Leder

Tavshedens magt

27. november 2010

SOM KAMPKLÆDTE tilskuere stillede danske soldater sig observerende an, når irakiske stammer slog hinanden ihjel. Ud fra en personlig og sikkerhedsmæssig vurdering er det ikke vanskeligt at forstå denne armene over kors-strategi. Men at forsvare strategien er ikke muligt. Danmarks regering traf et valg: At gå i krig for at fjerne Saddam Husseins rædselsregime, herunder dets torturfængsler, de korrumperede rets- og politimyndigheder og alverdens andre dårligdomme. Hvad fik den irakiske befolkning i stedet?

Svarene på det spørgsmål har Information i den seneste måned afdækket med afsæt i 391.832 lækkede krigs- dokumenter. De fortæller i nærbilleder, hvad politikere og militærfolk såvel danske som internationale har forsøgt at holde hemmeligt om krigens reelle gang på den irakiske slagmark.

Senest kunne vi i går godtgøre, at de danske styrker stik imod deres lovmæssige og moralske forpligtelser undlod at forvalte den lov og orden, de ellers havde invaderet landet for at tilvejebringe og opretholde. Koalitionsstyrkerne gik jo ind i Irak med et højstemt befrielsesbudskab om et bedre og mere retfærdigt samfund end Saddam Husseins diktatur. Men hvad fik irakerne? Soldater, der kiggede passivt på åbenbare forbrydelser. Soldater, der sendte irakere i fængsler, hvor tortur med døden til følge var velkendt. Soldater, der undlod at beskytte civile irakere, der satte liv og helbred på spil ved at arbejde som tolke. Altså en tilstand, der har ikke så få træk til fælles med det regime, irakerne i forvejen kendte alt for godt.

DET ER KENDT, at Irak-krigen blev en fiasko både militært og politisk. Men vi har hidtil ikke kendt vores eget lands rolle i fiaskoen. Denne avis har intet at udsætte på de enkelte soldater. De har kæmpet med livet som indsats for en sag, som ansvarlige politikere og forsvarsledelsen har formået at overbevise dem om betimeligheden af. Flere soldater har endda samvittighedsfuldt stået frem her i avisen og bekræftet de nye oplysninger, Information har fremlagt.

Nej, de ansvarlige er regeringen og forsvarsledelsen. Men bliver de stillet til ansvar? Selv om et lyst sind ligger til denne avis, så tillader vi os at tvivle på, at ansvaret placeres som fortjent. Foreløbig har de ansvarlige politikere valgt at dække sig bag tavshed. Når regeringspartiernes forsvarsordførere overhovedet ringer tilbage på vores gentagne forespørgsler, er det med omkvædet: »Vi afventer Forsvarets redegørelse«. For det første kan vi og offentligheden ikke bruge Forsvarets undersøgelse af Forsvaret selv til ret meget. For det andet ventes den først udarbejdet på den anden side af folketingsvalget.

EFTER EN UGE, hvor udenrigsminister Lene Espersen (K) noget overmodigt og nok ikke helt gennemtænkt foreslog, at danske soldater skal sættes ind i afrikanske lande, må det da være afgørende vigtigt, at man inden da høster alle erfaringer fra de to krige i Irak og Afghanistan. De danske soldaters reaktion på udenrigsministerens planer om dansk deltagelse i terrorjagt i afrikanske lande var da også, at de gerne lige ville have pusten og komme til hægterne igen efter krigene i Irak og nu Afghanistan, hvor den seneste af i alt 39 danske soldater blev bisat i denne uge. Også her bakker vi soldaterne op og foreslår, at deres berettigede ønske om et pusterum bruges til grundig evaluering af de to krige.

HVIS REGERINGEN får held med sit forehavende, kan den passende rette en taksigelse til oppositionen i de kommende julekort. Både SF og Socialdemokraterne har tilsyneladende mistet interessen for en sag, der burde være hjerteblod for en ansvarlig opposition. Bortset fra Enhedslisten stiller ingen længere spørgsmål til de ansvarlige ministre og forsvarsledelsen. Oppositionens standardsvar er blevet, at den vil iværksætte en uvildig undersøgelse, når den får regeringsmagten. På den måde gør oppositionen sig til ufrivillig nyttig idiot i regeringens bestræbelse på at tie sagen ihjel. Det er oprivende at iagttage hos politikere, vi bør forvente os mere af. Samtidig forsøger flere borgerlige partier og desværre dele af den øvrige presse at gøre Informations afdækning til en venstre- orienteret kampagne. Det er ikke overraskende men helt utilstedeligt.

MEN UANSET om vi får sandheden om krigen nu, eller vi må vente til eftertiden, har politikerne og Forsvaret allerede måttet drage én vigtig lære af Informations afdækning af de faktiske forhold på slagmarken. Fremover vil de ikke have eneret på faktuelle oplysninger om krige. Det monopol er nu og heldigvis brudt. Og dette brud er trods alt det mest effektive middel i bekæmpelsen af den tavshedens magt, som de seneste uger desværre har taget fast bolig i dansk politik.

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor VkO-regimet klamre sig til taburetterne?
Super bagsideleder af den slags, der er alt for få af i dansk presse - nemlig et løfte om, at en sag ikke vil få lov at dø. Naturligvis skal de 61 krigsmagere, der stod bag den fatale folketingsbeslutning i 2003, B 118, have lov at forklare sig til en kommissionsdomstol. Det må og skal en Højesteretsdom ikke forhindre. Det er muligt at Warlog-materialet sætter skub i journalisternes instinkter, men rent faktisk beskriver Kaj Vittrup i sin bog fra 2004 "Man skal gøre en forskel" meget præcist de forhold de danske "demokrati"-soldater mødte i millionbyerne Baghdad, Basra og Fallujah og den magtesløshed overfor tortur og mord på arrestanter som danskerne var vidne om. Udover at en kommissionsundersøgelse kan afklare de militære erfaringer, som et folketingsmedlem bør gøre sig klart inden han eller hun en gang i fremtiden, eventuelt følger en Lene Espersen til Mogadishu, er der en række huller i den danske demokratiske proces som bør belyses. Eksempelvis hvorfor og hvordan enhver folketingsdebat om det rigtige i krigsbeslutningen blev undertrykt helt frem til soldaterne, alt for sent blev, trukket hjem fra Irak i august 2007, i øvrigt også på en løgn. Og også lige en hilsen og en tak til Enhedslisten :-)

De danske soldaters ageren i denne sag vækker minder om de israelske soldaters opførsel i 82 under Sabra Shatila massakren: Man ser passivt til mens andre udfører det beskidte arbejde og bagefter påberåder man sig sin uskyld 'det var jo ikke os'

Ole Falstoft, der findes et hav af eksempler på at soldater har erkendt deres underlegenhed og forholdt sig passive. Jeg kender ikke de militære love i den slags sager, men jeg jeg har altid haft stor respekt for den sunde fornuft ...og i sidste ende er det jo forsvarets ledelse og de uansvarlige politikere, der har bragt deres soldater i en umulig situation... og i nærværende situation - overhørt meldingerne fra krigszonen.

Bill Atkins ja du har ret i at det først og fremmest er forsvarets ledelse og politikerne der bærer ansvaret for at have anbragt soldaterne i den ubehagelige situation. Men den enkelte soldat kan ikke helt frasige sig et medansvar - de kunne have protesteret eller nægte at adlyde. Hvis man afviser en enkeltes medansvar havner vi derude hvor vi må frikende alle dem som dækker sig ind under at de blot adlød ordrer

Krig er krig, krig er tortur og krig avler terror.

Deri er intet nyt i verdenshistorien, og den humane krig er derfor det værste sludder, som end ikke naive, enfoldige og troskyldige tror på. Heller ikke soldaterne og heller ikke politikerne.

Danmarks krig i Iraq og Afghanistan er en angrebskrig med en krigserklæring mod afghanerne, som dog aldrig har angrebet os (men vil komme til det). De er af den grund defineret som vore modstandere, og modstanderen benævnes i enhver krig med sprogets værste gloser som menneskehedens udskud. Og udskud henregnes ikke under menneskerettighederne og kan selvfølgelig terroriseres og torteres efter behov og behag, indtil udskudet er underkuet, ikke sandt!

