Leder

LEDER: Forsvaret snublede i lukkethed

Debat
21. oktober 2010

Forsvarets auditører ringede i går til Thomas Rathsack den efterhånden berømte jægersoldat og forfatter bag bogen Jæger i krig med eliten. Auditørerne fortalte ham, at man nu endelig dropper sigtelsen mod ham. Mere end et år skulle der gå, før den pinlige sag fik sin afslutning i hvert fald for Rathsacks vedkommende. Den tidligere jægersoldat blev sidste år sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 152 om at videregive fortrolige oplysninger og den militære straffelovs paragraf 32, der handler om at røbe militære hemmeligheder. I første omgang forsøgte forsvaret at få standset bogen med et fogedforbud, men dagbladet Politiken kom retten i forkøbet og offentliggjorde hele bogen i et særtryk, hvorefter det ikke længere gav nogen mening at standse udgivelsen af den. Dog lykkedes det forsvaret at overbevise retten om, at der i givet fald var grundlag for et fogedforbud, som senere skulle efterprøves ved en domstol. Siden har alle ventet spændt på, om der ville komme en retssag mod Rathsack, mod Politiken eller forlaget. Og det gør der så ikke. Forsvaret sprang op som en løve, satte alle kræfter ind, ville statuere et eksempel over for åbenmundede betroede elitesoldater og en ustyrlig presse, men faldt ned som et lam. Der var end ikke fortroligt materiale i bogen til at rejse en tiltale og blot for syns skyld forsøge at fastholde den benhårde argumentation i en retssal.

Ingen samler ligefrempå juridiske nederlag og slet ikke forsvaret. Med opringningen i går er der faldet en slags afgørelse i to af de sager, som i de forløbne par år har omhandlet forsvarets omgang med pressen. Den anden sag endte i sidste måned med en frifindelse af officererne Jesper Britze og Lars Søndergaard i sagen om den arabiske oversættelse af Rathsacks bog. Bogen fandtes pludselig i en arabisk version på internettet, påstod forsvaret, men viste det sig hurtigt i en uforståelig google-oversættelse, som oven i købet var fabrikeret og videresendt af forsvaret selv til dagbladet B.T. Den tredje sag er endnu uafsluttet og handler om, hvem der videregav oplysninger til TV 2 tilbage i 2007 om danske jægersoldaters udsendelse til Afghanistan. Det er den sag som endte med, at bevismaterialet en meget omdiskuteret lydfil nu er havnet i DRs generaldirektør Kenneth Plummers varetægt. Og med mindre nogen lækker den derfra, er det tvivlsomt om sagen kommer videre. Spekulationerne er gået på, at det var daværende forsvarsminister Søren Gade (V) selv eller hans presserådgiver Jakob Winther, der stod bag den ulovlige lækage, som forsvarschef Tim Sloth Jørgensen efterfølgende sagde kunne koste soldaters liv. I dag har både Gade, Winther og Sloth Jørgensen ufrivilligt forladt deres poster.

Oven i de tre sager kan man lægge retssagen og dommen over Frank Grevil, opgøret om Christopher Guldbrandtsens dokumentarfilm Den Hemmelige krigom udlevering af afghanske fanger. En sag, der kulminerede med, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) indirekte truede Danmarks Radio. For øjeblikket ruller en sag for lukkede døre rejst af en af de afghanske fanger, som kræver erstatning efter påstand om mishandling i forlængelse af udleveringen til amerikansk varetægt. Sagerne er forskellige, men vidner alle om, at Danmarks overgang til at være en krigsførende nation har været særdeles vanskelig at håndtere i forhold til offentligheden. Tre forhold har gjort sig gældende. For det første er interessen for forsvaret og operationerne i Afghanistan vokset eksponentielt i takt med de hårde kampe, dræbte soldater og en krig, som hele verdensoffentlighedens øjne hviler på. Dernæst har medierne en naturlig men ikke anerkendt forpligtelse til at dykke ned i et vigtigt emne i de ubehagelige sager, at afsløre brud på regler og skildre krigens gang og psykologiske mekanismer. Endelig har det vist sig, at forsvaret har en stor trang til at udkæmpe disse mediekrige med snart sagt alle midler: Forsvarschefen har sendt personlige breve til landets chefredaktører, man har forsøgt med fogedforbud og trusler om retssager, og endelig har man endog fabrikeret falske beviser for at dokumentere farligheden af en bog, som man nu end ikke vil rejse tiltale for offentliggørelse af.

Hvorfor kolliderermedier og forsvar? Forsvaret har for det første et helt reelt og nødvendigt hensyn at tage til danske og udenlandske soldaters sikkerhed. For det andet er der en god gedigen tradition for, at alt, hvad der ikke udtrykkeligt er offentligt tilgængeligt i det danske forsvar, er hemmeligt. Og endelig er der et ønske om kontrol og et sort-hvidt verdensbillede, som skygger for en professionel håndtering af pressen i et åbent samfund. Hvorfor indkalder forsvarschefen ikke til ugentlige pressebriefinger om situationen i Afghanistan med adgang til at stille spørgsmål? Hvorfor er selv banale oplysninger omgærdet af en aura af statshemmelighed. Forsvarsministeren og den nye ledelse bør som en vigtig opgave have etableringen af et tillidsfuldt og mere åbent forhold til medierne og offentligheden. Ellers har vi ikke set den sidste sag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

FUldstændig enig, det virker som om at selv Pentagon er langt mere åbne offentligheden, end det Danske Forsvar.

En stædig påmindelse: Frasen om at den arabiske google-oversættelse er uforståelig er noget, som den daværende angrebsminister fandt på, da vi pludselig ikke længere kunne skræmmes med den. Det er en hurtig nødløgn, som alle medier trofast har hjulpet med at fastholde lige siden.

Jeg tjekkede med et par arabiske venner, og de havde ikke særlige problemer med at forstå den arabiske tekst. Til gengæld læser kun få afghanere arabisk flydende, så det var et underligt sprog vores regering valgte at skræmme os med..

Og hvordan oversættelsen opstod? Jægerbogen lå på Wikileaks, der simpelthen havde knapper, der automatisk maskinoversatte alle tekster til udvalgte sprog, herunder arabisk. Så der var slet ingen grund til at lede så længe!

Lars R. Hansen

Forsvaret snublede ikke i lukkethed, men nærmere i åbenhed - især i de nævnte sager.

Både jægerbogssagen og lækagesagen udspringer jo af en form for åbenhed i forsvaret - eller rettere enkeltpersoner ansat i forsvaret eller ministeriet - og det går igen i andre pressesager.

"Hvorfor indkalder forsvarschefen ikke til ugentlige pressebriefinger om situationen i Afghanistan med adgang til at stille spørgsmål?"

Forsvaret informere dagligt befolkningen om indsatsen i Afghanistan - hvis pressen så har spørgsmål til FC - må den jo stille dem.

At pressen skulle serviceres ugentligt af Forsvarschefen - er vel lige i overkanten, at forlange selv for en luddoven og forvent dansk presse - FC har jo også andet at få arbejdsdagen til at gå med end at stå personligt til rådighed for pressen - det jo ikke uden grund man har presse- og informationsofficerer i rækkerne.

Og hvis spørgsmålene til FC er af faktuel karakter med vægt på enkeltheder - vil en FC, der som chef for hele butikken jo har mere at se til end blot situationen i Afghanistan, næppe kunne ryste svarene ud af ærmet på stående fod - især ikke når det er vigtigt at svarene er 100% korrekte, når de nu kommer fra FC i egen høje person.

Det er jo ikke FC, der har det mest opdateret og detaljeret billede af situationen i Afghanistan - så hvis formålet med Winthers ugentlige pressemøde ikke først og fremmest er, at pressen skal føle sig vigtig - ville FC ikke være det oplagte valg.

Lars Hansen beskriver meget godt forsvarets problem med at føre krig, samtidigt med at skulle have et tillidsfuldt forhold til pressen og offentligheden.

Det kan åbenbart ikke lade sig gøre, grundet den høje grad af mistillid og animositet som der åbenbart er internt i Forsvaret mod offentligheden og medierne.

Spørgsmålet er hvor mange krige og konflikter Forsvaret vil tabe mediemæssigt på gulvet inden man begynder, at ændre på den holdning?

Morten Kjeldgaard

Fuldstændig uforståeligt at Bent Winther og Information stadig benytter den bizarre og gammeldags eufemisme "Forsvaret" i stedet for den korrekte og neutrale betegnelse "Militæret".

Det danske militær er forlængst ophørt med at være noget "forsvar". På VK0 regeringens initiativ deltog Danmark i en uprovokeret angrebskrig på en nation, som ligger tusindvis af kilometer væk, og som aldrig har truet Danmark militært.

Og Danmark har nu tropper i et andet fremmed land, hvor de nedkæmper elementer af den lokale befolkning, og forsøger at sikre dette lands regering og afgøre landets fremtid. Efter den militære ledelse er Danmark i Afghanistan for at "gøre en forskel"... men "at gøre en forskel" har selvsagt absolut intet med forsvar af fædrelandet at gøre.

Danmarks militær er netop dét... og ikke noget "Forsvar".

Lars Hansen

Hvor mange presse- og informationsofficerer har forsvaret?

Lars R. Hansen

Knus,

mener du virkelig, at forsvaret bør have et 'tillidsfuldt forhold' til pressen?

Med dansk presses beskaffenhed - og generelle tilgang til forsvaret - er det vist ikke unyttigt med en vis varsomhed overfor samme.

Mosbak,

der er i hvert fald nok til FC ikke behøver at afholde ugentlige pressemøder.

Hver stab vil typisk have en - og det kan udmærket være en skråstregsfunktion i lavere stabe eller designeret PSN-R - hvad det så kan blive til i årsværk ved jeg sørme ikke, men vil skyde på der er tale om noget i omegnen af et par snese.

For fagidioter, Bendt

Mon ikke det er en ørkesløs kollision imellem Forsvar og offentlighed, snarere end Forsvar og medier, du mener. Focus nu, du...

Med venlig hilsen

Torben Petersen

Forsvaret snublede hverken i åbenthed eller lukkethed, men i businessagtig smartness i forsøget på at bruge "den nye tids" virkemidler.

Emil Eiberg-Jensen

Forsvarets begrundelse for at få omskrevet passager i Jægerbogen før den blev udgivet, var at Forsvarets Efterretningstjeneste ville forhindre at Afghanske kontakter og andre Allierede i Afghanistan kunne identificeres af Taleban.

Forsvaret fik offentliggørelsen trukket ud temmeligt længe, og fik forhåbenligt på den måde dækket sine kontakter i Afghanistan.

Et nul til FE!

Forfatteren til bogen havde i Politikens bestyrelsesformand, og i Politikkens redaktør, nogle meget dårlige praktiske og juridiske rådgivere, der ikke evnede at skelne mellem populær litterære interesser og militærets praktiske problemer i Afghanistan.

Politikens Radikale hotdog gourmander roder stadig det hele sammen på en stor stegepande hvor de ikke kan se forskel på regeringens spindoktor fægterier, og militærets omsorg for sine soldater og Afghanistans nærmeste fremtid.

Hvorfor går FE og knipser med fingrene?
Det er for at holde tigrene borte!
Men her er jo ingen tigre?
Et nul til FE!

Lars Hansen

Ja, det mener jeg helt alvorligt. FC-modellen er nok ikke lige den mest anvendelige, men sagsbehandleren fra INTOPS og f.eks. CH/HOK vil meget nemt og professionelt kunne dække mediernes informationslyst på hhv. det taktiske og strategiske niveau med et ugenligt pressemøde.

Hvorfor skal man ikke dække mediernes informationsbehov?

Forsvaret er ikke snublet. Det er faldet. Hvis vi nu som et par stykker har peget på valgte at kalde disse offentligt ansatte ved deres rette betegnelse: De væbnede styrker, så ville vi måske kræve lidt mere af dem med hensyn til demokratiske sindelag.
Jeg synes for mit vedkommende at demokratiopfattelsen hos de væbnede styrkers ledelse er skræmmende.

Lars R. Hansen

Knus:

"Ja, det mener jeg helt alvorligt"

Så er du mere naiv end de fleste - ingen offentlig myndighed kan have et ‘tillidsfuldt forhold’ til pressen - da den moderne presses natur og funktion ikke tillader det.

RK:"Hvorfor skal man ikke dække mediernes informationsbehov?"

Hvis pressen har spørgsmål - er den velkommen til at stille dem - et ugentligt pressemøde på chefniveau ville være en irrationel ressourceanvendelse og et urimeligt beslag på CH/HOK tid.

Dertil kunne jeg udmærket forestille mig, at et sådant ugentligt pressemøde - efter et par seancer og nyhedens interesse var over - ville have et lavt fremmøde, hvis et overhovedet - men så må CH/HOK jo bare pak sin briefing sammen og bruge den sparet tid på at gøre klar til næste uges pressemøde...

Igen hvis pressen har spørgsmål kan den blot stille dem.

Lars Hansen

Det handler om legitimitet. Forsvaret har et behov for legitimitet til gengæld for de lidt over tyve miliarder, som skatteyderne betaler dem årligt til varetagelse af visse opgaver.

M.a.o. skal Forsvaret kommunikere et feedback tilbage til borgerne om hvordan disse opgaver løses.

At du mener det er "...irrationel ressourceanvendelse og et urimeligt beslag på CH/HOK tid." forstår jeg slet ikke.

Et pressemøde vil være godt sted, at få renset luften og forsøge at tale mere direkte om hvad der foregår i Afghanistan i stedet for den nuværende lusken omkring den varme grød.

Lars R. Hansen

Knus,

forsvaret informere allerede offentligheden vidt og bredt - din implicitte påstand om det modsatte er grundløs - alt hvad der (forsvarligt) kan informeres om af relevante emner bliver netop det.

RK:"At du mener det er “…irrationel ressourceanvendelse og et urimeligt beslag på CH/HOK tid” forstår jeg slet ikke"

Det tror jeg gerne - men du har sandsynligvis også en anden forståelse af forskellene mellem CH/HOK og en pressemedarbejder end jeg. Som tidligere nævnt har forsvarets chefer andet at se til end pressebetjening - hvorfor man da også har presse- og informationsofficerer til at varetage opgaven i det daglige.

Hvis pressen så måtte have spørgsmål til fx. CH/HOK i en bestemt sag - kan den blot stille dem - det behøver man slet ikke ugentlige pressemøder for.

Det er næppe tilfældigt, at der ikke findes nogen offentlig myndighed, hvis øverste embedsmænd indkalder til ugentlige pressemøder. Værdien af sådanne - også informationsmæssigt - vil være til at overse, og der vil næppe ugentligt være presserelevant stof som berettiger nationens øverste embedsmænd personligt afholder pressemøder.

Lige i tilfældet Forsvaret og Afghanistan - er pressens interesse jo også ret begrænset - hvis vi tager aktindsigtsbegæringer som målestok - har der i år været flere begæringer vedr. tjenesteboliger end indsatsen i Afghanistan.

Men man kan selvfølgelig godt pålægge forsvarets chefer at afholde ugentlige pressemøder - så måtte andre opgaver bare vige - men det ville i sig selv nødvendigvis ikke føre til mere åbenhed eller en øget infomationsstrøm - selv hvis der måtte blive et væsentlig fremmøde fra pressens side - da man allerede informere offentligheden i det videst mulige omfang som de sikkerhedsmæssige hensyn nu engang tillader.

Hvis offentligheden så føler sig ringe informeret om den danske indsats i Afghanistan (hvilket jeg sådan set udmærket kan forstå) - så er årsagen hertil nærmere, at finde hos pressen selv og dens formåen, end forsvarets påståede lukkethed.

Lars Peter Simonsen

"Og endelig er der et ønske om kontrol og et sort-hvidt verdensbillede, som skygger for en professionel håndtering af pressen i et åbent samfund."
Ja, man kan jo så spørge sig selv, hvor åbent det danske samfund i virkeligheden er...
Endnu en af vore nationale myter, ligesom myterne om tolerance, gæstfrihed og mangel på fordomme i det hele taget?