Nærmest rituelt væltede fordømmelser i går ned over en ny bølge af lækkede oplysninger fra Wikileaks. Hvor den sidste lækage handlede om krigen i Irak, kommer vi nu helt ind i den amerikanske udenrigstjenestes inderste cirkel. Hvis nogen havde den opfattelse, at karrierediplomater er tørvetrillere, bør den revideres. Ifølge de lækkede indberetninger betragter amerikanske diplomater Frankrigs præsident, Nicolas Zarkozy, som »kejseren uden klæder«, den russiske Dmitrij Medvedev som »bleg og nølende«, og forbundskansler Angela Merkel mangler kreativitet og er »bange for at løbe en risiko«.
Vi havde det nok på fornemmelsen, men alligevel: Hvem ville tro, at disse artikulerede og velfriserede diplomater kunne finde på at omtale andre mennesker så frivolt? Det er overraskende for alle andre end udenrigstjenesten selv. Med denne nye lækage får offentligheden et enestående indblik i, hvordan politik og diplomati praktiseres på de indre linjer, og at også diplomater har et frisprog, som de nok i dag ærgrer sig over, at de ikke beholdt i mundtlig form. I sandhed et uskyldstab for en stand, klædt i dobbeltradet og
button-down. Men er disse subjektive diplomatskøn - herunder at Muammar Gadaffis sygeplejerske er en frodig blondine - overhovedet relevante?
Svaret er ja, men der påhviler medierne et stort ansvar i omgangen med disse 251.287 ambassade-indberetninger såvel som med de tidligere lækager om krigene i Irak og Afghanistan. Det er vores opgave at prioritere dækningen ud fra kriterier om væsentlighed og samfundsrelevans. Anført af det tyske Der Spiegel, der har haft særlig adgang til den aktuelle lækage, svigter en række medier desværre dette ansvar. Ved at tillægge de mere muntre og lumre optegnelser om statsledere alt for stor nyhedsværdi reduceres en vigtig udenrigspolitisk historie til et stykke plat underholdning. Når vi medier hylder åbenheden, skal vi også være voksne nok til at forvalte ansvaret for den. Det ansvar lever en række medier, vi normalt betragter som seriøse, ikke op til.
PÅ DEN KONTO underspilles flere væsentlige internationale historier: at Saudi-Arabien gentagne gange har bedt USA »kappe hovedet af slangen«, hvilket er kongeligt arabisk billedsprog for et militært angreb på Irans atomanlæg. Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, affejede ganske vist i går oplysningerne som amerikansk propaganda, der har til formål at skabe splid mellem det, han kalder 'vennerne' i regionen. Netop deri kan alvoren aflæses. For enhver shiamuslimsk iraner ved, at forholdet til det sunnimuslimske Saudi-Arabien er historisk anstrengt. Det giftige ligger således hos afsenderen af budskabet: Saudi-Arabiens kong Abdullah i privat dialog med amerikanske diplomater. Dermed kommer Iran nu offentligt til at fremstå som en udfordret magt i Mellemøsten. Ahmadinejad fører i vid udstrækning symbolpolitik med spin, der indadtil fremstiller ham som en stærk og potent magtfaktor i udenrigspolitikken. Han er perserrigets populære hersker også uden for riget. Eller er han?
Dernæst viser ambassadelækagen, at USA ønsker ét samlet Korea styret fra syd. Overraskende er det selvfølgelig ikke, men igen: Det er nyt, at det nu er 'officielt' bekræftet. Det udfordrer nordkoreanernes selvbillede i en anspændt tid med missilangreb på den koreanske halvø. Hvad de nordkoreanske reaktioner angår, er de mere uforudsigelige, men man kan frygte, at amerikanernes ønsker vil eskalere konflikten.
USA'S UDENRIGSMINISTER Hillary Clinton ved udmærket, at hvad man skriver ned på papir, skal man være parat til at forsvare i den bedste sendetid. Det ønsker hun ikke i denne sag. I stedet fordømmer hun offentliggørelsen af ambassade-indberetningerne og kalder den »et angreb på verden«. Peter King, republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, går endnu længere og vil ligefrem have Obama-administrationen til at stemple Wikileaks som terrororganisation.