Magt er tavshed og tavsheden er blind, indtil munden og øjnene åbnes.

Naturligvis drejer det sig om at ansvarligøre den siddende Regerings politikere og deres støtteparti for indvolveringen med krig på rent håbløse vilkår. I tråd med historiens mange eksempler på, hvorledes de danske konger sled kongeriget op med fejlslagne alliancer, har den siddende Regering et anliggende med den danske offentlighed omkring fornuften i den nuværende krigs-indsats.

Som rent ud sagt ikke brillierer med positive meldninger. Men af uforklarlige årsager (formentligt ideologiske forsteninger a la 'Yffe de France'), kan man tilsyneladende ikke finde ud af at komme ud af problematikken. Måske den noget højtravende retorik, men fostret i regeringssammenhæng, som man har betjent sig af, blokerer for en fornuftig retræte. Aldrig inrømme noget som helst, synes devisen at være, altimens vores jenser betaler en ulimativ pris for den politisk gratis stædighed. Må vi så snart få fornuften retur...

Med venlig hilsen

Henning Ristinge

"DET ER KENDT, at Irak-krigen blev en fiasko både militært og politisk." fortæller vores forfatter os - hmm?

Er det kendt?

Det forekommer mig nu ellers at der har været flere valg i Irak og at Irak for første gang i dets historie er et land som gradvist bevæger sig i retning af demokratisk styre. Det skete ikke over nat og det er meget uperfekt - vil nogen indvende. Tja - men vi behøver bare se på Europas historie - så kan vi med lethed konstatere at demokrati altid startede uperfekt, at der var adskillige også blodige tilbageslag og det altid tog mange årtier i flere tilfelde flere århundrede inden det begyndte at fungere. Ja der er endog nogen der vil hævde at det stadig ikke fungere. Hvem er jeg - at skulle sige dem imod - men jeg foretrække stadig dette uperfekte styre fro folks som Saddam.

Jeg personlgt var ikke tilhænger af krigen. Men dommerpanelet - er godt nok stadig ude - og det er stadig ikke udelukket at Irakerne om et årti eller to sender takkeskrivelser til Bush og Blair.

Nogen vil så indvende at det militære indgreb kostede mange menneskeliv - men har de mennesker studeret tabstallene og de menneskelige ulykker under Saddam?

Har disse ibdivider gjort sig nogen tanker om hvor mange menneskeliv og lidelser et fortsat styre under Saddam og sønner ville have kostet?

Det kan sagtens lade sig gøre: man tager bare de foregående år og beregner de gennemsnitlige myrderier og tab som følge af krige per år.

Har nogen spurgt hvad kurderne i nord mon mener? Jeg tør godt sige at de allerede nu holder de der takketaler for Bush og Blair.

Så det der med 'fiaskoen' - ja det får vente lidt endnu.

Henning Ristinge

Jeg er iøvrigt stadig ikke tilhænger af at man greb ind i Irak -bør jeg vel tilføje - men det er vel ikke forbudt at tænke sig lidt om også.

Saddam var et dumt svin, ja. Men inden Saddam kastede sig ud i sine vanvittige krige, havde han skabt et samfund for den menige iraker, som byggede på jordreformer, gratis skolegang for alle, fri adgang til universiteter, gratis lægehjælp, billige statsstøttede fødevarer, en stabil offentlig produktion af vand, el og sanitet og et boom på jobmarkedet. At tro at den styreform Vestens besættelsesmagt nu har trukket ned over hovedet på irakerne, vil føre til andet end et rigmandsvælde baseret stammetilhørsforhold og oliekoncessioner, er naivt. Der er skabt en marioritet af ludfattige irakere, primært sunnier og perifere stammer, som kun har historien om Saddams smadrede mønstersamfund at drømme om, og Al-Qaeda som forbundsfælle. Invasionen i Irak skaber ikke mere velstand eller mindre had. Jeg tror ikke menige irakere hylder Blair og Bush, men jeg tror de forbander olien under deres fødder.

I øvrigt steg børnedødeligheden til hvad der svarer til 500.000 irakiske børn under Vestens 'olie for mad'-embago, som varede fra 1996 til invasionen i 2003 og som totalt smadrede tilværelsen for det irakiske folk - det er jo ikke forbudt at sætte sig lidt ind i tingene.

Bill,
her husker du forkert. Tallet på 500.000 døde irakiske børn er noget ældre.
Det stammer (bl.a.) fra nyhedsprogrammet 60 Minutes, hvor Madelaine Albright af værten Leslie stahl blev spurgt, om hun syntes 500.000 døde børn var prisen værd:

"Lesley Stahl on U.S. sanctions against Iraq: We have heard that a half million children have died. I mean, that's more children than died in Hiroshima. And, you know, is the price worth it?

Secretary of State Madeleine Albright: I think this is a very hard choice, but the price--we think the price is worth it."

--60 Minutes (5/12/96)
http://www.fair.org/index.php?page=1084

Steen, Korrekt. De første sanktioner startede i 1990, umiddelbart i forbindelse med afslutningen på invasionen af Kuwait. De 500.000 børn er i perioden 1990 til 1996. Der er intet der tyder på at børnedødeligheden er faldet væsentligt i perioden under 'olie for mad'-embagoen fra 1996 til 2003 ....Jeg tør næsten ikke afslutte regnestykket...

Michael Thomsen

Det er altid en svær balance, skal man blande sig og tage konsekvensen, eller skal vi lade stå til?
Jeg siger ikke krig er løsning på noget, men tænker man 2. verdenskrig ville det da have været rart med en tidligere interversion - men mon det havde givet "fred" i 60år?
Ved at vælte Saddam - beslutter vi at blande os - ja det var baseret på en stor fed løgn - og ja embargoen havde da udsultet det irakiske folk i en grad man ej tror muligt.
Men var det, det værd? med måske mellem 1 og 2 millioner døde kan man bare sige, med Saddam var der også døde en del - men næppe i det antal - så det simple regnestykke - set ud fra cost benefit - ville være nej - det var en dårlig idé.
Men hvorfor skete det så? Jo der var jo ikke ligefrem drikkevand i undergrunden, der var årsagen, havde det blot været det, var det irakiske folk stadig under Saddam eller hans familie og vi havde været helt ligeglade og måske helt uvidende om det. Hold fest der er mange lande der er meget værre og vi ved det end ikke. Vi burde skamme os, nu hvor vi sidder mageligt på vores fede røve i vores fede lædersofaer.

Henning Ristinge

Thomsen
Tabstallet for alene for Saddams krig med Iran kostede ifølge adskillige beregning et sted mellem 800 tusind og 1,3 millioner døde. ANdre beregner siger at der gennesnitlidt myrderes mellem 70 og 130 civile om dagen i de 24 år svindehunden var ved magten. Man ved også at han både ønskede sig og på et tidspunkt anvendete masseødelæggelses våben, det gjorde han namlig mod kurderne med hudrede et eller andet tal tusinder civile ofre.
Vel ingen ved hvad embargoen kostede i menneskeliv, de der tal er rene fantasier. Men det er i mine øjne helt og udelukkende liv der er på Saddams samvittighed. Det er grotesk at bebrejde USA og England for det, andet end at man kunne sige at USA måske ville have gjort menneskeheden en tjeneste ved at fjerne manden i forlængelse af Golfkrigen istedet for at trække pinen ud.

USA ville Sadam Hussein til livs, lød meldingen fra Washington, og CIA kunne antagelige have skaffet ham af vejen, selv med hans mange gengangere, men han var et nytttigt redskab for "er du ikke med os, er du imod os" (for "du er måske for Hussein!")
.
At kende sit nederlag er ikke ensbetydende med, at man erkender sit nederlag. Det kan tage mange år.

Michael Thomsen

Kære Henning
Joo men Iran-Irak konflikten har jo været - på et tidspunkt hvor USA elskede Saddam så på det tidspunkt ville en intervention nok ikke have forekommet, så din regnemetode holder ikke rigtigt. Jo, brugen af giftgas har været brugt og selvom det var frygt for at det ville ske igen, forekom det ikke.