LEDER: Danmark fik et billede af sig selv. Portrættet af Anders Fogh Rasmussen, som blev skabt af kunstneren Simone Aaberg Kærn og vist frem i efteråret 2010, er ikke et billede af et menneske. Det forestiller den karakter, som tre gange i 2000'erne blev valgt som Danmarks statsminister.
Anders Fogh Rasmussen ligner ikke en stærk og beslutsom mand på billedet, han ligner en figur i en tegneserie, som skal signalere 'stærk' og 'beslutsom' mand. Han fremtræder som en actionhelt, og portrættet minder i sin æstetik om en filmplakat.
Der er kun klichéer på billedet: En frodig grøn skov til venstre for Fogh og en gold ørken med en krigsflyver til højre. Der er en levende natur på den ene side og en død vision for en militariseret verden på den anden side.
Som taget ud af en kulørt julekalender hænger en lysende stjerne over Anders Fogh Rasmussens hoved.
Han forener på billedet to verdener: Den folkelige forankring i en konkret historie på den ene side og en anonym, administreret verden på den anden side. Det gamle højskolevenstre og det moderne handelshøjskolevenstre.
På maleriet er Anders Fogh Rasmussen manden i midten. Hvem havde troet, at en mand, som præsenterede sin politik med en tegneserie-æstetik og gjorde valgplakater til filmplakater, skulle være det politiske svar på spørgsmålet om, hvem der skal lede danskerne i det 21. århundrede?
Danskerne har fået et billede af det, de sagde ja til.
På sin vis fuldender Kærns portræt af Fogh Rasmussen fortællingen om den stærke statsminister: Han vælger en politisk modstander til at male sit portræt. Den officielle reaktion er, at han er dristig, og den politiske modstander erkender efterfølgende sin respekt for ham - en stor, stor mand. Det rædselsfulde billede hænger nu på Christiansborg som minde om, hvordan noget, som mange regner for helt forkert, i en periode blev politisk rigtigt i Danmark.
Men det er ikke den rigtige fortælling om Anders Fogh Rasmussen som statsminister:
Som professor Ove Pedersen sagde til Information fredag: »Nu oplever vi, at hans eftermæle genskrives i løbet af kort tid.«
Han var ikke stærk og modig, han var bange for vælgerne. Som leder kunne han ikke forklare borgerne, at hensynet til det fælles bedste kan stå over privat tilfredshed. Han lovede gratis adgang, ældrecheck, familiecheck, garantier og rettigheder til alle dem, der kunne svare igen. De velhavende boligejere blev under Anders Fogh Rasmussen langt rigere, fordi han ikke turde gøre det, han måtte vide, var det rigtige: Flytte skat fra arbejde til ejendomme. En vanvittig privat gældsætning blev resultatet af den skattefri friværdikult. Fogh kunne ikke tage noget fra nogen - andre end bistandsmodtagere, indvandrere, langtidsledige og flygtninge.
Han ville give alle garanti for gratis behandling på privatsygehusene, men han turde ikke skelne mellem væsentlige og uvæsentlige operationer. Kontraktpolitik og skattestop er den svage leders løfte til befolkningen: Jeg vil ikke føre politik, jeg vil bare give jer mere.
Hans stil som statsminister er siden af hans efterfølger Lars Løkke Rasmussen fra hans eget parti blevet udlagt som vor tids politiske problem:
»Er det et opgør med den såkaldte krævementalitet? Nej, det, jeg er ude efter, er vores - politikernes - gavementalitet.«
Han førte Danmark ind i Irak-krigen på en løgn - og han førte os ud igen på en løgn. Det er blevet hævdet, at masseødelæggelsesvåben ikke stod nævnt i beslutningen om krigsdeltagelsen, men regeringen efterlod offentligt indtrykket af en krig mod masseødelæggelsesvåben. Nu kommer sager fra krigene frem i offentligheden, men statsministeren fra dengang er væk.
Han kunne tage en offentlig kamp om indvandrere og flygtninge i Danmark, men han ville ikke forsvare den internationalt. Så han gennemførte en lovgivning i Folketinget, som han med vedtagelsen af opholdsdirektivet i EU underminerede. Han kunne kæmpe for en ytringsfrihed, som ikke var rettet mod ham som magthaver. Men da han skulle vælges som generalsekretær for NATO, lovede han tyrkerne at lukke deres modstanderes tv-kanal i Danmark.
Portrættet af Anders Fogh Rasmussen skal læses fra venstre til højre: Han havde et enestående parlamentarisk flertal, og han kunne som ingen anden dominere den offentlige opinion. Han regerede demokratisk enevældigt 2001 til 2007: Han blev frygtet af sine egne, beundret af pressen og kopieret af oppositionen. Han sad i en periode med en fantastisk højkonjunktur og uventede milliardindtægter fra olien i Nordsøen. Det er skoven til venstre.
Men til højre har vi resultatet: Højkonjunkturen endte i krise og velfærdsstaten efterladt med garantier om alt muligt til alle mulige andre end dem på overførselsindkomster. Kampen mod eksperttyranni har ført til et nyt evalueringshelvede, og krigene for store principper skandaliserer vores principielle autoritet.
Det billede blev tegnet af Anders Fogh Rasmussen i 2010: Da resultaterne af hans regime blev kendt, var han selv stukket af.
