Leder

Latinamerikas to ansigter

Chávez afmonterer og destruerer et system og påstår så, at han oven på de rygende ruiner kan skabe et nyt, bedre og frem for alt mere retfærdigt samfund. Betingelsen for dette paradis er, at alt og alle følger lederens idé
4. oktober 2010

»Jeg ønsker ikke en stat, der ejer eller blander sig i alt, men jeg ønsker, at staten har tilstrækkelig kapacitet til at regulere og mobilisere.«

Lula da Silva i et interview med The Economist, september 2010

VENEZUELAS PRÆSIDENT, Hugo Chávez, led et nederlag ved forrige søndags parlamentsvalg, hvor mere end halvdelen af stemmerne tilfaldt oppositionen. Men takket være et sindrigt fikset valgsystem bevarer Chávez kontrollen over majoriteten af parlamentets sæder. Det er ikke snyd, det er bare landets love, der fungerer sådan. Og lovene, dem har Chávez formuleret.

Nederlaget til Chávez kan sagtens forklares. Trods salget af halvanden million tønder olie om dagen er Venezuela det eneste land i Syd- og Mellemamerika med negativ vækst. Nu for femte kvartal i træk. Inflationen er den højeste på kontinentet, og de fattige - Chávez' kernevælgere - mangler beskæftigelse. Mange virksomheder lukker ned og forlader Venezuela. Andre overtages af staten, der alene i år har eksproprieret 174 private virksomheder. Med virksomhederne forsvinder landets kapacitet til at skabe, og produktionen falder.

Samtidig er volden fordoblet under Chávez' mere end 11 år på magten, og Venezuela konkurrerer nu med Honduras og Haiti om at have Latinamerikas højeste mordrate. Det berører alle i Venezuela.

I går var der så præsidentvalg i nabolandet Brasilien. Og uden endnu at kende resultatet er det dog ret sikkert, at vinderen er præsident Lula da Silva. Ikke i egen person, men i form af Dilma Rousseff, der er Lulas og arbejderpartiets kandidat. Forfatningen tillader ikke endnu et genvalg af den nuværende præsident, der derimod kan afslutte sin dobbelte embedsperiode som Brasiliens mest populære præsident nogensinde.

Under Lula da Silva er landets produktion eksploderet, og Brasilien er i dag blandt verdens 10 største økonomier. Købekraften er vokset med 50 procent, og millioner af borgere er under hastig opstigning igennem samfundets sociale lag. Trods fortsatte problemer med vold, organiseret kriminalitet og fattigdom er iagttagere benovet over Brasiliens formåen, og selv soler brasilianerne sig i egen succes. I 2014 kan de udstille deres lands formåen som vært for fodbold-VM, og i 2016 afholdes De Olympiske Lege i Brasilien.

LULA ER IKKE ene om at kunne tage æren for Brasiliens succesfulde udvikling. Han står på skuldrene af sin forgænger, Fernando Henrique Cardoso, der ligesom Lula var præsident i to embedsperioder. Tilsammen har de to præsidenter i 16 år ført Brasilien fra u-land til sprudlende økonomisk supermagt.

Der har imidlertid hverken været nogen magisk formel eller genvej til Brasiliens succes. Men der har været kontinuitet og konsensus. Alle vigtige samfundsaktører fra fagforeninger til militæret har været enige om, at landets fremtid og udvikling afhang af en blanding af økonomisk vækst og sociale reformer. Og så har statens rolle, med præsident Lulas ord, været at mobilisere og regulere. Ikke at eje eller intervenere.

Derfor er ingen blevet ekskluderet, forfulgt eller skræmt bort. Brasiliens centralbank er forblevet en selvstændig aktør med ansvar for landets rentepolitik. Domstolene er holdt uafhængige, og landets medier har fået lov at være medier.

SITUATIONEN ER den omvendte i Venezuela. Dér er ytringsfriheden trængt, og statens forskellige magter og institutioner mister gradvist deres autonomi til fordel for landets præsident. Samtidig er landets selvforståelse hængt op på en klar modsætning mellem dem og os. Alt, hvad der går galt i Venezuela, er altid udefrakommende påførte pinsler orkestreret af borgerskabet, USA og kapitalismen. Det hele er sort og hvidt, fjenderne hober sig op, og landets befolkning er dybt splittet over egen udvikling og fremtid. Chávez appelerer i dag til et sted mellem en tredjedel og halvdelen af vælgerne i Venezuela. Den anden halvdel af befolkningen er hans erklærede modstandere. Ikke bare politisk, men frem for alt ideologisk.

Men Chávez skaber ikke. Han afmonterer og destruerer et system og påstår så, at han oven på de rygende ruiner kan skabe et nyt, bedre og frem for alt mere retfærdigt samfund. Betingelsen for dette paradis er, at alt og alle følger lederens idé. Og den tager naturligvis lang tid at folde helt ud. Nirvana er altid et par niveauer forude.

Problemet er, at den slags eksperimenter nemt retfærdiggøres i lande, hvor en politisk og økonomisk elite i årevis har ekskluderet halvdelen eller mere af deres befolkninger i en sådan grad, at de er endt med at være blottet for muligheder og rettigheder.

Men præcis det eksperiment, som Venezuela gennemlever, er allerede set til overflod i Den Kolde Krigs tid. Det er en langsom, men ganske sikker afmontering af demokratiet til fordel for en altdominerende og topstyret stat. Det er én mands gale værk, som ingen får det bedre af. jelo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer