Læsetid 3 min.

LEDER: Den endelige sejr

Sammenføring af familier bygger ikke længere på retten til at leve og bo sammen med ægtefælle og børn, men på om det kan betale sig - for samfundet
9. november 2010

»Den fuldstændigt uuddannede, tilhyllede kvinde fra Pakistan eller Somalia - eller hvor ved jeg - har ingen mulighed efter det her for at komme til Danmark.«
- Pia Kjærsgaard politisk leder Dansk Folkeparti

At det i går forlød, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) havde truet med at gå som minister, hvis Dansk Folkeparti kom igennem med partiets krav om at ændre den gældende 24-års regel til en 28-års regel, kan kun være et meget sofistikeret forsøg fra ministerens side på at iscenesætte sig selv som good cop i forhandlingerne om de nye familiesammenføringsregler. For det forlig, som er kommet ud af det som en vigtig del af næste års finanslov, er langt strammere og langt mere vidtgående end blot en forhøjelse af aldersgrænsen. Der er tale om, at Danmark nu får den strammeste udlændingelov i Europa, jublede Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Peter Skaarup, som ikke kunne komme i tanker om et eneste land, hvor det er sværere at blive bragt sammen med sin ægtefælle. Danmark er på dette felt et foregangsland, mener Skaarup. Dansk Folkeparti har vundet sin ultimative sejr, og grundlæggende principper er endeligt opgivet.

For at nå dertil, har regeringen måttet etablere et helt nyt grundsyn i forhold til familiesammenføringer. Hvad der tidligere var et retskrav, som byggede på retten til at få en ægtefælle til Danmark, fordi der trods alt er en mening med, at mennesker skal kunne leve sammen som en familie, er blevet til et simpelt købmandsskab. Sammenføring af familier bygger ikke længere på retten til at leve og bo sammen med ægtefælle og børn, men på om det kan betale sig - for samfundet. Om den udenlandske ægtefælle er en god forretning og en gevinst for Danmark. Derfor skal kandidater til familiesammenføring fremover underkastes et pointsystem, som handler om sprog, uddannelse og erhvervserfaring. Nøjagtig som at købe en brugt bil. Er motoren i orden, hvor mange kilometer har den gået, og skal dækkene skiftes? Med indførelsen af det økonomiske imperativ er fokus skiftet fra individet til samfundet, fra familiens behov til arbejdsmarkedets, fra den humanitære retsstilling til kroner og ører. Ikke nogen særlig liberal eller værdikonservativ tankegang, hverken familien eller individets ret er øverst. Men ud fra et syn på Danmark som en homogen konkurrenceenhed, som det gælder om vedvarende at optimere, er det lige i øjet.

Men med tidligere stramninger i hukommelsen er spørgsmålet, om det nu også er den rigtige begrundelse, i hvert fald ser det ud til, at Venstres hensyn til konkurrencekraften og Dansk Folkepartis hensyn til dansk monokultur er gået op i en højere enhed. Venstre og Konservative har siden 2001 ofte haft svært ved sagligt at begrunde Dansk Folkepartis regelmæssige stramninger af udlændingereglerne, som er en ubrydelig del af kontrakten mellem regeringen og dens støtteparti. Længe forsvarede regeringen den oprindelige 24-års regel, tilknytningskravet og kravet til bopælen med det fromme ønske om at begrænse tvangsægteskaber. Pia Kjærsgaard og hendes partifæller talte mere lige ud af posen om at bekæmpe islamiseringen og at bevare danskhed. For daværende beskæftigelsesminister og chefideolog Claus Hjort Frederiksen blev melodien dog på et tidspunkt for falsk, og han meddelte, at Venstre og Dansk Folkeparti da har et vigtigt »værdifællesskab.« En melding, som med årene er kommet til at rumme en større og større sandhed, men som da ordene blev sagt, vakte stor ubehag i liberale borgerlige kredse.

Man kan kalde de nye stramninger usympatiske, fremmedfjendske eller det der er værre, og det vil ske. Men regeringen har med det nye pointsystem og den større vægt på tilknytning til Danmark endegyldigt knækket koden og løst det grundlæggende dilemma, som Danmark og andre lande med universelle velfærdssystemer står over for. Nemlig at fintmasket social sikkerhed og offentlige gratisydelser er svært foreneligt med lempelige regler for indvandring. Som regering har man kunnet gøre et af to - enten reducere velfærden og skære i overførselsindkomsterne eller begrænse indvandringen. At skære i velfærden generelt vil være politisk selvmord, derfor har VK-regeringen nøjedes med at skære i ydelser over for flygtninge og indvandrere - starthjælp, integrationsydelse og andre reformer. Til gengæld har man taget fat i forhold til indvandring ved gradvist at lukke af for mennesker, som må formodes at lægge samfundet økonomisk til last.

Dansk Folkeparti har siden i sommer arbejdet på to spor - det ene handlede om at gøre det klart, hvad indvandringen koster Danmark, og det andet at lukke af for indvandring fra lande i den tredje verden. Ved at knytte de to ting sammen har partiet fået Venstre med om bord i en hellig alliance mellem nationale og økonomiske hensyn. Dermed er Dansk Folkepartis projekt ved at være tilendebragt. Prisen er et afkald på almindeligt anerkendte frihedsrettigheder som at kunne gifte sig frit og slå sig ned i sit hjemland med sin udkårne. Det er en høj pris, men en pris som det store flertal i befolkningen og det brede flertal i Folketinget er klar til at betale. bew

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Karlsen

Jamen, er det i virkeligheden ikke blot at vende tilbage til de gamle dyder, som vi (vel nok) dyrkede her i landet LÆNGE FØR Morten Korchs tid, nemlig at man ikke giftede sig efter kærlighed, men efter fornuft?

Brugerbillede for John  Thorup Jensen
John Thorup Jensen

Man har genindført den middelalderlige praksis, hvor husbond (staten) afgør, om den udkårne er et godt parti eller ej. Netop hvad man anklager bl. a. muslimske fædre for stadig at praktisere.

Brugerbillede for John  Thorup Jensen
John Thorup Jensen

Det er for så vidt fornuftigt nok, at husbond afgør, hvilken arbejdskraft han har brug for på gården (indvandring). Men at have noget at skulle have sagt om, hvem sønnen skal giftes sig med, ud fra samme nyttekriterier (familiesammenføring) har vi for længst lagt bag os - troede jeg.

Brugerbillede for Kirsten Svejgaard
Kirsten Svejgaard

Var det ikke Poul Schlüter, der i sin tid lancerede udtrykket: Forretningen Danmark skal kunne betale sig!

Nu ser vi dette synspunkt stå krystalklart frem i al sin modbydelighed.

Men er Bent Winther sikker på, at "det store flertal i befolkningen" er enige i denne kurs?

Helt bortset fra det umenneskelige i dansk udlændingepolitik, så er jeg heller ikke sikker på, at alle disse tiltag vil vise sig at være "en god forretning".

Rigtig mange højtkvalificerede udlændinge vælger allerede Danmark fra - flere vil formentlig komme til at gøre det fremover.

Brugerbillede for Anna Lønne Sørensen
Anna Lønne Sørensen

Der er IKKE tale om 'det store flertal i befolkningen', men et meget spinkelt flertal, som heldigvis bliver mindre og mindre for hver dag.
Bortset fra det så supergod leder, der siger tingene klart og tydeligt om DF's alt for store indflydelse og nu tilsyneladende endelige sejr. MEN nyhederne i dag beretter dog allerede om interne vanskeligheder ved fortolkningen af de nye regler....
Mvh Anna Sørensen

Brugerbillede for Lars Dahl

Jeg kan ikke skrive noget fornuftigt om det her. Men tiden er, at vi i bedste sendetid og bedste x-faktorstil (som Claus Hjort vil det) skal have alle Folketingets medlemmer live igennem danskprøve 1 2 og 3. Hvordan får vi samling på folk, så det kan blive et forlangende?
Tiden må være, at vi skal se, hvad disse politiske taskenspillere består af.

Brugerbillede for Stig Larsen

Kære lille lars

Jeg har godt nok ingen konkrete planer om at gifte mig med en udenlandsk kvinde lige for tiden. Men jeg vil da ikke udelukke, at det kunne henne, at jeg en dag møder en kvinde af udenlandsk herkomst som jeg gerne vil giftes med.
Kan jeg i så fald være sikker på at det kan lade sig gøre? Svaret må være et nej, hun kunne jo dumpe til den statspatriakalske godkendelse.
Derfor, lille lars, føler jeg at du har taget min frihed, min frihed til selv at kunne vælge min ægtefælle, min frihed til selv at vælge hvor jeg vil bo.
Hvorfor det lille lars, dig som hele tiden taler om det frie valg, hvorfor har du frataget min frihed til selv at vælge?

Brugerbillede for Leo Nygaard

Ægtefæller burde holdes udenfor dette lovkompleks. Danske statsborgeres skal ikke jages på porten af pointsystemer og andre formynderiske sorteringsmetoder.
Der følger naturligvis forsøg på arrangerede ægteskaber med, som gammel erfaring viser. Det må man så tackle på bedste måde.
Nu er det desværre for demokratiets skyld nødvendigt med et regeringsskifte. Men hvilket ?

Brugerbillede for John  Thorup Jensen
John Thorup Jensen

Netop, Stig Larsen, det er sagens kerne, du på så glimrende vis får fat i med dit indlæg.
Ordet "frihed" begynder at flyde ud som en vandmand på en strand.
Du dur; du dur ikke - det dur da slet ikke i kærlighedens verden!

Brugerbillede for Lars Hansen

"Men regeringen har med det nye pointsystem og den større vægt på tilknytning til Danmark endegyldigt knækket koden og løst det grundlæggende dilemma, som Danmark og andre lande med universelle velfærdssystemer står over for. Nemlig at fintmasket social sikkerhed og offentlige gratisydelser er svært foreneligt med lempelige regler for indvandring."

Denne konklusion bygger på den skrupforkerte præcis, at danskernes frie valg af ægtefælle nogensinde har medført en indvandring, som var en stor økonomisk belastning for samfundet, og som bragte velfærdsstatens eksistens i fare.

Dette er der intet belæg for at påstå. Heller ikke før 2002 havde danskerenes frie valg af ægtefælle noget, der bare minder om sådanne negative konsekvenser for samfundet.

Hovedparten af indvandringen til Danmark i perioden 1983-2001 var flygtninge og deres familie, og disse mennesker har desværre ikke klaret sig så godt på arbejdsmarkedet.

Erfaringerne fra Sverige viser dog, at selv en meget stor tilstrømning af flygtninge godt kan kombineres med en stærk økonomi og bevarelse af et en velfærdsstat. Og at begrænse sine egne borgeres frie valg af ægtefælle er på ingen måde en samfundsøkonomisk nødvendighed heller ikke i en skandinavisk velfærdsstat.

"Prisen er et afkald på almindeligt anerkendte frihedsrettigheder som at kunne gifte sig frit og slå sig ned i sit hjemland med sin udkårne. Det er en høj pris, men en pris som det store flertal i befolkningen og det brede flertal i Folketinget er klar til at betale. bew"

Heldigvis er der intet, som tyder på, at dette er rigtigt. Ifølge polls er der næsten lige så mange danskere, som er imod de nye regler, som der er tilhængere. Forskellen er 2%, hvilket på ingen måde kan siges at være "et bredt flertal", og meget let vil kunne flyttes ved saglig oplysning og debat.

Hvad angår Folketinget, så er der intet, der tyder på, at S og SF er villige til at acceptere et pointsystem, som medfører eksklusion af et stort antal danskere med udenlandske ægtefæller, og der synes også at være uenighed internt i Venstre.

Så det er efter min mening stadig ret åbent, hvad det ender med.

Brugerbillede for Tove Lodal

"Dermed er Dansk Folkepartis projekt ved at være tilendebragt." skriver bew.

Det tror jeg ikke på.

DF's projekt er da ikke tilendebragt førend enhver af mellemøstlig herkomst er smidt ud af Danmark. - Ifølge DF's vulgære retorik.

Brugerbillede for Elisabeth  Rift

Nu har vi den strammeste familiesammenføringslov blandt romere og germanere, ingen fremmed sæd, hverken kunstig eller muslimsk, får en let gang på dansk jord efter finansloven 2011!

Brugerbillede for Per Thomsen

Bent Winther:

»Men regeringen har med det nye pointsystem og den større vægt på tilknytning til Danmark endegyldigt knækket koden og løst det grundlæggende dilemma, som Danmark og andre lande med universelle velfærdssystemer står over for.«

Regeringen har ”knækket koden” jubler Bent Winther i sit ulidelige overfladiske journalistiske floskelsprog. Man fristes til at spørge, om det ikke snarere er kæden der er hoppet af for VKO og Bent Winther?

Hverken Bent Winther eller Dansk Folkeparti skal bilde mig ind, at det redder det danske velfærdssystem, at danske statsborgere ikke længere kan bo i Danmark med deres udenlandske ægtefæller. Tværtimod.

Brugerbillede for Poul Brunhøj

Ja virkeligheden overhaler fantasien.

Det er snart pinligt at være dansker.

Det land der tidligere var kendt og respekteret for frisind, åbenhed, tolerance og retssikkerhed er blevet reduceret til det land i europa, med den mest menneskefjendske og intolerante lovgivning mht. borgere fra resten af verden.

Vi er også blevet et land hvor der internt ikke længere er tro på at mennesket vil det bedste. Derfor har vi lavet kontrolsystemer for alt hvad vi skal gøre for hinanden.

Der er efterhånden så stor mistillid mellem os alle, at det bliver svært at se hvordan vi skal praktisere det innovative samfund, som i min optik kræver tillid til hinandens motiver. Det er det vi skal leve af i fremtiden.

Skolen bevæger sig tilbage til før realen blev afskaffet.
Politikerne bevæger sig tilbage til før anstændigheden.
Ytringsfriheden bevæger sig tilbage til enevældens tid
Det offentlige bevæger sig tilbage til før omsorg og medmenneskeligheden.
og vi alle bevæger os tilbage til før optimisme og næstekærligheden

Vi saver grenen over vi sidder på.
jeg kan blive urolig for, om det vi skal stemme om til næste folketingsvalg, er hvor stor saven skal være.

Brugerbillede for Per Vadmand

Til Per Thomsen: Bew's "knækkede kode" er da vist ment ironisk - samtidig med at han peger på et reelt problem, nemlig at udgifter til flygtninge belaster et i forvejen belastet socialsystem. Men jeg tror godt, bew ved, at man ikke løser problemet ved at lukke flygtningepolitikken ned - det er faktisk det, resten af kronikken handler om.

Og jeg tror ikke engang at det er slut, når alle "de mellemøstlige" er smidt ud, som Tove siger. For derefter kommer turen til alle os, der stadig er ved at brække os over såvel Pia K's uendelige krav som de andre politikeres følgagtighed.

(I parentes må man lige beklage, at heller ikke "bew" kender forskel på at "ligge til byrde" og "lægge til last")

Brugerbillede for Lars Hansen

"Bew’s “knækkede kode” er da vist ment ironisk - samtidig med at han peger på et reelt problem, nemlig at udgifter til flygtninge belaster et i forvejen belastet socialsystem."

Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti har intet som helst med flygtninge at gøre. Det er en aftale om at ændre de regler, der gælder for DANSKERE, som gerne vil bo i Danmark med deres familie.

Det er lidt vigtigt at holde de to ting adskilt. De har ikke mere med hinanden at gøre end renovering af skoler og indkøb af nye F16-fly tll forsvaret.

Brugerbillede for Espen Funch

@Svejgaard --- det er nok vigtigt at forstå, at den primære årsag til, at højtuddannede udlændinge vælger Danmark fra er det absurde skattetryk, blot så vi ikke forplumre denne ellers vigtige debat.....

Brugerbillede for Finn Lillelund

Den nye aftale er en ren paradeforestilling til ære for Dansk Folkeparti, men nu skal der ikke desto mindre bruges en masse politiske og administrative ressourcer på noget, som ikke får den store praktiske betydning. Aftalen omfatter jo ikke EU borgere, herunder heller ikke ikke-EU borgere, som har opholdt sig i et andet EU-land ofte i meget kort tid. 24-års reglen bliver allerede i dag "omgået" i stor stil via Sverige.

Brugerbillede for Per Thomsen

@Per Vadmand
Du mener at jeg har misforstået Bent Winther, og det kunne jo udarte sig til en helt ny og lystig sportsgren til de lange og mørke vinteraftener gående ud på at konkurrere om hvem der kan forstå Bent Winther.

Dette er ikke den første og desværre nok heller ikke den sidste leder Bent Winther skriver om dansk udlændingepolitik. Og Winther ser naturligvis spørgsmålet som han plejer, selv om jeg godt vil indrømme, at han har betydeligt mere uld i munden end vanligt.

I udlændingespørgsmålet har Winther fødderne solidt plantet på socialdemokraternes yderste højrefløj, omtrent der hvor man finder typer som Henrik dam Kristensen.

Det har Winther demonstreret i en lang række ledere, hvor han slået til lyd for nødvendigheden af en ”stram” udlændingepolitik og rost søvndalisterne og socialdemokraterne for deres nye udlændingepolitik osv..

Hvis du læser midtersektionen af lederen, skriver Winther jo også meget klart at VKO har ”knækket koden” med hensyn til hvordan vi får sorteret i indvandrerne. Og han fortsætter jmed at skrive at en sådan sortering er en nødvendighed, hvis vi skal bevare velfærden.

Det er jo en klassisk VKO argumentation, hvor der sættes lighedstegn mellem indvandrere og personer på overførselsindkomst, og hvor indvandrene bruges som syndebuk for de økonomiske probler.

Og hvis du stadigvæk er i tvivl om hvor du har Winther, så bemærk at han afslutter sin leder med at understrege, at ”det store flertal i befolkningen og det brede flertal i Folketinget” står bag DFs forslag.

Hvorfor tror du han lige vælger at slutte sin leder med den udgangsreplik?

Brugerbillede for Peter Hansen

Hvad man gang på gang skal gøre sig klart er, at der er meget få indvandrere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande i Danmark, ca. 6% (365.000). De ville ikke engang være et økonomisk problem, hvis de allesammen fik højeste invalidepension!

Brugerbillede for Thorsten Lind

Totalitære stater dumper altid på økonomien.
Danmark er ingen undtagelse.
De økonomiske argumenter for svineriet holder ikke en meter. Jeg er således enig med den ærede debbatør @Per Thomsen. Desuden anbefales
@John Thorup Jensens rammende kommentar.
Staten som Kirsten Giftekniv, må jeg være fri!!!

Brugerbillede for None None

Nu kan man da sige at den danske stat lyder som vise rabiate fundamentalister der ikke vil have deres børn gifter sig med de vantro(vesterlændinge). Nu vil den danske stat jo ikke have at man gifter sig med personer fra den tredje verden. Hermed er det bevist at tvangsægteskabet fra den mørke middelalder er genindført af VKO... Trist dag for det der en gang var en stolt og fri nation... Trist dag.

