Leder

Den lille pulje

Det var en tydelig beklemt socialdemokratisk miljø- og klimaordfører, der mandag kom med en halvkvædet kritik af regeringens milliard til energiforskningen, der skal tages fra Globaliseringspuljen
13. oktober 2010

Det var en tydelig beklemt socialdemokratisk miljø- og klimaordfører, der mandag kom med en halvkvædet kritik af regeringens milliard til energiforskningen, der skal tages fra Globaliseringspuljen.

»Regeringen har jo skåret ned i Klima- og Energiministeriet. Nu vil de så gerne fylde hullet op med penge fra globaliseringsmidlerne, som vi andre har været med til at finansiere over efterlønnen. Det var jo ikke meningen,« >sagde Mette Gjerskov, som dog ifølge ritzau ikke ville svare på, om Socialdemokraterne vil støtte udspillet.

For Socialdemokraterne og Radikale vil selvfølgelig gerne have mere grøn energiforskning. Men som tidligere fastslået af forskningspolitisk ordfører Kirsten Brosbøl (S) er flere basismidler til universiteterne et afgørende socialdemokratisk krav. I går kom der yderligere efterspørgsel på den 1,4 mia. kr. store pulje, da vicedirektøren i tænketanken DEA slog fast, at der over de næste fem år kommer 35.000 flere unge. Der er bare ikke afsat en krone mere til uddannelse i Globaliseringspuljen.

Det betyder, at Danmark kommer til at gå glip af viden, vi kan leve af i fremtiden, og mange unge vil opleve adgangsbegrænsning.

Det grundlæggende problem med globaliseringsmidlerne er, at regeringen forsøger at dække nedskæringer i ressortministerier med penge fra puljen. Og til det er puljen alt for lille. Samtidig er det en manøvre, regeringen har praktiseret før i flere varianter. Flere satsninger på universiteterne er taget fra puljen i stedet for at figurere som faste bevillinger på finansloven. Sådan er det f.eks. med professionshøjskolernes videnscentre samt humaniora og samfundsfags forhøjede taxametre.

Der fattes penge. I den forbindelse bør partierne på Christiansborg kigge kritisk på den måde, de binder universiteternes midler på. Som beskrevet her i avisen de seneste dage kunne universiteterne have fået 1.000 forskerstillinger for det voksende beløb, de har modtaget fra 2005 til 2009. De penge er i stedet gået til administration. Hvor meget forskning kan man ikke få for 1.000 forskerstillinger?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu