Der er intet sensationelt ved, at Alberto Contador er mistænkt for doping, selv om medierne hævder, at det kom som en bombe. Hvorfor det? Han indskriver sig blot i en lang række af cykelryttere, som har været mistænkt, de fleste senere dømt, herunder en række topplacerede Tour de France-ryttere. Hvis sportsjournalisterne ikke har bemærket dette, har de sovet i timen.
Primært handler det om clenbuterol, som var i en urinprøve. Contador hævder, at det må stamme fra en bøf. En spansk bøf, tilføjer han - vel sagtens for ikke at skyde skylden på andre nationers bøffer. Han fremholder, at der er tale om et mikroskopisk fund, 0,00000000005 gram, hvilket er en allerhelvedes masse nuller, men der må, så vidt man forstår, slet ikke være noget. I går kom det frem, at der også var spor af 2-ethylhexyl, hvorved pressens heksehyl tog til. Det tyder nemlig på bloddoping.
Nuvel, den spanske rytter er ikke dømt, og det er svært for udenforstående at forholde sig til de videnskabelige fakta. Men hvis bøffen er skyldig, og han dømmes, må det siges at have været en dyr bøf. Hvis han derimod selv har 'bøffet' i det, kan han imødese en karantæne.
For holdejer Bjarne Riis, er det træls, men bortset fra, at han må nedjustere forventningerne til årets Tour de France, har han mange andre ryttere, som kan bære sponsorernes navne frem rundt om i verden. Dog, eftersom han har markedsført sig med et stærkt anti- dopingprogram, vil han blive grillet.
Bliver Contador dømt, har cykelsporten blot taget endnu et skridt i retning af professionel boksning, hvor kommercialisering, show og sport går op i en enhed med snyd som ekstra krydderi. For en holdejer er der tale om en erhvervsrisiko i et game, hvor dette slagord verserer: no dope, no hope. Mens vi venter på næste afsnit af sæbeoperaen, kan Riis købe en Michael Rasmussen, der måske kan vinde næste Tour. Især hvis han tager doping.
