Leder

Den skråsikre tvivler

1. oktober 2010

»Historien er til i Aktualiteten, den rejser sig gennem Skikke, Traditioner, Arv, Magt som en Vildmark midt i Nuet.«

Martin A. Hansen

DET ER EFTERHÅNDEN blevet ret populært at gå på jagt i historiebøgerne efter stof, der kan retfærdiggøre nutidige handlinger. Også kultur- redaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten Flemming Rose har vendt blikket mod det store sår i europæisk historie: Anden Verdenskrigs masseudryddelse. Dog ikke kun for at give sig selv ret, men også for at udfordre de argumenter, der anvendes imod ham, når han problematiserer det, han kalder krænkelseslovene: Racisme- paragraffen og blasfemiparagraffen.

Det er hans opfattelse, at en misforstået fortolkning af optakten til Anden Verdenskrig og ytringsfrihedens stilling i Weimar-republikken har dannet retsnorm i det meste af Europa. Han bliver mødt med argumentet: Hvis man i Weimar-republikken i 1920'erne og 1930'erne havde grebet ind over for nazisternes antisemitiske propaganda, kunne man have forhindret Holocaust. Men man greb faktisk ind, påpeger Flemming Rose i et interview i dagens udgave af Bøger. Antisemitter blev jævnligt hevet i retten og tiltalt for at have krænket jøder, der på det tidspunkt endnu havde retslig ligestilling. Problemet var nærmere, at statsmagten ikke stod vagt om ytringsfriheden og beskyttede dem, der kritiserede antisemitterne - de blev i stedet ofre for den omfattende politiske vold, der hærgede Weimar-republikken. Man havde for meget tiltro til, at retssystemet ville tage sig af antisemitismen.

OG HER GØR Flemming Rose det beklagelige, som ofte sker, når man udfordrer en vedtaget sandhed, man erstatter den med sin egen vedtagne sandhed, således hedder det hos Rose: Havde de dog bare haft ytringsfrihed, så kunne man have forhindret Holocaust. Ord skal bekæmpes med ord. Det ene kontrafaktiske historieargument er ikke bedre end det andet, da de ofte savner den kompleksitet, som omgiver den faktiske historie, men det er en kvalificering af debatten, at Rose udfordrer vores forståelse af optakten til Anden Verdenskrig, så vi dermed konstant er opmærksomme på, i hvor høj grad vi stadig indretter vort demokrati baseret på konfrontationen med dets modsætning: Det totalitære regime. Flemming Roses kritikere anfører, at dansk retsnorm nærmere er formet af de politiske bevægelser i Europa efter den franske revolution, men lige netop i forhold til racismeparagraffen kan der ikke herske tvivl om, at den blev formuleret som direkte reaktion på antisemitismen i Tyskland. Den blev indsat i 1939.

Men Flemming Rose forholder sig ikke til det faktum, at der også i et retssamfund kan være forskel på legalitet og legitimitet. Det var måske ikke legalt - altså juridisk lovligt - at udtale sig antisemitisk i Weimar-republikken, men det blev opfattet som legitimt - altså politisk retfærdigt. Der var en ekstremt antisemitisk stemning blandt det tyske folk, der ledte efter en syndebuk efter det store nederlag i den store krig. På samme måde udfordrer Muhammedtegningerne vores opfattelse af legalitet og legitimitet. Ingen betvivler Jyllands-Postens lovmæssige ret til at offentliggøre tegningerne, men det er legitimiteten, der betvivles. Og den kan man ikke bare ignorere, når man afviser den opfattelse, at onde ord fører til onde handlinger. Legalitet kommer oppefra - fra lov- giverne, mens legitimitet kommer nedefra - fra folket, derfor er det jo i højere grad legitimiteten end legaliteten, der har betydning for, om vejen mellem ord og handling bliver kortere.

Flemming Rose fremhæver da også selv John Stuart Mill og dennes teorier omkring den offentlige menings tyranni og medgiver dermed, at begrænsninger eller reguleringer af ytringsfriheden finder sted uafhængigt af rets- systemet.

HADSK TALE kan ikke alene føre til hadske handlinger, men ytringer opererer ikke løsrevet fra virkeligheden. Og det er denne virkelighed, denne sociale orden, som retssystemet er sat i verden for at opretholde. Derfor kan retssystemet ikke ignorere ytringer, der truer den sociale orden.

Flemming Rose fremhæver USA som forbillede og påpeger, at de ikke har love, der begrænser ytringsfriheden, men alligevel oplever mindre og mindre racisme. Det bruger han som det positive argument for, at ytringer regulerer sig selv uden retssystemet. Samtidig henviser han til, at den offentlige menings tyranni også begrænser ytringsfriheden og må medgive, at det netop er det, der gør sig gældende i USA.

Derfor bliver han i sin kompromisløse tiltro til den frie debat nødt til at mene, at begge dele er en trussel mod ytringsfriheden.

Hans bog har uden tvivl opkvalificeret debatten og vist, at den i dag er et helt andet sted, end den var i 2005, men det selvmodsigende i hans argumentation afslører også, at hans skråsikkerhed ikke har flyttet sig. Når argumentet falder, så er alt en trussel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu