – er kommunerne med eller imod?
ved Jens la Cour (Danmarks Naturfredningsforening)

Oplæg 2: Forandringer i danskernes klimabevidsthed?
ved Lars Kjerulf Pedersen (Miljøsociolog, Danmarks Miljøundersøgelser)

Link: www.klimabevaegelsen.dk

Bjørn A. Bojesen

Meget god leder, bravo!

Men
”vedvarende energi ø”
skal, med gængs retskrivning,
være
”vedvarende energi-ø”

Så er det sagt.

Jeg tror, at da man i 2007 besluttede, at COP15 skulle være i København, var man samtidig også oprigtig optimist mht at opnå en bindende aftale som afløser for Kyoto. Derfor begyndte man at slå på de store reklametrommer.

Men efterhånden som månederne gik og forhandlingerne i de to FN-spor endte i dødvande, burde man have droslet ned på ambitionsniveauet og have slået på nogle betydeligt mindre trommer.

Da topmødetidspunktet i december 2009 nærmede sig opfandt man imidlertid "det danske papir".

Men det helt store show kørte stadig - uforståeligt - på fulde omdrejninger. Hvorfor det? Havde man forestillet sig at jo større show jo større mulighed for vedtagelse af "det danske papir"?

Meget mystik står stadig tilbage mht til dette papirs fødsel, tilblivelse, formulering, forhandling, formål, mv.

For uanset hvordan man vender og drejer det, så vidste den danske regering i det sidste halve år op til COP15, at konferencens resultat stod og faldt med dette papir.

Men da Løkke på konferencens trediesidste dag forsøgte at fremlægge det danske papir, blev verden vidne til det største anti-klimaks, der er set i nyere tid.

Og tilbage står stadig et rungende: Hvorfor?

Udover sin helt forståelige pessimistiske tilgang til politikernes evne/vilje til at finde globale løsninger på verdens meget alvorlige klima- og miljøproblemer har jsn ofte den positive vinkel med, at når de statslige politikere ikke evner at løse problemerne, så må vi selv, civilsamfundet, virksomhederne mv. ordne paragrafferne også globalt.
Således er den vigtigste lære af fiaskoen ved COP15-mødet iflg. jsn: "Ansvaret for fremtiden ligger nu i vore egne tøvende hænder. Det er den konkrete politik og de faktiske handlinger på 'lavere' niveau (end FN og ?), der afgør hvor meget den globale temperatur får lov at stige..."
Og så opregner jsn et hav af alle slags positive tiltag på lokal politisk og civilsamfunds- og erhvervsmæssigt niveau, og det er jo fint nok.
Men det minder mig desværre også om utallige venstrefløjs udmeldinger gennem tiden af samme karakter. Nu skal hovedvægten ligge udenomsparlamentarisk i civilsamfundet osv. især når/hvis det parlamentarisk ikke gik for godt - og det gjorde det jo som regel ikke!
Det nytter altså ikke jsn, at opgive FN sporet – gerne som et af flere, men et helt afgørende sådant. Så bliver det nemlig kun til samme melodi, som når (borgerlige) politikere påstår, at det afgørende for løsningen af miljøproblemerne er, at folk samler deres affald sammen og holder rent i miljøet, og dermed kaster ansvaret fra sig over på et diffust folk, civilsamfund mv.
Ikke at vi ikke selv kan gøre noget lokalt osv., og at det er opløftende, at der i det mindste sker noget her, men det helt afgørende er, at der sker noget på de politiske niveauer statsligt og globalt. Uanset hvor sort det ser ud, nytter det ikke at fornægte denne elementære kendsgerning, tværtimod skal det fastholdes som hovedsporet til afbøjning af katastrofekursen.
Ikke eet split sekund skal de uansvarlige politikere tro, at de kan kaste ansvaret og de svære beslutninger fra sig med henvisning til eller i fortrøstning om, at det ordner lokalpolitikerne, borgerne, civilsamfundet og erhvervslivet for dem.
Derfor jsn i næste leder gerne et bud på, hvordan det skal lykkes at presse disse (stats)politikere til at tage deres ansvar alvorligt, samtidig med at lokalsporet fastholdes, tak!

Samtidig med, at den politiske vilje - både nationalt og internationalt - er på et katastrofalt nulpunkt, ja så er det skæbnens ubønhørlige ironi, at der lige netop i disse dage sættes nogle kedelige klima-rekorder:

August måned blev - globalt set - den tredie-varmeste måned i målingernes historie. Også årets tidligere måneder har ligget over middel, således at alt nu tyder på, at 2010 bliver det varmeste år i målingernes historie.

For få dage siden meddeltes, at den arktiske sommer-is, nu havde nået sit årlige minimum, som blev målt til det trediemindste i målingernes historie.

Men, men just som man troede at den arktiske is var begyndt at fryse til igen, ser det nu ud til, at den fortsætter lidt endnu med at smelte. Måske kan 2010 endnu nå at sætte en kedelig rekord for den arktiske sommer-is' årlige minimum, jf denne aktuelle måling:

http://nsidc.org/data/seaice_index/images/daily_images/N_stddev_timeseri...

jens peter hansen

Mødet kunnevære afviklet anderledes. Den danske statsminister kunne have sat sig ind i FN’s kodeks og kultur. Men når det kommer til stykket, ville resultatet være blevet det samme.

Hvor ville det have været befriende at have fået den sang en uge efter mødet. Dengang mente alle at det var Lille Lars' skyld det hele.