Leder

Udfordringen fra Kina

Debat
17. november 2010

Man fristes til at sige, at løbet er kørt. At både EU og USA er trætte gamle demokratier uden visioner og beslutningskraft, plaget af snæversyn og indre splid, hjemsøgte af frygt og mistillid, hærgede af både økonomisk krise og værdikrise. Og at Kina i den kontekst fremstår som en optimistisk, ustoppelig, frembrusende kraft, hastigt på vej til at formulere og dominere en ny verdensorden. Kombinationen af et autoritært og beslutsomt regime, en hårdtarbejdende, disciplineret og ærgerrig befolkning, et overskud af investeringskapital og billig arbejdskraft samt et uhyre effektivt uddannelses-, forsknings- og innovationssystem, der sprøjter talent, viden og ny teknologi ud kombinationen af dette ligner opskriften på en succes, som Vestens demokratier ikke længere kan matche.

Mange taler i dagi sådanne baner, som det også vil være fremgået af Informations artikelserie om Kinas grønne verdensorden. Selv USAs præsident, Barack Obama, sagde noget lignende under sin netop afsluttede, lidet succesrige rundrejse i Østen:

»I det meste af min levetid og jeg fylder 50 næste år har USA været sådan en enorm dominerende økonomisk magt, vi var så stort et marked, vor industri, teknologi og fremstillingsvirksomhed var så betydningsfuld, at vi altid mødte resten af verden på vore økonomiske betingelser. USA er stadig den største økonomi og det største marked, men som følge af den utrolige fremgang i Indien, Kina, Brasilien og andre lande er der virkelig konkurrence.«

Målt på valutabalance er Kina i dag meget rigere end USA og allerede verdens største på en række områder, og Obama kunne have nævnt, at Kina antagelig i 2027 vil overskride den ultimative tærskel og blive verdens største økonomi, målt på BNP.

Så det ligner unægteligtglobal dominans under en kinesisk verdensorden. Og en grøn sådan, eftersom styret i Beijing nu satser benhårdt og med masser af kapital på at erobre markedet for de bæredygtige teknologier, der kan fortrænge fossil energi og bremse forureningen.

Der er dog en del kommentarer at knytte til dette billede: For det første er det naturligvis godt ikke skidt for verdenssamfundet og Vesten, at Kina har indledt en grøn revolution. Klimaet er på vej mod katastrofer, og vi kan prise os lykkelige over, at nogen for alvor lægger sig i selen og tager de konkrete stormskridt for at sprede den grønne teknologi, som politikere i Danmark, EU og USA har så svært ved at blive enige om. Faktisk kan Kinas grønne ekspansionskraft og markedsdominans måske blive den faktor, der tvinger de vestlige demokratier tilbage til virkeligheden og ud af handlingslammelsen. Så: Tak for det, Kina! Når det er sagt, har Kina selv langt igen. Med en økonomi, der vokser 10 pct. om året, tager det lang tid, før selv årlige vækstrater omkring 100 pct. for vind- og solenergi kan vende trenden og fortrænge kul, olie og gas. Kinas forbrug af fossil energi og Kinas nationale CO2-udledning i dag størst i verden stiger fortsat og vil gøre det længe endnu. En rapport fra Verdensnaturfonden, offentliggjort mandag, fortæller, at Kinas CO2-udledninger er 20-doblet de seneste 50 år, og Kinas ledende klimaforhandler, Xie Zhenhua, sagde for nylig, at de kinesiske udledninger næppe vil begynde at falde, før Kina har nået samme velstandsniveau pr. indbygger som i-landene. Kina kan godt blive global grøn markedsleder uden selv at blive grøn nation længe endnu. Det rejser spørgsmålet, om Kinas dramatiske økonomiske vækst i længden kan opretholdes uden at prisgive miljøet, nationalt som globalt? Kan naturen og klimaet bære, at økonomien fortsætter med at vokse vildt, indtil de tilbageværende 150 mio. eller flere nødlidende kinesere er løftet op over fattigdomsgrænsen? Og kan det tekniske fix også i længden hamle op med den glubende materielle appetit, som præger Kinas nye, hastigt voksende middelklasse, sådan som den længe har præget i-landenes middelklasse? Heraf udspringer det sidste dilemma: Til hvilke tvangsmæssige yderligheder må og vil det kinesiske regime gå for at sikre, at den voksende økonomi ikke bryder sammen i forurening, men bliver bæredygtig? I disse måneder gennemtvinges strøm-
blackouti visse storbyer for at sikre den gældende femårsplans mål om energieffektivisering. Tusinder af bønder tvangsflyttes for at give plads til nye solteknologi-industrier, mens tusinder af arbejdspladser lukkes, når energifrådsende industrier og forurenende kulminer lukkes pr. dekret fra Beijing.

Kinas autoritære,menneskeretsknægtende regime kunne ligne den centrale forudsætning for nødvendige og hurtige grønne resultater. Er det i givet fald den franske filosof André Gorz skrækvision fra 1975 om økofascismen, der sniger sig ind ad bagdøren: Hvis ikke de vestlige demokratier kan leve op til den økologiske udfordring i tide, vil nogen for at sikre overlevelsen gennemtvinge en slags øko-diktatur, der sørger for de nødvendige resolutte handlinger.

Hvad har mon de trætte gamle demokratier i Vesten af svar på den kinesiske udfordring? Et svar, der handler om vejen til en økonomi i balance med økologien, realiseret af folkestyret, mens tid er. Kan vi finde et svar? Er løbet kørt? jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Det har simpelthen været så interessant at læse artiklerne om Kina. At komme med en konklusion, kan jeg ikke, men jeg føler mig godt med fremme nu.