Leder

Kulturministerens rødbeder

Debat
25. november 2010

I videnssamfundet er vi alle kloge, så hvis man spørger en ekspert om noget, kan man jo altid spørge en anden, hvis ikke man fik det svar, man gerne ville høre.

I 2007 bad daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) én af de største kapaciteter inden for medieforskning, professor Anker Brink Lund, om at forestå en undersøgelse af det danske medielandskab. Efter to års arbejde afleverede Brink Lund sidste efterår sin rapport, der opfordrede til en række gennemgribende reformer af mediestøtten. Blandt andet at netmedier skulle have del i støtten - med et meget populært ord blandt mediechefer, skulle støtten være 'platformsneutral'. Nu har kulturminister Per Stig Møller (K) imidlertid sat en ny undersøgelse i gang. Ministeren mener ifølge Politiken ikke, at Brink Lunds forslag til reform var egnet til lovgivning.

I sommer kom en teaterrapport, der også var resultatet af to års udvalgsarbejde. Den lagde ligeledes op til omfattende reformer. Den blev allerede i oktober sparket til hjørne.

Det nye medieudvalg har deadline 1. oktober 2011. Fristen for de yderligere undersøgelser, der foretages på teaterområdet, kendes ikke, men at dømme ud fra den liste af områder, som ministeren og en række partier ønskede kortlagt, må det antages at vare måneder.

Kulturminister Per Stig Møller har dermed syltet to vigtige reformer inden for sit resortområde. Folketingsvalget skal falde senest i november 2011, og efter alt at dømme sker det langt tidligere.

Så når eddiken hældes fra rødbederne, sidder der nok en ny minister, der hellere vil have asier. Indtil da sidder den danske mediebranche og teatermiljøet tilbage med en lovgivning, der ikke er blevet reformeret siden Murens fald.

'Endelig en minister, der ved noget om og vil noget med kulturen, lød det fra kulturmiljøet,' da Per Stig Møller blev udpeget. Men foreløbig er kulturpolitikken altså sendt i udvalg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her