Leder

Rutsjen i tunnel uden lys for enden

Alt er gået galt. Bag den seneste flom af total skandale ligger det eksistentielle problem, at de konservative ikke kan forklare deres egen eksistensberettigelse: Hvad er partiet til for?
2. oktober 2010

Et rutsjebaneparti. Det kan man med historisk belæg kalde Det Konservative Folkeparti. Vildt op og ned er det gået. Under skræk, skrål og skrig.

Forrige stejle nedtur lå i 1975, hvor partiet efter ond indre strid kun fik 5,5 procent af stemmerne. De deraf følgende 10 mandater gav ikke en gang ret til et gruppeværelse på Christiansborg. De konservative medlemmer måtte nøjes med at mødes på den ny formands kontor. »Telefonboksmøderne,« blev det kaldt. Men den ny formand hed Schlüter, og han var snild. Forud for valget i 1984 havde han fået gjort sig til populær statsminister, og de konservative scorede 23,4 procent af stemmerne og 42 mandater.

Så tumlede partiet igen i dybet. Tamil-sagen drev Schlüter af sædet, og arvefølgekrigene trak ved valget i 1998 de konservative ned på 8,9 procent og 16 mandater. For at skaffe orden blev betjent Bendt Bendtsen forfremmet til K-overvogter.

Det lykkedes Bendtsen at skabe ro. Gravkammerets ro. Det neddyssede parti formåede ikke at møve sig over 10 procent af stemmerne.

Og så - for to år siden - blev Bendtsen skiftet ud med Lene Espersen. Ved hendes kåring lod de konservative højttalerne gjalde med Tina Turners »Simply the best ... better than all the rest.«

Den spiller de næppe, når Lene Espersen denne weekend viser sig ved partiets landsråd i Aalborg.

Alt er gået galt. Bag den seneste flom af total skandale ligger det eksistentielle problem, at de konservative ikke kan forklare deres egen eksistensberettigelse: Hvad er partiet til for?

Da Lene Espersen i 1998 blev politisk ordfører, skrev hun en Berlingske-kronik om, at den konservative vej til ros og magt lå i at vende tilbage til 1800-tallets dyder: »Gud, konge, fædreland.«

Hun tilføjede: »Sidste århundredes tanke bærer i en nutidig formulering netop grundfundamentet i det perspektiv, selv om det kan være svært at forstå.«

Svært at forstå var Espersens retro-programerklæring i hvert fald for de konservative ministre, der havde stået for Schlüter-regeringernes pragmatiske politik. For de var - som deres statsminister - »ikke så konservative, at det gør noget«.

Til Information sagde fhv. social- og finansminister Palle Simonsen (K): »Gud, Konge og Fædreland? Det kan man ikke troværdigt tilbyde nutidens mennesker.«

Sandt er det da også, at Gud nu om stunder er privatiseret. Folk må tro, hvad de vil. Kongehuset er tivoliseret, mest til pynt og fjas. Og fædrelandet er globaliseret og fusioneret med EU. Som Palle Simonsen udtrykte det:

»Det velfærdssamfund, der er en af de værdier, vi skal værne om, kan vi nu bevare gennem internationale, stærke alliancer ... Vejen fremad går over EU. Vi styrker det særlige danske gennem EU.«

Giftigt kan man holde Lene Espersen op på hendes erklærede idealer og spørge: Er det gudeligt, kongehusloyalt og fædrelandskærligt at lyve fra Folketingets talerstol? Nej vel! Og når hun ikke selv kan bruge sine fromme falbelader til noget, hvad skal vi andre så med dem?

Lene Espersen er den forkerte formand for det forkerte parti. Hendes politiske appel - 'Her kommer en fiskerpige ovre fra Hirtshals af, og nu skal I bare høre, hvordan jeg føler' - hører hjemme i Dansk Folkeparti. Som tilmed er ægte hæmningsløst i rollen som nutids indædte værner af oldgods som Gud, Konge og Fædreland. Dansk Folkeparti giver pokker i borgerlig anstændighed og nødvendigheden af tæt internationalt samarbejde.

Det kan de konservative ikke tillade sig. Af nogenlunde de samme årsager, som de konservative nu giver til, at de under ingen omstændigheder vil sidde i regering med Dansk Folkeparti. Med de udskejelser, som de konservative i de senere år har tilladt sig i retning af fremmedfrygt og EU-fjendtlighed, kan man undre sig over, at de konservative vil sidde i regering med sig selv.

Den forkerte formand for de konservative er Lene Espersen også af følgende grund: Formanden for de konservative skal være en troværdig statsministerkandidat. Det var det, Poul Schlüter gjorde sig til, hvorved han løftede partiet. Det var det, Hans Engell var ved at gøre sig til, inden hans livsstil og magtbrynde bragte ham til fald.

Hvem tror på Lene Espersen som statsminister? For tiden er vi ganske vist ikke godt vant, men alligevel.

De konservatives tilslutning i meningsmålinger er jammerlig - og faldende. For tiden står partiet til en halvering. Til gengæld viser en Greens-måling i Børsen, at en fjerdedel af alle vælgere ville overveje at stemme konservativt, hvis ikke Lene Espersen var formand. Et imponerende antal. Og tankevækkende.

Jo mere, landsrådsdeltagerne i Aalborg klapper ad deres nuværende formand, des mere fastholder de deres parti som statsministeruegnet, idéforladt og spærregrænsesynkende. De konservative rutsjer i en tunnel. Og der er ikke lys for enden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer