Leder

Europæisk logik på tysk og dansk

Hvad skal man med afstemninger, hvor et nej ikke er et nej? Hvis Danmark og danskerne sagde nej til europæisk krisestyring med sanktionsmuligheder i en aftalt ramme, så ville man få europæisk krisestyring på de stores politiske betingelser
29. oktober 2010

Natten til i daghar Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, i Bruxelles talt for ændringer i EU-traktaten. Nye paragraffer kan være både besværlige og bøvlede. Derfor kommer den politiske automatpilot hurtigt i sving i mange lande.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) rejste til EU-topmøde efter at have fortalt Folketingets Europa-udvalg og Det Udenrigspolitiske Nævn, at Danmark ikke kan støtte traktatændringer. Han sagde ikke, at han vil spænde ben for dem.

Det er den danske logik. Ikke støtte, ikke styrke, men heller ikke styrte ny integration, når Tyskland og Frankrig presser på. Vi håber, at andre blokerer eller at det er en europæisk forkølelse, der går over.

Statsministerens foreløbige afvisning bygger også på den kendsgerning, at Dansk Folkeparti er i offensiven for at hente borgerlige EU-skeptikere ind i DF-folden. Efter nævnsmødet fiskede DFs Søren Espersen i rørte vande ved at sætte lighedstegn mellem traktatændringer og folkeafstemning.

Espersen sagde, at man ved vedtagelsen af Lissabon-traktaten blev snydt for en folkeafstemning. Det er ikke helt forkert. Da han ved, at der heller ikke bliver afstemning om de aktuelle forslag, så spiller regeringens støtteparti på, at klandre denne eller den næste regering for at snyde igen. Ikke sympatisk, ikke logisk, men en sikker politisk investering.

Det virker modsætningsfyldt, at en af Folketingets mest engagerede europæere, SFeren Pia Olsen Dyhr, også betrådte folkeafstemningens kringlede sti. Hun vil gerne gøre EU til et folkeligt projekt og er derfor bekymret for et EU-samarbejde, som på det økonomiske område og i traktaten åbner for en opdeling af landene på et A- og et B-hold. Sympatisk, logisk, men uholdbart. Det er ikke traktaten, der eventuelt foretager opdelingen mellem ansvarlige og uansvarlige økonomier, det er de enkelte lande.

Den tyske logiker både politisk og juridisk til at forstå. Selvfølgelig skal der være en permanent krisefond og en mekanisme, der kan træde til, sådan som fællesskabet trådte til i den græske økonomiske tragedie. Tyskland havde dengang sin store politiske interesse i at deltage i engangsforanstaltningen, dels for at holde sammen på foreningen, dels for at hjælpe de tyske institutioner, der lå inde med de flossede græske statsobligationer.

Hvis krisehåndteringen indskrives i Lissabon-traktaten, så har den tyske regering papirerne i orden, når den skal med næste gang og næste gang igen hvor der måske ikke er helt den samme egeninteresse.

Tyskland har en legitim ret til at få næste omgangs hjælpepakke fordelt mere ligeligt på EU-landene. Og den tyske regering har en legitim ret til at få indskrevet det hele i traktaten, så man kan sige til sig selv og Forfatningsdomstolen i Tyskland, at man gør det, fordi man skal. Det er Tyskland i hjertet af Europa, og de andre bliver nødt til at give Berlin de nye paragraffer.

Skal traktaten så ogsåændres, så de enkelte lande med huller i bukselommerne, kan sættes uden for døren på grund af økonomisk uansvarlighed eller mere konkret: fratages stemmeretten? Man kan i hvert fald ikke gøre det uden en fast forankring i traktaten.

I Forbundsdagen i Berlin sagde Angela Merkel forud for sin afrejse til Bruxelles, at det her er en pakke det er alt eller intet.

Sammen med denfranske præsident, Nicolas Sarkozy, har hun planlagt en procedure, som giver de tøvende lande tid nok til at falde på plads. Der skal udarbejdes konkrete forslag til traktatændringer forud for EU-topmødet i marts 2011. Traktat-ændringer ønskes vedtaget og godkendt i de 27 lande i 2013.

Nej, det er ikke nemt for Danmark at medvirke til en ophævelse af stemmeretten i Ministerrådet, når det gælder dårlig disciplin i Euro-klubben, som Danmark står udenfor. Men det er et kosmetisk problem, som både den nuværende og den næste regering må sætte sig ud over.

Der er behov for, at de 27 landes økonomier bliver gjort mere gennemsigtige. Der er behov for, at den diplomatiske forsigtighed smides over bord til fordel for venskabelige påmindelser til de uansvarlige, så man på alle officielle EU-sprog kan sige, at nok er nok.

Grækenland havde hul i kassen, fordi man brugte for meget, og fordi man ikke systematisk opkræver skatter, afgifter og moms. Der skal nok være andre lande, som kan blive bedre til at hive pengene hjem, og hvis de ikke gør det, så er fratagelse af stemmeretten i EUs Ministerråd faktisk en mild sanktion.

Det er Justitsministeriets snævre grundlovsfortolkning, der afgør, om traktatændringer er suverænitetsafgivelse, og om suverænitetsafgivelsen har den kulør, som kan føre til folkeafstemning.

I stedet bør fornuften afgøre sagen. Hvad skal man med afstemninger, hvor et nej ikke er et nej? Hvis Danmark og danskerne sagde nej til europæisk krisestyring med sanktionsmuligheder i en aftalt ramme, så ville man få europæisk krisestyring på de stores politiske betingelser.

Statsministeren bør lytte mere til Merkel, og tænke mindre på Søren Espersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu