Leder

LEDER: De offentlige systemfejl

Debat
12. oktober 2010

Kommer der flere i job ved at belønne kommunerne for at aktivere, flere operationer ved at lade offentlige og private konkurrere eller bedre skoler ved at give forældrene mulighed for at shoppe rundt i testresultater og karaktergennemsnit. Markedet har på mange områder gået en sejrsgang og været med til at effektivisere den offentlige sektor, men markedet har også sine begrænsninger - ubehagelige sideeffekter, som kommer frem, som tiden går, og når man dykker ned under tallene og målsætningerne. Incitamentsstrukturer hedder det på offentligt managementsprog, når man lægger økonomiske gulerødder eller straffeforanstaltninger ind i forholdet mellem de offentlige institutioner, som leverer service og dem, der betaler - kommunerne, regionerne eller staten. Problemet med disse strukturer er, at de også appellerer til misbrug. Og for at komme misbruget til livs, fjerne de ubehagelige sideeffekter, skal der som regel mere kontrol og registrering til, og inden man får set sig om, er man havnet i et bureaukrati, der har fortæret hele den opnåede gevinst.

Berlingske Tidende omtalte søndag, hvordan Københavns Kommune angiveligt har fået udbetalt alt for meget i refusion til ledige i aktivering. Kommunerne får af staten refunderet 35 procent af udgiften til kontanthjælp for ledige i matchgruppe 1, hvis de ikke er i aktivering, mens de får hele 65 procent, hvis de er i aktivering. Det har ført til, at et af kommunens jobservicecentre har aktiveret ledige bare en enkelt time om ugen, mens man har hævet den høje kompensation. Hvis det er et billede, som tegner sig generelt i København eller i hele landet, hvilket noget tyder på, så har kommunerne fået hundredvis af millioner for meget, og ledige er gået glip af mange timers opkvalificerende aktivering. Det, som på papiret så fint ud, er endt som en pengemaskine for kommunen - en systemfejl, som Folketinget og Folketingets ombudsmand nu skal forsøge at rette op på. Med korte mellemrum dukker historierne om helt vanvittig og hovedløs aktivering op i pressen. En stor del af aktiveringen af ledige er i dag lagt ud til private aktører, som aflønnes efter resultater. De modtager ledige i bundter så at sige og sender en regning til kommunen i forhold til, hvor mange, der sluses igennem systemet, og hvor mange der derefter kommer i arbejde. Men kan man det? Virker det? Eller er det kun i teorien? Erfaringerne er langt fra entydige.

Et andet helt aktuelt eksempel på økonomiske incitamenter er brugen af private behandlingstilbud kombineret på en kort ventetidsgaranti. Det betyder, at syge på venteliste har ret til en privat behandling, hvis ikke det offentlige kan overholde garantien. Bliver ventetiden for lang, koster det de offentlige sygehuse, som må finansiere den private behandling. På papiret er det en stor succes, fordi det offentlige i dag har skruet voldsomt op for kapaciteten. Den negative sideeffekt er, at de offentlige sygehuse i dag målretter sig efter de områder, hvor der er ventetidsgaranti, og at eksempelvis de langtidsmedicinske afdelinger får lov til at sejle deres egen sø. Dertil kommer, at man i dag foretager masser af operationer, som enten ikke er nødvendige, fordi patienten var blevet rask af sig selv, hvis man havde ventet nogle uger, eller fordi de gennemføres af økonomiske grunde. Incitamentet for privathospitalet er nu engang at operere så mange som muligt.

Et tredje aldeles aktuelt eksempel er de nationale tests, som nu er indført i folkeskolen. Næste skridt, hvis det står til regeringen, er at gøre dem offentligt tilgængelige, således at forældre kan shoppe rundt mellem skoler og klasser, alt efter hvor testresultaterne og karaktergennemsnittene er mest overbevisende. Jo, på papiret virker det logisk, at markedets mekanismer også her optimerer kvaliteten og effektiviteten. Men samtlige eksperter med forstand på det advarer kraftigt. Fordi der er en meget uheldig sideeffekt: Lærerne, skoleeleverne og skolelederne begynder at indrette deres undervisning efter testresultaterne. Målet bliver ikke at gøre børnene dygtigere, klogere, mere dannede og så videre. Men at bestå testene med gode resultater.

Diskussionerne af metoder til styring af den offentlige sektor har i mange år kun gået i en retning. Fascinationen af markedsmekanismerne har i et par årtier været så stor, at man har glemt at fokusere på de negative effekter eller at opfinde og eksperimentere med helt andre styreformer. De gamle bureaukratiske mastodontsystemer, Arbejdsformidlingen, telefonselskaberne, sygehusenes lange ventelister står som skræmmebilledet af en forældet offentlig kultur, som ingen vil tilbage til. Men måske findes der en tredje vej, hvor offentlige institutioner i højere grad styres af brugerne. I takt med at systemfejlene viser sig og bliver mere tydelige, er det med garanti en debat, der bliver uundgåelig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vel set! Vel skrevet! Således forholder tingene sig - også når man følger med indefra.

Nu ryger aktindsigten, for at dæmpe gemytterne. Sikkert i kontekst med sagen fra KBH kommune.

NPM er en dødssejler og har været det i lang tid.

Københavns Kommune bør belønnes for ikke at følge de nidkære chikanelove mod arbejdsløse. Sandheden er jo, at der ingen opkvalificering finder sted dér, hvor man i stedet for at overlade det til folk at finde jobs som altid: gennem netværk, forbindelser, personlig henvendelse til relevante firmaer, lader dem sidde mange timer på deres flade foran en computer. At det er lykkedes en kommune - måske endog mange - at slippe udenom regeringens nidkære forfølgelse af borgerne, må være beroligende for alle de, der dårligt tør melde sig arbejdsløse af frygt for aktiveringscirkusset.

Uanset vore man køber ind. Kommer hakkekødet fra samme samlebånd. Spørgsmålet er derfor evigt. 'Vore mange gange er det pakket om til en ny sidste salgs dato?'. Du anede det nok. Men der var 'intet at komme efter'. Og der er således ingen systemfejl for den laveste fællesnævner. Du var fejlen.

Det er absolut et sundhedstegn, at man i Københavns Kommune har gjort sig tanker om, hvordan man kan tillade sig at behandle mennesker. Heldigvis for dem, der bliver arbejdsløse under den gældende undtagelsestilstand, findes der en masse fornuftige medarbejdere i beskæftigelsessystemet, som udmærket er klar over det håbløse i den lovgivning, de er sat til at administrere. Der er derfor ingen tvivl om, at både medarbejderne og deres klienter hver eneste dag anstrenger sig til det yderste for at bevare så meget af deres selvrespekt og personlige integritet som muligt i forsøget på at leve op til lovgivningens krav. Men det er en vanskelig balancegang, fordi regeringen med djævelsk snedighed har indbygget et ”catch-22”-element i lovgivningen, som stiller medarbejderen over for valget mellem at gøre sig til økonomisk kriminel eller lade hånt om de helt basale menneskelige hensyn, der burde være en selvfølgelighed i et civiliseret samfund (herunder respekten for andres intelligens ...). Dette er årsagen til, at sagen fra København er endt med at være af økonomisk art, skønt den egentlig burde handle om de urimelige vilkår, man fra magtsyge politikeres side tillader sig at byde mennesker. I et retssamfund skal loven selvfølgelig overholdes, men når et lovkompleks i selve sit udgangspunkt er så dybt demoraliserende som i dette tilfælde, stiller det de implicerede - og almindeligvis lovlydige - borgere over for nogle meget vanskelige valg.

Jeg synes efterhånden godt, at vi kan koge arbejdsmarkedet ned til, at hvis arbejdsgiverne har brug for ansatte, så må de ansætte nogen, der gerne vil arbejde hos dem. Og hvis der ikke er nogen, må arbejdsgiverne tænke over, hvordan de kan gøre deres arbejdsplads mere attraktiv.
Det er jo ikke lønmodtageren, der bestemmer, om en arbejdsgiver vil have ham eller ej - og så længe magtforholdet er sådan, har samfundet selvfølgelig en pligt til at sikre den på arbejdsmarkedet kasserede et anstændigt levebrød.
Det kunne samtidig måske få arbejdsgiverne til at træffe nogle lidt mere afbalancerede beslutninger mht. deres arbejdskraftbehov, når de står med valget af enten ansættelser i virksomheden eller større beskatning, så statens og kommunerne i stedet kan ansætte de ledige til at løse de mange opgaver, der hele tiden bliver udsat, fordi man ikke kan og vil betale for at få dem gjort.

Der er en katastrofal mangel på dygtige, ressourcestærke danskere, der vil gøre en forskel - vi skal være verdens bedste til IT og folkeskole, men samtidigt skal vi udføre frivilligt ulønnet arbejde og hjælpe til i ghettoerne. Eneste løsning er kloning af forbilledmenneskerne nord for København, der undlader at belaste deres komuner med sygdom og arbejdsløshed.

Jens Thorning, tak for at pege på det indlysende: at samfundet henter sine forbilleder det helt forkerte sted i disse år, nemlig blandt 'lederne'; men de er jo kun ledere af navn, tværtimod er de en gruppe nassere, der på trods af fejlslagen udøvelse af deres 'fag' forgyldes for at udføre funktioner, der bedst udføres i et dialogisk fællesskab.

Dorte Sørensen

Jeg synes som andre , at vi skal takke Københavns kommune og Berlingske for at gøre opmærksom på skævhederne i Løkke Rasmussens Strukturreform - hvor Løkke Rasmussen lovede at med Strukturreformen ville det være SLUT med kassetænkningen – og Hjort Frederiksens tåbelige lov med de kommunale jobcentre.

John Houbo Pedersen

Når politikere bliver mere belastende end behjælpende er det på tide at få valgt nogle nye

Hvad med at vi blev enige om allesammen at rydde op efter os selv, ingen mennesker har dybest set, lyst til bruge deres liv på, at gøre rent efter andre.
Vi bruger en masse tid på at lære børn, de selv skal rydde op efter sig,
Hvorfor skal direktører ikke det?, Det er klart at folk ikke har lyst til at arbejde, når deres job slider dem ned og dybest ´set er ydmygende..Nu fungerer det sådan, at jo federe ens job er, dets flere penge får man i hatten, jo frygteligere og mere nedslidende det er ,dets mindre får du i løn..Vi skal have en ny form for fordelings politik, der fordeler livskvaliteten på arbejdsmarkedet langt mere retfærdigt.
, som i den morderne familie, det skal ikke være den samme, der altid skal skifte bleen, når den er fyldt med lort.

Karl Kolind, lige ud af mit hjerte - og jeg lover dig: ingen virksomhed ville undlade at få installeret automatiske og centrale rengøringssystemer, hvis chefen skulle med i en turnus! :-)

Og hvad er det iøvrigt for noget?! Når folk er syge, er de syge, så skal de ikke på arbejdsmarkedet, før de er raske.

Lars Peter Simonsen

Civil ulydighed, ikke-voldelig naturligvis, er måske en ting der skulle lidt mere på banen!