Politiske og diplomatiske magthavere bryder sig ikke om, at deres omgang med magten gøres til et offentligt anliggende. Det har vi fuld forståelse for. Den slags kan være ubekvemt. Spørg bare den danske regering, som er blevet taget i flere alvorlige manipulationer i Informations afdækning af Irak-krigen, som tog afsæt i den forrige lækage fra Wikileaks. Men når Danmark, USA og andre vestlige lande er parat til at gå i krig for demokrati og åbenhed, er det ikke kønt at kigge på, hvordan de er parate til at suspendere de selvsamme grundværdier, når de selv udsættes for kontrol og kritik.
Endnu er det for tidligt at drage faste konklusioner om ambassadelækagen. Dertil ved vi endnu for lidt. Ifølge Wikileaks' hjemmeside er der foreløbig kun offentliggjort 242 af i alt 251.287 dokumenter. Vi har stadig til gode at se, hvad de knap 300 indberetninger om danske anliggender handler om. Måske er det amerikanske diplomaters uforbeholdne vurdering af statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med klimatopmødet i Bella Center for et år siden. I så fald vil vurderingen muligvis overtrumfe de karakteristikker, andre europæiske statsledere er udsat for.
Cablegate
Seneste artikler
Saudi-Arabiens frihjul
14. december 2010Det vakte opsigt da seriøse aviser som The New York Times, The Guardian og - i al beskedenhed - Information citerede, hvad Wikileaks-dokumenter havde at fortælle om det tætte, ja, intime saudi-amerikanske forholdItaliensk-russisk alliance gør EU sårbar på energiområdet
14. december 2010Afsløringer fra Wikileaks understreger, at Berlusconis energipolitiske samarbejde med Putin skader amerikanske og europæiske interesserRusland ønsker at lægge låg på NATO-afsløring
8. december 2010NATO's hemmelige beredskabsplan mod et russisk angreb på Baltikum og Polen har foreløbig ikke affødt kritiske reaktioner fra Kreml. Strategien om at lade som ingenting tjener Ruslands interesser, vurderer professor
"Måske er det amerikanske diplomaters uforbeholdne vurdering af statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med klimatopmødet i Bella Center for et år siden"
eller endnu bedre: det danske udenrigsministeriums egen vurdering af LLRs performance. Jeg husker at en af tjenestens folk i baggrunden tog sig til hovedet mens vor store leder stod foran alverdens statsoverhoveder og undskyldte sig med at han ikke kender deres regler...
Hvor er det pinligt at vaere dansk.
"Men når Danmark, USA og andre vestlige lande er parat til at gå i krig for demokrati og åbenhed, er det ikke kønt at kigge på, hvordan de er parate til at suspendere de selvsamme grundværdier, når de selv udsættes for kontrol og kritik."
Tak for lederen, Information. Der nok engang giver et fornuftigt udtryk for, hvad den overvejende borgerlige presse herhjemme, bekvemt undlader at gøre opmærksom på. Og som man savner i den offentlige debat, såfremt den skal føres på fornuftige vilkår. Man hár med andre ord opfattet den danske offentlighed som en kompetent medspiller og ikke som en disponibel modspiller, der kan manipuleres med. Respekt...
Med venlig hilsen
Det diplomatiske systems funktionsdygtighed har afgørende betydning for den internationale fred.
Information:"Politiske og diplomatiske magthavere bryder sig ikke om, at deres omgang med magten gøres til et offentligt anliggende"
Det er muligt, men sagen her aldeles uvedkommende - da denne handler om kommunikationen mellem ambassader og regeringer - og denne kommunikation har det politiske og det diplomatiske system god grund til at holde internt.
