Leder

Årets historie

Debat
30. december 2010

Diversiteten i dansk presse fejler ikke noget. Det fremgår med tydelighed af en enquete i journalisternes fagblad, Journalisten, der har bedt 13 mediechefer give deres bud på, hvad der var årets vigtigste historie i 2010. Der er det særlige ved journalistik, at en dårlig historie i det virkelige liv sagtens kan være en god historie i medierne.

Cheferne stilles også andre spørgsmål om det, der var i spalterne eller æteren - eksempelvis om 'årets historie, som aldrig skulle være bragt'. Klar topscorer her er den om Ste- phen Kinnocks skattesag, som B.T. bragte til torvs, og som løb ud i sandet, hvad tabloid- avisen havde meget svært ved at erkende. Flere nævner også bogen om Kenneth Plummer, som medførte generaldirektørens afgang. Det kan man vel diskutere.

'Årets spin' gives der vidt forskellige bud på. Fra Helle Thornings og Villy Søvndals 12-minutter-vil-løse-alle-landets-økonomiske-problemer til pelsdyravlernes forening, der roses for at slå igen, da der kom kritik af forholdene på medlemmernes farme. Fra BP's forsøg på at nedtone oliekatastrofens omfang til Dansk Folkepartis landsbytossede forslag om at forbyde indvandreres »overforbrug af sodavand og tørkager i venteværelser«, osv.

Et godt bud på årets mest bemærkelsesværdige overskrift: »Marias morder var uskyldig«.

Årets vigtigste historie da? Det er her, diversiteten for alvor kommer til udtryk. Okay, der er jo en slags nytårsspøg, og cheferne dækker så forskellige medier som Herning Folkeblad og Se og Hør. Klart, at de har forskellige tilgange, men mon ikke chefredaktørerne for Euroman og DJØF-bladet har fat i den lange ende af strået, når de udnævner lækkene fra Wikileaks til årets vigtigste historie? I hvert fald forekommer den mere perspektivrig end VM i fodbold, askeskyen, udhængning af folk på Facebook og Lene Espersens ferie, som også er med blandt mediechefernes udvalgte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her