Leder

Kulturpolitik uden kamp

2. november 2010

Den borgerlige kulturpolitik blev lagt i graven her i avisen i lørdags. Trods en lang række højprofilerede projekter har kulturministeriets resortområde ikke spillet nogen rolle i den kulturkamp, som Anders Fogh Rasmussen indledte i 2001. Selv om navnet antyder, at netop kulturen kunne have stor betydning i den sammenhæng.

Brian Mikkelsen (K) var en meget aktiv og ambitiøs kulturminister, der satte en masse skibe i søen i sin ministerperiode, men efter tre-fire år begyndte mange at tage vand ind. I den helt store satsning: Opgøret med smagsdommerne og oprettelsen af Kunstrådet forlod kaptajnen skuden med den afskedssalut, at kunsten er ved at gå ned med den:

»Kunstlivet er løbet fra kunstpolitikken. Jeg ser meget gerne, at Kunstrådet havde styrke til og mulighed for at forholde sig langt friere til fordelingen mellem kunstarterne,« sagde formanden for Kunstrådet, Mads Øvlisen til Politiken.

Men som professor Jørn Langsted konkluderede i weekendens Information, så er kulturkampen alligevel lykkes, selv om det er sket uden bidrag fra kulturpolitikken. Havde man i kulturpolitisk sammenhæng været mindre opsat på en aktivistisk kulturpolitik og i stedet givet sig tid til at forstå mekanismerne og lancere tiltag i overensstemmelse med det, så er netop kunsten og kulturen et oplagt område at benytte sig af.

Hvis man ønsker, at befolkningen skal dannes til at forholde sig kritisk til det samfund, de lever i, så er kunsten en uundværlig allieret. Kulturen er en oplagt kampplads. Det er her, det etablerede udfordres. Men den rolle spiller kulturpolitik ikke længere i Danmark.

Kulturpolitikken er nærmere blevet påvirket af kulturkampen, end den selv har stået for påvirkningen. Et bredt flertal i folketinget har netop gjort op med den detailstyring, der blev presset ned over filminstituttet i forbindelse med det forrige filmforlig. Instituttet har nu i vid udstrækning genvundet retten til at fordele den danske filmstøtte.

Dette er sket i den erkendelse, at det kom meget konkret til udtryk i de film, der blev lavet og ikke mindst de film, der ikke blev lavet, at det er bedst, at det er folk, der har forstand på film, der træffer beslutning om, hvilke der skal støttes.

Men denne erkendelse er foreløbig kun kommet filmen til gode.

En større rapport om kunsstøtten, der blandt andet ansporede Mads Øvlisen til ovennævnte kommentar, fortæller, at systemet er for ufleksibelt.

Professor Jørn Langsted, der er hovedmanden bag rapporten, foreslår, at Statens Kunstråd selv bestemmer fordelingen af de mange millioner, så rådet kan tilgodese kunst, der ikke ligger i de cigarkasser som er defineret ud fra partipolitiske hensyn, »hvis kunsten skal kunne udvikle sig på sine egne præmisser og samtidig være en replik ind i samfundet,« sagde Jørn Langsted i forbindelse med rapportens offentliggørelse. Men umiddelbart ser det ikke ud til, at rapportens konklusion, får nogen indflydelse på støtteordningerne.

Over for Berlingske Tidende har blandt andre Socialdemokraternes Mogens Jensen givet udtryk for, at de gerne vil se på problemstillingen, men det er vigtigt, at der bliver holdt hånd i hanke med skattekronerne. Og lige netop i den formulering ser vi kulturkampens indflydelse på kulturpolitikken: Politikere ved ikke længere, hvordan man argumenterer for kunststøtte.

For hvordan argumenterer man for at bruge penge på noget, der ikke løber rundt? Noget, der konsekvent giver røde tal på bundlinjen? Er en usikker investering? Ja, det kan faktisk ikke engang betale sine lån tilbage. I en politisk virkelighed, hvor der lægges stor vægt på new public managementog benchmarking,er kunstens nødvendighed svær at sætte på formel. At kunsten er en forudsætning for at have et velfungerende velfærdssamfund med selvstændige borgere, der deltager i den demokratiske proces lyder mærkeligt i oplevelsesøkonomiens vold, hvor kunst er blevet en eksportvare, og vi alle er blevet kunder i velfærdssystemet.

Politikerne lytter, når en samlet filmbranche siger: Det fungerende filmforlig betyder, at filmene bliver dårligere. Dansk film udnytter ikke sit fulde potentiale. Vi går glip af noget.

Men når en række forskere i kulturpolitik siger, at en detailstyret kunststøtteordning er ufleksibel og kun har øje for de traditionelle genrer og ikke giver plads til nyskabende og tværgående kunst, så bliver politikerne fjerne i blikket.

På den måde kan man sige, at selv om kulturpolitikken måske ikke selv har bidraget til det, så er kulturkampen lykkedes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu