Leder

En vinderopskrift?

27. september 2010

LØRDAG EFTERMIDDAG kl. 16.40 blev den 40-årige Edward Miliband udråbt som det britiske Labour-partis nye formand med 1,3 procent flere stemmer end favoritten, storebroren David Miliband.

Det tog hele fire optællingsrunder for Ed Miliband at sikre sig sejren under et kompliceret valgsystem, hvor vælgernes andenprioriteter kom til at afgøre kampen. Helt frem til sidste runde førte storebror David Miliband foran lillebror Ed Miliband, men massiv støtte fra fagforeningerne sikrede i sidste ende lillebroren en uhyre snæver sejr med 50,65 procent af det samlede antal stemmer.

I DET FAKTUM at et flertal af både parlamentsmedlemmer og menige Labourmedlemmer støttede David, og at Eds sejr kom i hus på fagforeningernes stemmer ligger kernen til den nye leders kommende vanskeligheder.

Støtten fra fagforeningerne vil blive brugt nådesløst af hans politiske fjender til at forstærke billedet af »Røde Ed«, som dygtigt blev malet i løbet af den fire måneder lange formandsvalgkamp. Fjenderne vil have let spil, fordi New Labour-arkitekterne Tony Blair og Peter Mandelson meget åbenmundede under valgkampen kritiserede den yngre Miliband for at være for venstreorienteret, og forudså at han ville føre partiet ind i en »valgmæssig blindgyde«. I det klima vil ethvert tilnærmelsesforsøg fra fagforeningerne kun gøre ondt værre.

FAGFORENINGSSTØTTEN vil også gøre det vanskeligere for den nye formand at samle partiet og reparere de gamle sår fra rivaliseringen mellem Blair- og Brown-fløjene. Først og fremmest fordi Eds sejr kan resultere i, at hans bror uden tvivl et stort aktiv for partiet forlader britisk politik. Sker det vil den ulmende utilfredshed blandt mange medlemmer over, at fagforeningerne underkendte deres mand, blive forstærket. Vælger David at fortsætte i britisk politik, har lillebror Ed en svær opgave med at skabe et konstruktivt arbejdsforhold mellem de to, så partiet ikke igen bliver delt på midten i ødelæggende fløjkrige.

Men David er ikke den eneste, for hvem det vil være en uvant situation at skulle have lillebror som chef. En anden formandskandidat og ung profil i partiet, Ed Ball, var Ed Milibands overordnede i deres tid som Gordon Browns rådgivere i Finansministeriet. Nu skal også han vænne sig til at tage imod ordrer fra sin tidligere underordnede. Lignende historier gælder for mange af de øvrige ca. 110 parlamentsmedlemmer, som støttede David i valgkampen.

ED MILIBAND skal med sine kun fem år på bagen som parlamentsmedlem og tre års erfaring som energiminister først nu til at etablere den konsensus og respekt om sin lederrolle, som storebror David allerede havde etableret gennem sin mangeårige rolle som partiets kronprins. Det gælder både inden for partiet, men også i resten af landet, hvor han kan se frem til en svær opgave med at vinde de midtsøgende vælgere tilbage. Ifølge en nylig meningsmålinger var David 50 procent mere populær end Ed blandt de vælgere, der har stemt Labour mindst en gang siden 1992.

Hvad det mest af alt betyder er, at han har travlt. Han er i et kapløb med tiden om retten til at definere sig selv, inden andre definerer ham for vælgerne. Han ved det, og det er derfor ingen overraskelse, at hans første debatindlæg som partileder blev bragt i den konservative avis The Daily Telegraph i går.

I det lys er der også klare fordele i den unge leders relative uprøvethed. I ham kan Labour lettere end med David præsentere partiet som nyt, frisk og klogere et klart brud med Blair og Irak og undertrykkelsen af civile rettigheder, som skabte så stor frustration og tab af tillid blandt så mange vælgere. Ed Miliband er samtidig utvivlsomt den af de fem formandskandidater, der har de mest originale bud på nye Labour-politikker. F.eks. har han foreslået at give firmaer skattefradrag, hvis de vælger at betale deres ansatte den højere living wage frem for minimumløn dvs. den timesats, som man i et givent område skal have for at kunne leve anstændigt på sin løn. Et eksempel på at han forstår at favne bredt.

Dertil kommer, at den unge Miliband ofte er blevet fremhævet som den mest veltalende af de to brødre, og den som fandt det mest naturligt at tale med almindelige vælgere. Hans sejr beviser, at de havde ret. Han startede som en outsider og formåede i løbet af fire måneder at overbevise et flertal af de stemmeberettigede om, at han er partiets bedste håb for fremtiden.

At føre partiet tilbage i regering ved næste valg bliver imidlertid sværere end at overtale egne rækker om det kloge i sine politikker. Det helt centrale i det projekt bliver hans svar på Storbritanniens økonomiske problemer. Ed Miliband skal sørge for at præsentere en troværdig plan for, hvordan Labour vil gribe reduceringen af landets enorme underskud an. Charme og overtalelsesevne vil ikke være nok men kombineret med den rette politik kan det omvendt være en vinderopskrift.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu