Leder

LEDER: Konservatismens nye klæder

Debat
18. oktober 2010

At konservatisme er en politisk ideologi ved de fleste. Hvordan ideerne om en mindre, men socialt ansvarlig stat og en respekt for Gud, konge og fædreland udmønter sig i praksis er mere tåget. Og her taler vi ikke engang om den aktuelle, tragiske nedsmeltning hos de danske Konservative. Et kig på de to konservative partier, der historisk har været statsbærende i Vesten - de britiske Tories og de amerikanske Republikanere - giver langt fra et entydigt svar.

I Storbritannien, har et moderniseret og forynget konservativt parti langt om længe - efter 13 års politisk vandring i ørkenen - erobret nøglen til Downing Street nr. 10 i en koalition med de liberale demokrater. Efter over 10 år med konservative hardliners, der skældte ud på nassende enlige mødre, benægtede klimaforandringer og drømte om den dag, hvor Storbritannien kunne vende Europa ryggen, indså en ny generation konservative, at de britiske vælgere ønskede sig mere tidssvarende signaler fra deres borgerlige politikere. Hvilket som bekendt er resulteret i den grønne, homo-venlige familiefar, premierminister David Cameron. Som lige har fremlagt et sparebudget med dybe nedskæringer i veletablerede sociale udligningsprogrammer samt i goder til middelklassen, der ellers i årtier har været set som urørlige i britisk politik - f.eks. tilskuddet til børnefamilier, der nu bliver indtægtsreguleret.

I USA melder meningsmålingerne også om kommende konservative sejre. Republikanerne står til at vinde flertal i Repræsentanternes Hus og komme tæt på, men sandsynligvis ikke vinde Senatet ved det kommende midtvejsvalg den 2. november. Her er partiet drejet skarpt til højre, efter at den uregerlige Tea Party-bevægelse har tvunget flere ansete og moderate republikanske kandidater ud af banen til fordel for mere eller mindre rabiate højrepopulistiske kandidater som Christine O'Donnell i Delaware - en valgkamp vi rapporterer fra i dagens avis - og Sharron Angle i Nevada.

I det republikanske valgmanifest, Pledge to America, findes blot to konkrete forslag, ud over at fastholde præsident Bushs uansvarlige skattelettelser, nemlig at skære i Kongressens eget budget (som er på under fire milliarder dollar, peanuts i sammenligning med den svimlende statslige gæld på 1.400 milliarder dollar) samt en målsætning om et føderalt ansættelsesstop.

Sammenligningen med briterne er slående.

David Cameron sagde ved de konservatives årlige partikonference for nylig, at en af grundene til at indtægtsregulere den britiske børnecheck er, at det »kun er rimeligt, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder«. Finansminister George Osborne istemte, at han forstod, at »dem, der betaler de højeste skatter i dette land, ikke er superrige, men i den alvorlige økonomiske situation, landet står i, bliver vi bare nødt til at koncentrere os om at hjælpe dem, der virkelig har brug for det«. I USA skriger republikanerne »klassekamp«, når demokraterne foreslår at tilbagekalde Bushs skattelettelser for de familier, hvis samlede husstandsindkomst overstiger 1,3 millioner kroner. I Storbritannien fastslår David Cameron, at han »ikke tror på laissez faire... regeringens rolle er ikke bare at fremme menneskers ambitioner, men også at hjælpe dem med at få luft under vingerne«.

Republikanerne derimod tordner mod at forlænge den midlertidige arbejdsløshedsunderstøttelse, der i øjeblikket er livlinen for over en million arbejdsløse amerikanere. Og hvor de britiske konservative har undtaget det statslige sundhedssystem fra en kommende 25 procents sparerunde, har Republikanerne bebudet, at de agter at rulle så meget af præsident Obamas beskedne sundhedsreform tilbage som muligt.

David Cameron minder briterne om, at konservativ politik handler om at vinde en diskussion ved at have de bedste argumenter, ikke om »grøftegravning og stammekrige«. Det er utopisk, at forestille sig, at det republikanske partis ledere lytter til det, i og med, at den nuværende hårde kurs synes at give pote hos de amerikanske vælgere.

Men i det lange løb vil USA lide under dette nederlag til den traditionelle amerikanske konsensusdrevne realisme, der historisk har gjort en dyd er ud af ansvarlig regeringsførelse, familieværdier og personligt ansvar. For den libertære nærmest revolutionære bevægelse af 'revanchister', der nærer en dyb mistro til selve begrebet om 'samfund', og som p.t. har taget teten hos Republikanerne, ejer ikke de redskaber, der skal reformere den amerikanske økonomi, opgradere det svigtende uddannelsessystem, modernisere energiforsyningen, ja kort sagt gøre USA i stand til at bibeholde sin rolle som klodens førende supermagt.

Med de libertære højrerepublikanere ved roret vil den amerikanske drøm langsomt, men sikkert komme til at lyde endnu mere som en hul utopi; og den allerede smuldrende amerikanske middelklasses vilkår vil fortsat blive ringere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Cameron er en traditionel konservativ, en konservativ som stort set mener det samme om statens rolle som socialdemokraterne gør. I USA er der sket det, at de højre-religiøse siden 1980erne og især da under George W. Bush, har taget magten i det republikanske parti. Borte er de tradtionelt konservative, som så værdien af godt citizenship, uddannelse mm. Og nu er det så tea-party bevægelsen, som har taget magten i det republikanske parti.

Forskellem mellem Cameron og tea-party bevægelsen er den, at tea-party bevægelsen er libertarianere (der havde staten og al stats-indblanding), mens Cameron ser fordele ved, at staten blander sig...

Forklaringen skal findes ved at grave endnu dybere: Det er ikke længere politikere, der regerer i USA, det er korporationer.

Jeg tror, at selv republikanerne og deres vælgere vågner op til dåd inden for den nærmeste fremtid.

I det seneste nummer af The Economist er der en artikel om underskuddet på de statslige tjenestemandspensioner.

For at få balance i tingene må de lave tilpasninger der får de franske tiltag til at ligne vand eller skattestigninger, som ikke en gang Villy Søvndal tør drømme om:)