Det er simpelthen en nødvendighed for at systemet kan fungere - det samme gælder for staters muligheder for at kunne kommunikere fortroligt med hinanden - at Information kan bifalde et sammenbrud i det diplomatiske system siger ikke så lidt.
Hvilket Information måske selv har tænkt et øjeblik - for derefter at vælge, at overse - hvad sagen faktisk handler om - og i stedet køre frem som magtkritisk vagthund på automatpilot, der foregiver ikke at fatte hvad sagen faktisk drejer sig om.
Man kan ikke undgå at få den mistanke, at Informations stillingtagen til spionagen mod og angrebet på det diplomatiske system - i vid udstrækning - påvirkes af alliancen mellem Information og Wikileaks i forbindelse med War Logs-kampagnen og forhåbninger om privilegeret adgang til klassificeret material Wikileaks måtte komme i besiddelse af.
P.S.
At Information tilmed advarer mod 'plat underholdning' for så efterfølgende at slutte af med sine forventninger til en amerikansk vurdering af Løkkes evner som vært for klimatopmødet - understreger kun alt for tydeligt - hvor man har Information anno 2010.
Skandale i hoffets gemakker er jo ikke særlig interessant ...for andre end, naturligvis, hoffet selv. Jeg glæder mig til journalisterne igen begynder at levere substans til kunderne...
Citat fra dagens leder: "Hvem ville tro, at disse artikulerede og velfriserede diplomater kunne finde på at omtale andre mennesker så frivolt? Det er overraskende for alle andre end udenrigstjenesten selv."
Tror I, at jeres læsere er børn?
Tror I virkelig, at vi troede, at man ikke siger ganske anderledes frimodige ting bag lukkede døre og i fortrolig korrespondance, end når man optræder officielt?
Nå, men på Informations redaktion er man åbenbart blevet meget overrasket over det.
De nye afsløringer er kun af værdi, hvis de afslører faktiske utilstedelige konspirationer og aftaler; f.eks. om, hvordan man kan hjælpes til at blive generalsekretær i NATO. Lad os få noget substantielt om det.
Hvilke udtryk, diplomaterne bruger om diverse statsledere, er hjertelig uinteressant for læserne og direkte skadeligt for enhver forhandling.
Det, der nu må ske, er, at diplomatiet, der ikke længere kan stole på, at fortroligt er fortroligt, bliver ekstra hemmeligt.
Og hvad Christian Jensen ville ønske, at diplomaterne mener om Lars Løkke Rasmussen, kommer ikke os ved.
PS: Ville det ikke være en stor overraskelse, hvis diplomaterne mente , at Løkke Rasmussen havde klaret sig godt. Var det ikke den britiske miljøminister E.M: der rede klimatopmøde så de i det mindste fik den letbenede Københavner vedtagelse.
"Men når Danmark, USA og andre vestlige lande er parat til at gå i krig for demokrati og åbenhed".
I krig for demokrati og åbenhed? Dette naive postulat tror Christian Jensen vist ikke engang selv pa. Jeg kan kun se det som en sjælden lapsus fra hans hand.
Inderst inde ved han godt, hvad der lå bag denne afskyelige angrebskrig:
$$$ til våbenhandlerne og olie til Vesten!
Næ det er nok ikke særlig relevant at læse om, hvad amerikanerne mener om Rasmussen ... det er iøvrigt nok ikke så svært gætte sig til.
Det vil derimod have interesse at læse om, hvorvidt de har indsamlet "personfølsomme" oplysninger om Rasmussen og andre af vore ledere ... og om, hvorvidt disse oplysninger har været benyttet i "diplomatiets tjeneste", og i så fald hvorledes.
De har angiveligt "spioneret" mod FN's stab, så mon ikke også andre forhandlingspartnere har været under luppen ?
Dette kan betyde langt mere end krigslækkene! Dette er et skel taget fra mange menneskers øjne, og det er allerede i gang med skabe en opinion for transparens, fordi vi som borgere i et demokrati har naturligt krav på at vide, hvad der besluttes i vores navn.
Det vil være vidunderligt, hvis mere ligeværdig og mere respektfuld omgang landene imellem kunne blive resultatet. Det er nye tider, som politikerne skal vænne sig til - de bliver set over skuldrene og skal til at være det, de hidtil kun har været af navn: folkets tjenere.
Lars Hansen:
"At Information tilmed advarer mod ‘plat underholdning’ for så efterfølgende at slutte af med sine forventninger til en amerikansk vurdering af Løkkes evner som vært for klimatopmødet - understreger kun alt for tydeligt - hvor man har Information anno 2010."
Advarslen mod plat underholdning er aldeles velplaceret.
Men trist, at se den nye chefredaktør deltager i unoderne selv. Omverdenens vurdering af LLR's evner og adfærd i forbindelse med bl.a. COP15 sammenhæng, er velkendt og entydigt meget lidt flatterende.
Det kommende drilleri af landsfaderen på den konto, skal nok blive morsomt, men væsentligt eller centralt bliver det ikke. Ud over som indikation af at manden er lidet egnet til at sidde på posten, hvilket næppe heller er en overraskelse.
Hvad der er hinsides fjoget, og er direkte bizart, er sætningen om at ville gå i krig for demokrati og åbenhed, og dermed have en højt hævet moralsk fane. USA og deres lydstater har manipuleret, bedraget og løjet om årsagerne til krigsførelsen. Business as usual, og helt efter bogen. Vestlige politiske herskere har ikke en dagsorden der handler om demokrati og åbenhed. Hverken på udebane eller hjemmebane. Uagtet at det hævdes gang på gang.
Nu ser jeg frem til, at Wikileaks kommer med dokumenterne vedr. bankerne, Wall Street, JP Morgan m.fl., som kan vise hele verden deres metoder med snyd og bedrag.
Enig med Roar Tiim.
Jeg vil f.eks. gerne vide, hvem ejerkredsen bag FED er.
Alt om militærets subcontractors i Irak og Afghanistan kunne også være meget, meget interessant. Desværre er kommunikationen af åbenlyse grunde næppe gået via US ambassader. Men hvem ved - måske er der godbidder i denne omgang WikiLeaks om emnet?
Nu vi er igang med ønskesedlen, ville jeg gerne se korrespondancen fra amerikanske virksomheder vedrørende deres besværligheder på fremmede markeder, og deres ønsker om opbakning fra centralamnistrationen i form af våbenembagoer og embagoer i det hele taget... men den henhører nok under statens sikkerhed.
OOps! Jeg ser det for mig i et science fiction glimt.
Det dukker op i et stykke korrespondance-referat, at en stribe diplomater og statsledere bag facaden bla. betegner Lars Løkke som 'et inkompetent, handlingslammet vådt wienerbrød' eller som det hedder på engelsk 'an incompetent, no-go piece of Danish pastry'. Og det, der er værre, som vi slet ikke tør skrive.
Løkke bag facaden - stakkels Løkke.
Men helt korrekt: lad os håbe, at det ikke vander ud i rent 'diplomacy goes Robinson-BigBrother-XFactor'. Ligesom det allerede er sket i den politisk-populistiske samtaleform. Lad os håbe, at de virkelig grove fortalelser får opmærksomheden og ikke hvilken hårfarve og hvor store nødder Gadaffis sygeplejerske havde.
Generelt er det pinligt at være vidne til amerikanernes selvfede, barnagtige fornærmelse. Russerne fx. havde overskud til at trække på smilebåndet. Men det var så heller ikke deres database, der blev hacket.
Angående de ”subjektive diplomatskøn” så er de langt fra uskyldige. Man må betænke, at USA har en lang, og blodig tradition for at intimidere modstandere, og andre der bare skal ned med nakken. Først intimideres et eventuelt offer, og siden følger en voldsom død! I gamle dage brugte man mordere af kød og blod, i dag droneangreb!
Hvad mener Christian Jensen monstro så om brevhemmeligheden? Skal den ikke gælde for diplomatiet?