Brugerbillede for peter fonnesbech
peter fonnesbech

I forhold til helt traditionelle liberalistiske frihedsnormer for enkelt individet har regeringen spillet fuldstændig fallit, og solgt helt af dette værdigrundlag i sin desperate forsøg på at klamre sig til magten tiden ud.

Håber de bliver ramt straffet af vælgerne næste gang.

Brugerbillede for Karsten Aaen

-øh-

den liberalistiske ideologi har altid set mennesket som udelukkende et økonomisk drevet væsen, som staten, arbejdsgiverne mm. kunne bruge til at maksimere deres profit.

Der er intet nyt i at VKO-blokkken kun vil tillade folk at komme til Danmark hvis det ka betåle sig som det hedder på (vest)jysk. Folk ses udelukkende som små maskiner, robotter, der skal bruges (af staten) til at sørge for, at der kommer overskud på betalings-balancen. Vi skal arbejde som de tyske duracell-kaniner jeg kunne se i min barndom ( i tysk tv) hele tiden. De kunne nemlig blive ved og ved og ved...

(og nej, jeg taler om arbejde, ikke om det andet og det sjove.... ;) )

Brugerbillede for Søren Mikkelsen
Søren Mikkelsen

Per Thomsen skrev: "Hverken Bent Winther eller Dansk Folkeparti skal bilde mig ind, at det redder det danske velfærdssystem, at danske statsborgere ikke længere kan bo i Danmark med deres udenlandske ægtefæller. Tværtimod."

Hertil kan jeg kun bifalde og gentage mit eget tilfaelde. Jeg har maattet opgive Dk. p.g.a. statsracismens de facto blokade mod min familie, og regningen til Dk. er et tab paa 6 produktive og profitable voksne og yngre mennesker som er flygtet, og en fortsat danskboende byrde paa 2 staerkt ressourcekraevende sociale tilfaelde med store krav paa pleje. Netto er et minus paa millioner. Det maa I selv ligge og rode med.

Oven i det kan jeg forsikre statsmagten at jeg vil informere og uddanne alle de mennesker jeg kan (netop i de lande "vi" saedvanligvis sammenligner os bla bla bla) om de faktiske forhold I Dk.: den lille andefamilie paa vej over gaden bliver ikke mere beskyttet af den rare betjent - nu bliver den koert ned mens betjent og tilskuere klapper og skraldgriner.

Held og lykke med planerne om redning gennem vestlig indvandring...

Brugerbillede for Anna-Marie Nyberg
Anna-Marie Nyberg

Det jeg ser frem til er når vi danskere som helt og holdent er forbitret over den nuværende regering går sammen, står sammen og handler sammen.

Men jeg tvivler på at vi kan...for når det kommer til stykket er dansken tryghedsnarkoman.

Brugerbillede for ananix proudhon
ananix proudhon

Jeg forstår ikke sammenblandingen af indvandre af forskellige status og danske statsborger. Jeg skulle mene regler for familie sammenføring er til for at sikre en dansk stats borger kan gifte sig med en udlænding og at hun da kan bosætte sig sammen med sin ægtefælde i danmark, hvis det er det de lyster.
Det burde være såre enkelt at er man dansk stats borger med dansk pas kan man få en ægte fælde til danmark, og er man sammen i over fem år kan personen få dansk statsborgerskab. Dette er ikke en rettighed der tilfalder invandre af forskellig status og jeg har svært ved at se hvornår det blev det for tvivler på det nogen sinde har været tanken.
Er der nogen der ved hvem der i første omgang overhovedet er beretiget til familie sammenføring?? Det fortaber sig i invandrings polimik.

Brugerbillede for Henrik Sarpsborg
Henrik Sarpsborg

Tja, men man kan jo også sejre sig ihjæl..

Samfundet bliver jo røv kedeligt at færdes i, hvis vi blot kan snakke med hvide sure gamle typer i bredriflede fløjlsbukser, flonnelsskjorter, lædersutter og som stinker langt væk af rådne tænder og pibetobak og kun interesserer sig for hvordan man bedst beskærer sin pelargonier..

Brugerbillede for Steen Sohn

""Jeg har maattet opgive Dk. p.g.a. statsracismens de facto blokade mod min familie, og regningen til Dk. er et tab paa 6 produktive og profitable voksne og yngre mennesker som er flygtet, og en fortsat danskboende byrde paa 2 staerkt ressourcekraevende sociale tilfaelde med store krav paa pleje."

Føj for et menneskesyn, der udtrykkes i denne bemærkning.

Brugerbillede for Steen Sohn

Næh,
@Søren, jeg mener såmænd det menneskesyn, der giver sig udslag i, at man kalder sig selv en produktiv og profitabel voksen og sine plejekrævende familiemedlemmer for 'sociale tilfælde', - som man i øvrigt så stikker af fra.

Brugerbillede for Kristian Jensen
Kristian Jensen

Hvad vil jeg helst?
At min far bestemmer hvem jeg skal giftes med, eller Pia K. bestemmer hvem jeg ikke skal giftes med?

Helt ærligt, jeg har sku mest respekt for min fars dømmekraft.

Brugerbillede for Kirsten Svejgaard
Kirsten Svejgaard

Steen Sohn:

Nu burde jeg måske ikke blande mig i din og Søren Mikkelsens diskussion, men jeg vil alligevel gerne sige, at jeg opfattede Søren Mikkelsens udtalelse som en parodi på denne regerings menneskesyn.

At man foretrækker at leve i udlandet med sin ægtefælle og børn frem for at blive alene hjemme og "passe" et par plejekrævende forældre, som man alligevel ikke kan passe, fordi man skal arbejde, er da fuldt forståeligt. Det er jo regeringen, ikke Søren Mikkelsen, der har fremtvunget det valg.

Brugerbillede for Søren Mikkelsen
Søren Mikkelsen

Steen, du misforstaar.

Som artiklen udpeger bygger familieliv i Danmark nu ikke længere på retten til at leve og bo sammen, men på om det kan betale sig - for staten. (Og den elite som styrer denne, bag masser af roegsloer.)

I mit eget lille eksempel er jeg og den "produktive" del af familien (... den som kan betrale sig) de facto deporteret gennem VOKs politik. Dette trods at tre af os har (havde...) dansk statsborgerskab og er kridhvide. Til gengaeld har "I" altsaa beholdt to som i statens sprog er sociale tilfaelde (...ikke kan betale sig).

Du mener at jeg har ladt de to i stikken.

Hvad havde du forestillet dig at jeg skulle stille op? Glad og villig have soegt om skilsmisse fra den samme myndighed som giftede os? I nationens pligtskyldige tjeneste, skulder ved skulder med Soeren Krarup? Altsaa at dumpe de fem (og mig selv!) i groeften, i stedet for de to?

Eller koebe mig et privat jetfly saa jeg kunne have vaeret over det hele samtidig?

Eller starte et internationalt firma og hyre smarte advokater saa jeg kunne have klemt mig gennem EU-smuthullet?

Den gaar ikke, Steen. Det er ikke mig der har ladt to mennesker i stikken, det er staten og dens stoetter der har ophaevet faellesskabet.

Og nu er jeg oveni koebet blevet landsforraeder...

Brugerbillede for Leo Nygaard

En familie, hvor en er dansk statsborger, der af statens krav forhindres i at være sammen i Danmark, er blevet deporteret eller splittet af staten.
Hvis de aktuelle krav vedtages i folketinget, skal vælgerne nok få det at vide inden valget.
Dette biver helt sikkert et væsentligt tema i valgkampen.
Holder folketinget efter valget fast i sin beslutning, har demokratiet talt og sammenhængningskraften (solidariteten) i vort samfund har lidt nederlag. Igen.
Ironisk nok er det vel det modsatte af hensigten ifølge DF`s motivering. Det er noget rod.

Brugerbillede for Roar Tiim

Dette er da den bedste form for ulandsbistand i nyere tid. At rejse ud for at arbejde i et mere avanceret land, at se, hvordan man kunne introducere hjemme og at rejse hjem igen med veltjente penge, som kan bruges til at starte noget nyt op i hjemlige og velkendte omgivelser. Fint med dette nye initiativ fra regeringens side. Det er almindelig sund fornuft long overdue.

Den udenlandske immigrant skal naturligvis have talt sagen igennem med familien hjemme, ligesom nogle af vi mange danskere, der har arbejdet i udlandet i en periode, har gjort. Der er altid omkostninger ved at rejse ud og tjene penge. Men der er tillige mange gode oplevelser og erfaringer, som kan bruges hjemme.

Immigranten er jo et voksent menneske, som vi ikke bare skal behandle eller betragte som et lille utakkels barn, der ikke kan finde ud af noget selv, og som slet ikke kan klare sig og sin familie, hvis han/ hun ikke gives ophold og socialbistand i Danmark. Han/ hun kender godt spillets regler, og kan bringe meget godt med hjem.

Konya i Tyrkiet var formentlig et rigt og driftigt samfund i dag, hvis Konya kurderne, der kom til Danmark i 60erne og 70erne var rejst hjem, da der ikke var mere arbejde til dem, og havde sat noget igang med nye ideer og ny inspiration og gode penge (udenlandsk valuta) fra tiden i nordeuropa. I stedet for er der ikke sket ret meget, bortset fra de store luksus-villaer, der er skudt op i landskabet, og naturligvis (arrangerede) bryllupper for at flere kan komme til Danmark, da ingen tilsyneladende kan leve her, medmindre hele den udvidede familie kommer til Danmark. Nu er det ikke et retskrav mere.

Selv om almindelig sund fornuft ikke er ret almindeligt, er det rart at, at den engang imellem kan vinde over ufornuften. Det har bare taget alt for lang tid at stoppe retskravet.

Brugerbillede for Per Vadmand

Tiims bortforklaringer og efterrationaliseringer af noget, der blot er smålig, provinsiel fremmedangst, er ret lamme og fortjener ikke nærmere modargumentation. Det klarer de selv.

Brugerbillede for Peter Hansen

Roar Tiim udtrykker et temmelig slet menneskesyn, hvor befokningen i dette land blot skal være kvæg for de politikere, de faktisk selv vælger.
Da Tiim imidlertid giver udtryk for at være rigtig glad for at opholde sig i udlandet, synes jeg, at han bør gøre os alle den tjeneste at rejse hen et sted, hvor samfundet allerede er indrettet efter hans smag ('hvor pebret gror'?), fremfor at ødelægge et godt og velfungerende land med en høj grad af social sikkerhed, stabilitet og indbyrdes tolerance.

Brugerbillede for Per Thomsen

Tøger Seidenfaden:

»Kære S og SF: Fat mod, og prøv at være jer selv. Selvfornedrelse er ikke vejen til sejr. «

Kilde: http://politiken.dk/debat/ledere/ECE1105204/hvor-laenge-vil-oppositionen...

Tøger Seidenfaden har i lighed med Bent Winther skrevet en leder om de nye tiltag på udlændingeområdet. Her får Helle Thorning og Villy Søvndal med grovfilen og Seidenfaden spørger i sin sublime tekst om, hvor længe oppositionen vil fornedre sig selv.

Hvor ville det dog være skønt, hvis Dagbladet Information på samme måde havde en kompetent lederskribent der kunne skrive nogle goder artikler med nerve og sjæl om det stigende fremmedhad og barbariet i den danske udlændingepolitik.

Det er ingen skam, at man på Dagbladet Information ikke har lederskribenter, der kan skrive lige så godt som Tøger Seidenfaden, men man kunne da i det mindste forsøge at gøre ham kunsten efter.