Leder

LEDER: Hvis skyld er tortur?

Skulle koalitionsregeringernes juridiske eksperiment lykkes, så de på papiret friholdes for ansvaret for en tilfangetagelsesproces, der i mere end 1.300 tilfælde er endt med død og tortur, står der stadig et stort moralsk og strategisk dilemma tilbage
28. oktober 2010

Nede under den danskedebat om, at danske soldater i en række konkrete tilfælde har medvirket til, at fanger er blevet overladt til og tortureret af det irakiske politi, ligger en større og sværere debat om tortur. En debat, man er nødt til at se i øjnene, hvis man vil lave militære operationer med det formål at ændre regimer i andre lande.

For en af de uhyggelige omstændigheder, der træder frem af de mange rapporter om Irak-krigens forløb, som Wikileaks har givet offentligheden indblik i, er, at den vestlige koalition hvad tortur og mishandling angår - og uden at ville det - har udsat det irakiske folk for en dobbelt fælde.

På den ene side levede der i Irak på invasionstidspunktet en torturkultur, som var udtryk for et illegitimt regime. Tortur blomstrer ofte i regimer, der er omstridte og illegitime, som en form for afmagtsudtryk over for den borger, hvis oprigtighed og samvirken regimet af gode grunde ikke kan vente sig. Volden begynder der, hvor modstanden nægter at lade sig udrydde.

Torturkulturen i Saddam Husseins Irak var stærk, men havde dog visse afgrænsninger. Fordi der var grænser for, hvor mange indsatte fængselssystemet kunne bære, fordi den sociale kontrol var så omfattende, at mange irakere forstod at indrette deres liv og handlemuligheder på diktatorens snævre betingelser og dermed undgik fængslerne og volden, og fordi den politimæssige kontrol i store dele af det sanktionspressede land ikke var ret stærk.

Til denne undertrykte og ressourcepressede situation leverede den vestlige invasion to påvirkninger, der fik utilsigtede konsekvenser.

Den første var en eksplosion af konflikter og en ustabilitet, der i sig selv kan have virket torturfremavlende, fordi tortur ofte blomstrer i overgangssituationer, hvor den politiske logik forandrer sig hurtigt, og hvor der er ringe kontrol med det, som foregår i et lands sikkerhedsinstitutioner. Den, der savner et eksempel på denne logik i den irakiske kontekst, kan tænke på de 170 udsultede og mishandlede fanger, som amerikanske styrker i 2005 - mere end to år inde i invasionen - opdagede i en hemmelig fangekælder nede under det irakiske indenrigsministerium.

Det andet, som den vestlige invasion bragte med sig til Irak, var den massive og effektive anholdelsesstyrke, som gav torturkulturen et gigantisk materiale i form af nye fanger.

For når det danske forsvar som beskrevet i gårsdagens Information stolt berettede om det professionelle efterretningsarbejde og den efterfølgende vellykkede anholdelse af en frygtet sydirakisk forbryder i 2005, havde de jo fuldstændig ret. Problemet var bare, at det vellykkede danske politiarbejde i dette tilfælde førte til, at fangen blev overgivet til en tortur, der to dage efter havde slået ham ihjel. Og at lignende vellykkede koalitionsoperationer i myriader af andre tilfælde har ført til, at irakere endte i armene på et mishandlende og torturerende politi.

De kommende uger, og ikke mindst den redegørelse for regeringens håndtering af fangeudleveringer og oplysninger til Folketinget, statsministeren har lovet, vil føre til en juridisk debat om dansk ansvar for de mange individuelle irakere, som de danske styrker har været med til at tilbageholde. Meget tyder på, at den valgte praksis i mindre grad har baseret sig på manglende kendskab til den omfattende tortur i Irak end på en forhåbning om, at man kunne medvirke så meget man ville i tilfangetagelsesprocessen, blot man undgik det enkelte led, der bestod i at lægge den arresterende hånd på fangens skulder.

Men som en række jurister i de seneste dage har påpeget i Information, er det meget vanskeligt at påstå, at Danmark er uden medansvar for de mange konkrete tilfælde, hvor vores tropper har været medvirkende et sted i en proces, som er endt med at udsætte den tilbageholdte iraker for risikoen for tortur.

Som brikkerne samles, bliver det sværere og sværere for koalitionslandene at fastholde den logik, der synes at have været dominerende, hvor man har søgt at rejse en juridisk mur mellem anholdelserne på den vestlige side og behandlingen af fangerne på den irakiske side. Det er en mur, som Wikileaks-lækket viser, at også amerikanerne har søgt at opretholde gennem en generel militær ordre om, at overgreb begået mod irakere af irakere, herunder myndighedspersonnel, ikke skulle efterforskes.

Men skulle koalitionsregeringernes juridiske eksperiment lykkes, så de på papiret friholdes for ansvaret for en tilfangetagelsesproces, der i mere end 1.300 tilfælde er endt med død og tortur, står der stadig et stort moralsk og strategisk dilemma tilbage. Dette dilemma handler om, at invasioner, selv dem med de bedste intentioner, har store, ofte uventede, og langtrækkende bivirkninger. En af disse bivirkninger - ser vi nu - blev i Irak, at man i bedste fald videreførte, i værste fald gav nyt liv til en kultur af tortur.

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Udmærket artikel, men at se på den irakiske tortur alene som om det skyldtes disse "orientalere" og deres manglende forståelse for menneskerettigheder, er jo ikke nok.
De har lært at det var helt acceptabelt, af de USA ledede besættelsesstyrker.
Man skal jo ikke glemme - Abu Ghraib...

Som sædvanlig har Mosbak de perspektivforvrængende briller på når han sammenligner glammende hunde, vandgang og høj musik med ituslåede lemmer, elektrificerede kønsdele og henrettelser.

Som sædvanlig undgår Niklas Monrad med sin selektive hukommelse, at erindre at fanger også blev slået ihjel under den amerikanske tortur i Abu-Ghraib.

Niklas Monrad

Først og fremmest er det at der anvendes tortur, uanset at der "kun" er tale om moderat fysisk pres, som det kaldes med en eufemisme, eller andre af de torturformer herunder voldtægt, som USA anvendte i Abu-Ghraib forbudt under enhver form.

Dernæst må antallet af dræbte i forbindelse hermed, fortsat anses at være et mørketal, eftersom USA selv undersøgte forholdene. Man kan næppe fæstne lid til at gerningsmanden selv undersøger torturanklager.

Med jeg kan altså forstå, at et enkelt menneskes dødsfald i forbindelse med tortur begået af vores koalitionspartnere ikke gør indtryk på Niklas Monrad.
Hvor mange dødsfald skal der så til, før det er rigtig tortur?

Jamen Niels, hvis du insisterer på at sætte lighedstegn imellem Abu Ghraib og den omfattende tortur som er så udbredt i de dele af verden og som var det før USAs indsats og som vil vedblive med at være det efter USAs tilbagetrækning - uden på nogen som helst måde at antyde at det skyldes orientaleres manglende forståelse for menneskerettigheder, nej nej - så kan jeg jo bare sige, at det som forgik i Abu Ghraib ikke var andet end lidt avancerede sexlege som gik lidt over gevind ...

Reaction to Wikileaks in Iraq
Issa: Iraqis scoff at notion that only 100,000 civilians died in war.
28 0ctober 2010

(Sahar Issa is a McClatchy Baghdad Bureau Correspondent. In 2007, along with 5 other women from the McClatchy and Knight Ridder newspaper chain, she was honored with the Women of Courage in Journalism Award from the International Women's Media Foundation.):

http://therealnews.com/t2/index.php?option=com_content&task=view&id=31&I...

Efter en til to dage vil der være en transkription af interviewet, hvis man har svært ved at forstå ’det talte ord’.

Med venlig hilsen

Niklas

Du må jo give mig medhold i, at det virker besynderligt at hævde man vil indføre demokrati og menneskerettigheder, ved at sætte som eksempel at man selv torterer og i mange tilfælde dræber indsatte.

Der findes jo andre steder end Abu-Ghraib, hvor USA har dræbt indsatte i "detentionfacilities".
Man bør jo være opmærksom på, at en del af de indsatte i Abu-Ghraib, har været anbragt uden at have været registreret som indsatte - når USA derfor hævder at der kun er forekommet et enkelt tilfælde af dødsfald, er det jo en yderst tvivlsom påstand.

Men konklusionen på påstanden om at orientalere mangler forståelse for menneskerettigheder, må jo være, at så var de bedre tjent med Saddam Hussein, idet han havde færre politistyrker til sin rådighed, og at man under hans regime, havde større mulighed for at holde sig fri af myndighederne, som anført i artiklen.

Man skjuler sig bag et figenblad når man hævder, at koalitionsstyrkerne er der på invitation fra en legitim irakisk regering, og at man ikke kan blande sig i hvorledes dennes retshåndhævelse fungerer.
Fakta er, at koalitionsstyrkerne er besættelsestropper i et fremmed land, og der sker intet som ikke har en direkte linie tilbage til denne besættelse.
Det ansvar kan man ikke børste af sig.

Her er en artikel helt tilbage fra 2004 fra Washington Post, der redegør for dræbte i hænderne på USA.

http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/articles/A61941-2004May27.html

Da antallet var på sit højeste holdt USA op imod næsten 30.000 fanger på et givet tidspunkt i Irak alene. I løbet af krigen har det totale antal formentlig været mellem 70-100.000.

Ud af det tal er man kommet frem til at 37 er døde, formodentlig 10 (ifølge den artikel du henviser til) har mistet livet på ulovlig vis. Og det er når man tæller både Irak OG Afghanistan med. Det er denne 0.01% af de tilfangetagne som du fremhæver som værende "et eksempel", det er ikke de 99.99% øvrige.

Jeg bifalder på ingen måde tortur, og en torteret fange er en for mange.

Det jeg vender mig imod er din hensynsløse forvansking af reele fakta, din hensynsløse forvrægning af realiteter, dit hensysnløse misbrug af alle torturofre som trivialiseres ved at du sætter lighedstegn mellem to ting der ikke kan sættes lighedstegn imellem.

Og af hvilken grund gør du det? Af den ene og simple grund at du vil slå et politisk slag, at du vil ride din anti-amerikanske politiske kæphest.

Der er ingen torturofre der fortjener at blive misbrugt på den måde i et billigt politisk spil for galeriet.

Niklas Monrad

Nu er det jo USA og deres velvillige medløbere der har ansvaret for tortur - det kan jeg jo af gode grunde ikke tage ansvaret for, er kommet for en dag. Hvem skulle ellers kritiseres for det?
Og med hensyn til at det er kommet for en dag - ja, det er jo ikke med den amerikanske regerings billigelse, idet du bør huske at der fortsat er materiale omkring Abu-Ghraib, der tilbageholdes af USA og som man fortsat ikke ønsker offentliggjort.

Eftersom USA mener at være verdens moralske ledestjerne, og udbreder af demokrati og frihed - ved hjælp af geværløb vel at mærke - og amerikanerne har stillet sig selv det spørgsmål "Hvor hader de os" - ville det jo være ukærligt ikke at hjælpe til med svaret...

Det er vores skyld. Det var da helt åbentlyst lige fra starten at vores daværende landsfader var krigsliderlig, og at både tortur, antallet af døde civile, og invasionen egentlige mål blev fejet under gulvtæppet.

Men vi genvalgte jo selvsamme Stormester, så reelt set er det alt alt for sent at stille sig op og se chokeret eller småfornærmet ud - vi har fået præcist hvad vi har fortjent - en syndflod af blod er spildt i vores navn fordi vores statsminister skulle have plejet sit mindreværdskomplex.

Maria Francisca Torrezão

lfk: ”En debat, man er nødt til at se i øjnene, hvis man vil lave militære operationer med det formål at ændre regimer i andre lande.”
Har vi ikke lært noget? Med hvilken ret skal vi gå rundt og ”lave militære operationer med det formål at ændre regimer i andre lande”?

lfk: ”den vestlige koalition hvad tortur og mishandling angår - og uden at ville det - har udsat det irakiske folk for en dobbelt fælde.”
”Uden at ville det”?! Det var noget af en påstand.

lfk: ”at invasioner, selv dem med de bedste intentioner, har store, ofte uventede, og langtrækkende bivirkninger.”
”de bedste intentioner”?! Ja, ”vi” vil have fat i olien og evt. genopbygningskontrakter; det må vel siges at være de eneste ”bedste intentioner” ”vi” reelt kan diske op med. Og disse ”bedste intentioner” har rigtigt nok langtrækkende - dog ikke spor uventede – bivirkninger ikke kun for dem det går ud over direkte, men sandelig også i sidste ende for os alle sammen og vores selvbesungne demokrati.
Og en af de alvorlige bivirkninger kan eksempelvis være at tage en debat om torturen bare for debattens egen skyld (for selvfølgeligt har vi et moralsk ansvar!), alt imens ”vi” fortsat forbeholder os retten til at invadere andre lande og på bedst udemokratisk vis vedtager, at denne selverhvervede ret slet ikke er til debat.

Den der giver udtryk for at formålet med angrebet på Irak var at skabe et bedre styre samt bekæmpe terroister med de ”bedste intentioner” er enten utrolig naiv eller bevidst ude på at bortforklare det eneste rigtige formal:

$ $ $ $ $ $ $ (Salg våben, stjæl olie).

Medløberne som Danmarks regering (men sandelig også andre så som regeringerne i Italien og Spanien) gjorde det for at trække stemmer.

I en debat om Danmarks medansvar for at torturere fanger til døde, må man ikke glemme Danmarks medansvar for de hundrede tusinder af dræbte civile!

http://www.youtube.com/watch?v=U3dXLZqgPow